Kage-bage-dag i praktikanthuset

Søndag formiddag begyndte vores kage-bage-dag. Line havde lagt dej til boller om morgenen, som kunne stå og hæve, mens vi var ude at handle de sidste ingredienser. I løbet af ugen havde vi snakket om, hvad vi skulle lave. Der ville kun være os i huset til at spise kagerne, og det tænkte vi måske ikke på i første omgang,...

Så vi havde bestemt, at vi skulle lave følgende: kanelsnegle, chokolademuffins med ristede cashewnødder, banankage med pistacienødder, æbletærte med kanel/kardemomme, pæretærte og boller med rosiner og havregryn.

Det lyder måske af rigelig meget - det var det også!! Vi fik nybagte boller og kakao om formiddagen og ellers ingen frokost. Når vi kiggede på alle kagerne, blev vi mætte... Vi fik dog et stykke kage eller to om eftermiddagen efterfulgt af 1½ times yoga. Så mente vi, at vi godt kunne tillade os at spise lidt kage.
På billedet er Mimi ved at lave kanelsnegle og Signe pisker fløde til creme.

Vi havde en sjov og hyggelig dag, hvor vi måske fik bagt lidt for mange kager!


Men det vigtigste var at lave noget sammen og det lykkedes. Og resultatet blev da også ganske godt. På billedet ser I et lille udvalg af vores kager.
Der er mange lokale på gaden, hvor vi bor, der har hjulpet os med mange ting, og derfor syntes vi, at vi ville takke dem med nogle af vores kager. Derfor gik vi ud med et fad kanelsnegle, hvor bl.a. friøren, motobikes-mændene og damen med telefonkort fik smagt vores snegle.

Vietnamesisk bryllup

Den 25/10 var vi inviteret til bryllup i Hanoi. Den ene af de to kvinder Line underviser var et par uger forinden blevet gift med en dansk mand i Danmark, og nu skulle der så være bryllup i Hanoi.

Det er ikke hver dag, at man bliver inviteret til bryllup og slet ikke et vietnamesisk bryllup, så Line var ved frisøren i 45 min for at blive klippet og få sat håret op med en masse spænder, lak, mousse og to roser. Det kostede i alt 160.000 dong (ca. 60 kr).














Bryllupsreceptionen skulle starte kl. 17. Vi vidste intet om, hvad der skulle ske, og hvad vores rolle skulle være... Vi fulgtes med den anden kvinde, Line underviser, som også var lidt usikker på, hvad selve festen ville indeholde, bl.a. på grund af tidspunktet.


Vi var blevet informeret om, at en behørig gave fra venner er 500.000 Dong. Med gaven i lommen tog vi en taxa lige fra arbejdets ophør på ambassaden. I rush-hour trafikken kom vi lidt for sent, men det bekymrede ingen – det var rettere kutyme.

Bryllupsfesten foregik på Sheraton Hotel – ét af luksus-hotellerne i Hanoi. De har en rigtig hyggelig have, som på en god sommeraften er perfekt til romantiske bryllupper med hyggeligt springvand, lamper, masser af forskellige planter og flotte blomster – lige ned til den store West Lake.

Ved indgangen blev vi mødt af en masse ventende vietnamesiske gæster. De stod i kø for at hilse på brudeparret og evt. blive fotograferet sammen med dem foran indgangsporten til haven, der var pyntet med flotte buketter af hvide blomster. En kvinde vi ikke kendte, bød os indenfor med ”brudens far vil gerne byde jer indenfor”. Vi blev fotograferet, men billederne må I vente lidt med at se. Bruden var iført en vinrød kjole uden stropper og havde en brudebuket med gul-røde orkidéer, brudeslør og efeu.

På et bord ved indgangen var der en rød kasse dekoreret med røde rosenblade, hvor man kom penge og kort i til brudeparret.

Vi blev budt på te, og derefter gik vi lidt rundt i haven. Der var dækket op forskellige steder, og vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle, men vi fandt et tomt bord og fik sat os ned. Den danske gom betroede os, at han ikke vidste meget mere selv... Der var mange mennesker – 210 var inviterede! Kort efter blev vi budt til bords og så startede det store show:

Som til en boksekamp kørte en konferencier stemningen op med lysshow og musik. Han startede ud med smuk poesi (sagde vores vietnamesiske ven) og blev så ellers mere og mere højrystet, mens brudeparret begyndte opstigningen til det plato, bordene var på. Halvvejs – midt i røg fra fryseis, spotlight og musikken – gik strømmen i et par minutter. Men alle holdt stemningen og med fornyet strømtilførsel blev brudeparret præsenteret - i stil med en vindende bokser, parrets forældre holdt en hhv. kort (vietnamesisk) og lang (dansk) ”takke + held & lykke” tale, parret hældte sammen rød, sød spiritus i et tårn af hvidvinsglas – og så blev der sagt værs’go’ til en udsøgt buffet. Vores konferencier fik også sagt, at bordene var til de ældste inviterede, så vi var allerede ved at fordufte fra bordet, da bruden sagde, at vi skulle blive siddende.

Mens vi tog os godt af retterne fik brudeparret og forældrene ikke tid til at spise, siden de gik fra bord til bord og skålede og snakkede. Ved vores bord fik vi bl.a. snakket om vietnamesiske og danske bryllupstraditioner, mens der hele tiden blev skænket op i vores rødvinsglas.

Gæsterne gik hurtigt – de fleste klokken 19-20, men det var måske fordi, at det var en reception. Under hele aftenen var der musik fra en guitarist og violonist, der spillede smukke kærlighedssange.

Vi sad og snakkede nogle timer med brudeparret og den danske familie i den hyggelige atmosfære, inden vi tog en taxa hjem. Det var en rigtig hyggelig aften og en god oplevelse.

Ha Long bugten igen igen

Vi valgte at tage en tur til Ha Long bugten med Ivars forældre, da de var på besøg. Vi bestilte turen gennem deres hotel. Turen kostede 54 dollars pr. person.





Vi fik meget bedre og dyrere mad end sidste gang Ivar og jeg var afsted, så jeg synes, at pengene var givet godt ud denne gang. Vi havde også en stor kahyt og et stort badeværelse.
På billedet er vi klar til at indtage vores frokost, mens vi sejler ud i bugten med op til 3000 limstensklipper.

Vi besøgte en rigtig flot og stor grotte, hvor der ved indgangen var en flot udsigt ud over bugten.

Første dag stod på frokost på båden, besøg i en meget stor og flot grotte, kajak i 1½ time, svømmetur, afslapning på båden, aftensmad med både rød og hvid dalatvin (lokal vin) og køb af perleøreringe og perlehalskæde.


Vi roede i kajak til en dejlig strand, hvor vi fik en svømmetur. Derefter sejlede vi rundt mellem klipperne og kom tæt på fiskerlivet og de mange spændende planter, der gror på klipperne.






Anden dag stod på morgenmad, afslapning på nærliggende strand, sejltur imellem limstensklipperne, kig til et marked med kinesiske varer, kig til en flydende fiskelandsby og kig til en nybygget bro, hvorfra det tager 4 timer at køre til grænsen mellem Kina og Vietnam og til sidst frokost på land i en restaurant med udsigt ud over bugten.

Anton og Merete havde taget kikkert med, så den blev brugt til at spotte ørne, grotter, containerskibe og lange pramme med kul.

Lak-, keramik- og træskærerlandsby

I Vietnam har man stadig håndværkslandsbyer, der kun er koncentreret om én ting, f.eks. slanger, keramik, bambus, lakvarer eller møbler. De er placeret rundt omkring Hanoi, og de er bestemt et besøg værd - både på grund af en bedre pris på varerne og fordi, vi ikke har disse byer i Danmark.

Nogle af landsbyerne ligger meget tæt på centrum, hvis man tænker på kilometer, f.eks. 15-20 km, men i bus eller bil tager det ca. 1 time på grund af meget trafik og dårlige veje. Det er næsten lige meget, hvilket tidspunkt på dagen man vælger at tage afsted, så er der fyldt på vejene med biler, motobikes, lastbiler og busser.


I landsbyerne bliver man positivt modtaget og hilst på af indbyggerne, både voksne og børn. Børnene siger "Hello", som ofte er det eneste engelske ord, de kender. I lak-landsbyen blev vi inviteret på vietnamesisk te i hvert eneste hus, vi besøgte. Efter teen kunne vi se deres produkter, og hvordan de blev fremstillet.



Mens vi havde besøg af Anton og Merete, besøgte vi tre forskellige handicraft villages: lak, keramik og træskærer.


Den første tur bestilte vi gennem et rejsebureau, hvor vi fik chauffør og egen bil til 40 dollars i alt. Det var en lidt sjov oplevelse, da vi på vej ud til landsbyen fandt ud af , at chaufføren ikke kendte vejen dertil!


Han havde i hvert fald aldrig været der, så vi kørte f.eks. på en hovedvej i den forkerte retning, hvor der ikke var mulighed for at forlade vejen før 5-10 km længere henne af vejen og endte på en meget smal vej tilbage i den anden retning, hvor det var svært for bilen at passere på grund af bump i vejen og folk, der brændte halm af eller reparerede vejen med sand.


Men vi nåede frem og fik besøgt nogle huse, hvor vi kom helt tæt på produktionen. På billedet er en pige ved at lægge skabeloner af blade på et fad. Merete og Anton købte 3 flotte lakfade til 90.000 dong, der koster det dobbelte i butikkerne i Hanoi. Vi fik serveret te alle steder, vi besøgte. Det havde Ivar og jeg heller ikke oplevet før. Vi endte også et sted, hvor en direktør hjalp unge mennesker med særlige behov i arbejde, og vi fik doneret 50.000 dong til formålet.
På vej tilbage til Hanoi fandt vi ud af, at vi faktisk havde været meget tæt på landsbyen, da chaufføren tidligere lavede en afstikker ud af en vej, hvor vejen delte sig i to, og hvor han tog den forkerte vej... Ligeledes så vi, at vi havde været i udkanten af byen, hvor der sikkert ville have været flere butikker og huse med produktion end der hvor vi var. Men så fik vi den oplevelse med os.

Den anden tur bestilte vi gennem Phuc Loi Hotel, hvor Anton og Merete overnatter i øjeblikket. Vi ville først til en træskærerlandsby, Dong Ky, og derefter til keramiklandsbyen Bat Trang, hvor Ivar og jeg havde været, men der er simpelthen så meget at kigge på, at man sagtens kan komme der i flere omgange.
Anton var meget interesseret i træfigurer, og vi havde håbet på, at vi ville finde en masse af disse. Men vi fandt faktisk kun møbler, der hvor vi kom hen og nogle få træfigurer, som ikke levede op til vores forventninger. Men vi fik set nogle rigtig flotte møbler og set, hvordan de pudsede, lavede mønstre og lakerede møblerne. Det var meget fascinerende.

Herefter kørte vi til Bat Trang, hvor Anton faktisk fandt nogle træfigurer og købte dem til en meget billig pris. Der kan man bare se.. Træfigurer i en keramiklandsby! Vi besøgte det store marked midt i landsbyen, hvor Ivar og jeg købte testel i sort/rosa og jeg købte små aflange keramikfigurer, som kan hænge på et juletræ eller i en troldegren.
Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi alle fik det, som vi gerne ville have, og hvor chaufføren kendte vejen!

Cykeltur på landet

Vi har været på cykeltur, hvor vi kørte til en lille landsby 32 km vest fra Hanoi, hvorfra vi skulle starte vores tur rundt i området. Vi havde hørt fra andre, at det skulle være en rigtig god tur, hvor man ser Vietnam i landlige omgivelser og kommer tæt på lokalbefolkningen. Der var lidt diset og overskyet hele dagen, men det var bare helt perfekt til en cykeltur, så det var rigtig fint.

Vi havde "base" i et hus hos en ældre kvinde, hvor cyklerne stod klar, og hvor vi også spiste frokost - lavet af vores guide. På billedet kan I se vores guide, der har fundet cyklerne frem og lige er ved at tjekke dem.

Vores guide var ung og rigtig flink. Han var god til engelsk og til at fortælle om de ting, som vi nu skulle se.

Cyklerne blev pumpet og indstillet, inden vi begav os ud på de små veje og stier. Vi undrede os over, hvorfor cyklerne var så mudrede, men vi fandt svaret, da vi selv kom afsted... Deres jord er meget leret og rødt. Det havde regnet, så det sprøjtede lidt op af benene, når vi kørte... og også op på cyklerne.

Vi skulle cykle både før og efter middag. Først tur var rundt i landsbyen og rundt imellem rismarker og grønsagsmarker. Anden tur gik til en håndværkslandsby, hvor de laver sommerfugle og guldsmede af bambus.

Vi startede med at køre rundt i landsbyen, og første stop var det lokale marked, hvor vi så mange spændende ting. F.eks. stoppede vi ved denne kvinde, der solgte urter og naturmedicin mod alverdens sygdomme og lidelser. Jeg kunne genkende nogle frø, som jeg har set Nhung drikke i varmt vand som te. Frøene skulle hjælpe én til at sove bedre om natten.

Det var spændende at opleve et marked i de rigtige omgivelser, og hvor grønsagerne er hentet direkte fra de omkringliggende marker. Der var også nogle ting, som vi ikke havde set før, f.eks. friske blade til te.

Efter markedet gik turen ud på digerne og de små stier mellem rismarkerne. I vejkanten groede der ananasbuske men uden ananas. Guiden fortalte, at børnene som regel spiser dem! Det er børnene, der passer køer/vandbøfler - tager dem med ud at græsse om morgenen og tager dem med hjem igen til landsbyen om eftermiddagen. Hvad mon danske børn ville sige til det?

Vi så køer og vandbøfler alle vegne. Nogle gange skulle man passe på, når man skulle passere dem. Måske valgte de lige pludselig at skifte retning... Nogle af dem havde kobjælder på. Ved hjælp af kobjælder med forskellige lyde kan familierne genkende dem fra hinanden.

Inden middag besøgte vi landsbyens fælleshus, hvor vi af en ældre mand blev budt på vietnamesisk te. Han var blevet udvalgt af indbyggerne i landsbyen til at passe på fælleshuset. I det 500 år gamle hus kunne vi se et skudhul fra krigen, som den ældre mand også havde været med i.

I spanden foran bordet står der en slags pibe, som vi ikke blev budt på at ryge, men på gaderne i Hanoi ser vi af og til mænd, der ryger på disse piber.

Frokosten blev som sagt tilberedt af vores guide i husets køkken. Vi fik serveret nudler med oksekød, tomater og grønsager. Efter frokosten var der 10-15 min, hvor vi kunne gå rundt for os selv, indtil vi skulle afsted igen. Overalt blev der høstet den sidste ris, så der var fyldt med ris og halmen fra stråene overalt på vejene i byen. Halmen brænder de af eller bruger til foder.

Vietnameserne har nogle meget lave cykler, så der var behov for lidt indstilling, inden vi kørte til landsbyen, hvor de laver sommerfugle og guldsmede af bambus. Hvis de er lavet korrekt, har de en ufattelig balance. I kan se, at Ivar holder en på fingeren på billedet.

Vi besøgte to huse, hvor de i det første hus lavede dem helt fra bunden. Det var hele familien, der var med til at lave dem. Konen snittede bambusstykkerne til. En lille pige satte vingerne på og limede. Inden hun lagde dem til siden, tjekkede hun lige på en pind, om de havde balancen.

I det andet hus fik de forskellige farver og dekorationer i form af øjne osv. Vi købte selvfølgelig et par sommerfugle, én i sort og én i blå. De havde pakket en kæmpe kasse med både sommerfugle og guldsmede, som var parat til at blive sendt ud i verdenen.

På vej tilbage til landsbyen skulle vi forbi en berømt pagode, hvor der var ca. 200 trin til toppen.

Herefter gik turen tilbage til landsbyen. Det var en rigtig god cykeltur, som vi godt kan anbefale andre at tage på. Man ser rigtig mange ting på turen, og det er altid rart at komme væk fra den hektiske og travle trafik i Hanoi.

Da vi kom tilbage til Hanoi, fik vi øje på sommerfuglene og guldsmedene i butikkerne. Vi havde ikke lagt mærke til dem før, men nu ved vi, hvordan og hvor de laves.

Van Long - bådtur

Vores tur til Cuc Phuong var en 2-dags-tur, hvor vi trekkede de 18 km den første dag. Dagen efter skulle vi på bådtur ved Van Long.

Vi kørte fra Muong-landsbyen i dejligt solskinsvejr og kunne slet ikke forstå, hvorfor vi var så uheldige med vejret dagen før, hvor det bare øsregnede hele dagen.

Vejen til og fra landsbyen bestod af en meget leret og mudret vej, hvilket var ret spændende, da vi skulle derfra... Bussen havde meget svært ved at komme op af bakken og jo flere gange den prøvede at køre op, jo mere mudder kom der på dækkene. Men med skubben og graven lykkedes det at få bussen op på vejen, så vi kunne fortsætte vores udflugt.

Vi kørte i et meget flot landskab indtil Van Long, der bestod af rismarker, sukkerrørsmarker og marker med kassava (en slags rodfrugt). Vi kørte langs med nationalparken og snakkede meget om, hvad vi havde været igennem dagen før...

Alle steder var der folk i marken. Der blev høstet ris og sået majs og nye grønsager. Vi nåede frem til Van Long, hvor vi blev placeret i sivbåde med kvindelige roere.

På billedet ser I en mand, der fisker. Han er ved at hive garnene ind.

På grund af højvande kunne vi ikke passere igennem en grotte, men vi sejlede ind i den og ellers rundt i området, som minder om en bådtur på Ha Long Bugten. Vi var omgivet af flotte, grønne limstensklipper alle vegne.

Det var en rigtig fin bådtur - nogle steder i meget hård vind, der voldte roerne problemer, så Ivar overtog til sidst i vores båd...

Frokosten blev indtaget på et nybygget resort til turister, hvor vi sad i et lille rum for os selv og fik mange forskellige vietnamesiske retter. Derefter gik turen til Hanoi igen. Det tager ca. 2-3 timer at køre fra Hanoi til Cuc Phuong.

Cuc Phuong - trek på 18 km

En privat tur i junglen i Vietnams største nationalpark, vejrudsigt med solskin og en park- ranger til at vise vej - det lyder fantastisk ikke?

Det var det sådan set også - men en meget anderledes oplevelse end vi havde regnet med...

Da vi kørte fra Hanoi begyndte det at regne lige så stille. Vi havde stolet på vejrudsigten og ikke taget vores regntøj med. Men regnen fortsatte, og efter en time besluttede vi os for at stoppe bilen og købe regntøj - hertil serveret den behørige vietnamesiske te.

Da vi ankom til Cuc Phuong så vi et "redningscenter" for truede aber, hvor dyr, der er blevet konfiskeret hos illegale jægere og smuglere, bliver vænnet til det vilde liv igen. Der var mange aber i imponerende farver - blandt andet aber med "hvide shorts" og nogle med fem farver i pelsen, så de så ud til at have tøj på. De var rigtig flotte.

Regnen fortsatte, da vi kørte ind i selve nationalparken. Indgangen lignede den fra "Jurassic Park"! Vi skulle køre ind til centrum af parken (ca. 20 km), hvor vi spiste en god picnic og var så ellers klar til at trekke! Og her begyndte regnen så at volde problemer - alting var vådt: Planterne, træstammerne, stenene, bukserne, håret, regntøjet - selv kameraet blev vådt!

De første tre km var på cement-underlag. Anton havde set et foto med stierne, hvor de nærmest lignede en dansk skovsti i andre omgivelser. De tre km sluttede ved et meget gammelt træ, ca. 500 år gammel og ca. 50 m højt. Det var ret imponerende. Efter at have forladt cementstien var der bestemt ikke noget, der lignede en dansk skovsti! (bortset fra regnen måske..)

I silende regn gik vi så 5 timer op og ned af skarpe eller glatte klipper, ad mudrede stier, i sumpede tilgroede rismarker, over og under nedfaldne træstammer og i små vandløb med det klareste vand.

Dyrene var kloge nok til at føje regnen og gemme sig i læ i huler eller tætte træer, så vi hverken så eller hørte så mange. Kamelæoner, vandrende pinde og en enkelt "jungle-krabbe" så vi dog - og fik spændende information om planterne, vi kom forbi af vores guide Phuong. Han var opvokset tæt på nationalparken, så han vidste alt om spiselige planter/rødder/snegle osv. og hvilke man absolut ikke kunne spise. Han arbejdede på rescuecenteret og havde læst biologi på universitetet.

Til sidst på turen begyndte Phuong at blive nervøs for, om vi nåede frem, inden det blev mørkt. Det tog længere tid end forventet at finde fodfæste på den mudrede sti. Merete udførte flere stunt - særdeles imponerende at hun ikke kom til skade. Vi andre gik også hele tiden og små-gled i mudderet og på de regnvåde klipper..

Og på slutningen af ruten begyndte vi at blive plagede af blodsugende igler, der kravlede ind igennem skoene: Line, Merete og Phuong var hårdest ramt (måske smager Anton og Ivar ikke så godt??).

Da vi endelig kom frem var det i mørkets frembrud. Vi skulle overnatte hos den lokale H'muong minoritet og det skulle vise sig at blive et glimrende valg! Men først skulle vi lige have det våde og beskidte tøj til tørre, fjernet de sidste igler og lappet sårene med Phuongs jungle-middel.

Det lignede hår fra et dyr, som han kom på for at stoppe blødningen og derover et plaster. Og det virkede!

H'muong familien var meget venlige, åbne og snakkesaglige. De serverede god hjemmelavet aftensmad (de fleste ingredienser fra deres landbrug) og så serverede værten god risvin - både med og uden honningbier til at søde vinen med. Det var familiefaderen, Yen, som bød og derfor måtte Anton som ligeværdig prøve at følge med Yen's tempo og drikkelyst, hvilket tilsyneladende ikke var muligt - efter 8 "mot cham" (= "100 %", dvs. det hele drikkes), sagde Anton klogeligt stop og snakken gik herefter særdeles lystigt.

Merete og Line gik i stedet i kast med familie-pigernes skolebøger, og med en ordbog i hånden fik de snakket i flere timer. Det var en rigtig god og hyggelig aften!

Der blev redt op i det store rum med madrasser, dyner og myggenet.

Om morgenen galede hanen fra kl 5. Familien havde høstet ris, som lå inde under huset, hvor deres hane også valgte at konkurrere med naboens hane om, hvem der kunne gale højest. Ergo fik vi ikke sovet ret meget efter kl. 5.

Vi fik til gengæld nydt morgenen og købt flotte vævede klæder - som en slags målrettet udviklingsbistand. Til morgenmad fik vi serveret Pho - den traditionelle morgenmad i Vietnam, nudelsuppe. Dertil fik vi sørme også serveret risvin. Sikke en start på morgenen.

Herefter gik turen så til Van Long, men det bliver en anden beretning.

Vanddukketeater - Water Puppet Show

Dukketeater opført i vand er en hundrede år gammel teaterform, der kun findes i Vietnam.

Hvis man ikke har mulighed for at se det i de originale omgivelser (en dam i en landsby), så kan man besøge Thang Long Dukketeater i den nordlige ende af Hoan Kiem søen. Det koster 20.000-40.000 dong for ca. 1 times forestilling, og det er en rigtig god oplevelse.

Forestillingen foregår i en sal, hvor man sidder som i et teater eller en biograf. I stedet for en scene er der lavet en dam med et hus i baggrunden, hvor de folk, der styrer dukkerne er placeret. I den ene side sidder musikanter og spiller på anderledes og interessante musikinstrumenter, som vi startede med at lytte til. De spillede nogle vietnamesiske folkesange.

Derefter gik selve programmet igang, hvor vi så forskellige scener fra den vietnamesiske kultur og historie, f.eks. dragedans, børn der leger i vandet, fiskeri, landbrug og forskellige dyr der fanges.



Alle dukker er lavet i træ og derefter lakeret i flotte farver. Mange butikker i Hanoi sælger disse dukker, som sikkert også havner i vores kuffert...

Mai Chau - 300 km på motobike

Når man skærer ind til benet er ”motobike” måske for meget sagt. Det er jo bare en scooter med 97 kubik... Men den ydede sit bedste denne weekend, og selvom den hostede lidt over floder og stejle stigninger, lykkedes det os at køre 2 personer 2*150 km på den.

Og måske skal vi have forbedret vores efterretningstjeneste, for ingen af vores informationskilder havde fortalt om de forhindringer, vi skulle møde på denne tur.

Vi ville til Mai Chau, der skulle være en hyggelig minoritetsby i smukke omgivelser. Vi havde godt nok ikke noget kort, men havde fået nogle få instrukser af nogle venner herovre.. Og med gåpåmod tog vi så afsted i bedste bikerstil!

Turen indtil bjergene gik sådan set godt nok. Vi holdt frokostpause i Hoa Binh (den største by man kommer igennem på vej til Mai Chau), hvor vi på afstand også så et stort vandkraftværk.

For at komme til Mai Chau skal man over 3 bjergpas, så turen i sig selv er fantastisk på grund af de flotte landskaber med klipper og bjerge i forskellige farver, marker med ris, sukkerrør og te, vandbøfler og køer på vejen.

Der er stigninger og nedkørsler på 6-8 % - nogle steder måske mere. Flere steder i bjergpassene går der folk på vejene med kurve på ryggen, hvor de har samlet brænde, bambus eller citrongræs fra bjergene. Så bliver de samlet op af én på motobike og kører til en landsby eller går. Disse stier der lige pludselig går op af bjerget ser meget ufremkommelige ud. Det er utroligt, at de kan gå der og så med "opbakning".

Det var i bjergene og det kuperede terræn, at problemerne viste sig: På grund af enorme mængder af regn (enkelte gader i Hanoi var i perioder oversvømmede), var vejen ofte delvist spærret af jord- og stenskred. Der var sten- eller jordskred i næsten hvert sving, og mange steder løb der vand over vejen. Så det var ikke helt ufarligt at køre på vejen.

Vejrets ødelæggelse af vejen kulminerede tæt på Mai Chau (2 km fra vores mål), hvor halvdelen af vejen var forsvundet. Vi så heldigvis først hvor undergravet vejen var, efter vi havde passeret strækningen! :)

Lettet over at have passeret den sidste svære forhindring og med udkig til Mai Chau var vi allerede begyndt at tænke på mad og overnatning. Vores største forhindring var vi stadig uanende om. Vi havde godt nok undret os over advarsler, der næsten spærrede vejen i sig selv, og over at der ikke kom nogen modkørende bilister. Flere steder holdt busser, lastbiler med benzin og biler i kø og var ”strandet”. Da vi nåede bunden af det sidste bjerg blev vi stoppet af en bæk, der var blevet til en voldsom flod, der havde oversvømmet hovedvejen og lidt af en landsby og spærrede al trafik. Vi nåede at ærgre os en del – vi var jo ellers kommet så langt!

Men vietnameserne er opfindsomme og hjælpsomme, så vi blev vist hen til en lille sti, hvor vores motobike så (mod betaling – og det er nemt at kræve penge fra folk i nød) blev båret over floden af fire lokale, mens vi gik meget forsigtigt over.

Vi følte os lidt som de første journalister i et katastroferamt område... Folk kiggede undrende og med respekt på os – vestlige turister, der havde trodset farerne og med stor viljestyrke var kommet helt herud. (Måske var det bare noget vi følte os som :))

Og som en spøg fra skæbnen nåede vi lige at blive skræmt af, at floden atter havde spærret 30 meter af vejen et par hundrede meter efter den første oversvømmelse. Igen fire vietnamesere og lidt mindre betaling senere, var vi dog ovre alle forhindringer, og eventyret (for den dag) sluttede lykkeligt med en overnatning i Ban Lac, guesthouse number 2 (eskorteret dertil af én af hjælperne).

Nogle af de lokale var dog ikke så heldige – mindst ét hus blev samlet op i stumper i en lastbil efter at floden havde gjort det ubeboelig eller revet det helt væk. Og flere andre huse lå faretruende tæt på at ryge i floden!

Da vi skulle hjem om søndagen var vi meget spændte på, hvordan vejen ville se ud, og om vandet havde fortaget sig. Vejen var helt tør det første sted, hvor vi dagen før fik båret motobiken over. Vandet havde også fortaget sig det andet sted, men der var stadig meget vand. Der var andre, der kørte over på motobike uden problemer, så det gjorde vi også. Men... Vi gik i stå, da vi næsten var kommet over, så vi måtte stå af og trække den op "på land".

Vi forsøgte at starte motobiken flere gange, men den ville ikke starte. Når sådan noget sker, når man at tænke ret mange tanker om, hvordan vi så skulle komme hjem, hvis den ikke kunne køre. Efter ca. 10 min fik vi den startet - vi håbede på, at en pause kunne gøre det og lidt solskin. Det hjalp og vi kom sikkert hjem til Hanoi igen.

Både på vej til og hjem fra Mai Chau skiftedes vi til at køre. At sidde bagpå var de værste, fordi sædet er dårligst der. Og vejene i Vietnam er ret ujævne og hullede. Vi havde glemt solcreme (blandt andet) og blev temmelig solbrændte. Ivar fik t-shirt-arme og Line en fine streger omkring solbrillerne.

Mai Chau - vores ophold og området

På billedet kan I se byen Mai Chau, der ligger i en smuk dal med grønne rismarker rundt omkring. Alt så meget frodigt og grønt ud. Fra dette udkikspunkt var vi ikke vidende om, hvad der ventede os i dalen, men vi var meget betagede af den flotte udsigt. Vi så også mange lokale, der bare sad og kiggede ud over dalen. Til højre i billedet kan I se floden, der skabte oversvømmelserne i dalen.


Landsbyen Ban Lac ligger umiddelbart efter Mai Chau ned af en lille vej til højre. Ban Lac er omgivet af rismarker og består af ca. 30 huse i samme stil, og der er bjerge hele vejen rundt.

Vi overnattede som sagt i Ban Lac, hvor man overnatter i såkaldte guesthouses. Vi havde nogle meget søde værtinder, der sørgede godt for os i guesthouse nummer 2. Nummer 1 og 2 ligger i udkanten af byen, så de er de først huse, som man kommer til. Derfor havde vi en fantastisk udsigt til bl.a. rismarker og klipper.

Med lidt halv engelsk fra deres side og halv vietnamesisk fra vores side fik vi hver gang kommunikeret vores budskab igennem til hinanden. For første gang fik vi for alvor brug for vores two-way-dictionary.

Da vi ankom, blev vi vist op på første sal (husk at tage skoene af), som er én stor sovesal med bl.a. bambus som gulv, så det knirker lidt, når man går på det. Vores seng bestod af en tynd madras, to små puder, en meget meget tung dyne og et myggenet. Vi fik bestilt aftensmad og morgenmad, og derefter gik vi en tur i landsbyen og kiggede bl.a. på flot håndværk af forskellig slags. Det bestod bl.a. bambusprodukter, væveprodukter, knive, dukker og punge.

Da det blev mørkt, undrede vi os over, hvorfor der ikke var mere lys tændt i byen eller i Mai Chau. Det var kun meget få steder, at der var lys i landsbyen, og de steder hvor der var lys, var der en generator, der kørte. Der var selvfølgelig ingen strøm. På grund af oversvømmelserne, stenskredene osv. var ledningerne sikkert blevet revet ned.
Da vi kom tilbage til vores guesthouse, havde de tændt for generatoren, så vi havde lys, men det kunne da også have været meget hyggeligt med bare stearinlys... Generatoren larmede rimelig meget, og vi var bange for, om den ville larme hele natten, men den blev heldigvis slukket, inden vi skulle sove.

Vi var usikre på, om vi havde nok benzin på motobiken til at komme op af det første bjerg, og vi vidste, at lastbilerne med benzin ikke kunne komme frem, så vi skyndte os at køre ind til Mai Chau, hvor vi heldigvis kunne få et par liter på - til overpris.

Vi var trætte efter den lange køretur, så vi gik tidligt i seng. Vi blev dog vækket et par gange i løbet af aftenen af trommelyde, sang og klapsalver, men vi var for trætte til at opleve traditionelle danse på det tidspunkt.



Vi følte nogle gange, at vi var på besøg i en vikingelandsby eller en helt anden verden. Vores mad blev tilberedt over bål. Om morgenen blev vi vækket af hanen, der galede og vandbøfler der gik forbi huset på vej ud på marken. Der var en abe i et bur, der prøvede at fortælle et eller andet. Der var et stort fuglebur og mange små bure med forskellige fugle, som pippede og sang. Vi sov i et hus, som vi kun havde set på museum i Hanoi. Udsigten om morgenen var klipper dækket af tåge, og vi var i tvivl om, hvad der var skyer, og hvad der var bjerge – men det var bjerge! Og lige udenfor var de i gang med at høste ris.

Vi fik Pho (nudelsuppe) og bananer til morgenmad. Vi fik sagt farvel til vores flinke værtinder, der gerne ville have haft os en nat mere... Vi tog til søndagsmarked i Mai Chau, inden vi kørte hjem, hvor jeg havde håbet på at se forskellige minoriteter sælge deres lokale ting. Men der var kun meget få, der gjorde dette.

Månedsberetning fra Ivar - september 2007

Kære læsere! :) Denne månedsberetning vil jeg starte med at fortælle om min praktik, da det jo er den, der er grunden til, at vi har taget til den anden side af Jorden.

Efter 2 måneder er min vurdering, at jeg (indtil videre) får opfyldt mine uformulerede krav til praktikken. Jeg lærer meget om administrative forhold, projektledelse og –organisering.

Eftersom en praktik på en ambassade foregår meget på kontoret, er det i høj grad møderne med konsulenter ”i marken” og vietnamesiske embedsmænd, der er interessante – her får jeg indblik i problemer og løsninger i det egentlige udviklingsarbejde. Til min lettelse har jeg fået min studietur på plads: Jeg skal 6 dage sydpå i landet i oktober med en monitorering og evalueringsekspert, hvilket passer udmærket ind i min uddannelsesprofil og praktik herovre.




Jeg har rimelig travlt på ambassaden – min arbejdsdag er foruden frokosten ofte uden pauser, og jeg har ofte lidt besvær med at disponere og prioritere mellem arbejdsopgaver fra tre afdelinger/chefer. Men indtil videre virker de til at være godt tilfredse med mit arbejde.

Efter 2 måneders oplæring er det endelig lykkedes mig at få en ide om, hvordan jeg skal angribe min projektrapport. Jeg har stødt på mange særdeles interessante problemstillinger (som jeg nok vil skrive lidt om senere), og jeg har (forhåbentlig) fundet en måde at komme omkring de fleste, uden at opgaven bliver for rodet og bred.

2 måneder i Vietnam er 1/3 af vores ophold her. At skrive det sådan giver en bedre forståelse af, at det er lang tid at være væk fra familie og venner. Men så længe alle har det godt, er vi glade for vores prioritering af at tage herover. Glæden hviler i høj grad på ”psykologisk sikkerhed” i form af kommunikationen med familie og venner – at vi kan følge med i tilværelserne derhjemme og derfor ikke føler os ”alene” og afskåret.

Vietnam er så et ufatteligt rigt land på mange områder. Line og jeg har snakket om, at det værste ved at komme til Danmark kan meget vel være en følelse af ”ensformighed” – af at savne de utrolige variationer og indtryk, vi bliver bombaderet med herovre. Men vi trøster os med, at eventuelle savn af Vietnam helt sikkert vil blive opvejet af nærheden af familie og venner.

En anden central del af vores ophold herovre er muligheden for at kigge indad. Jeg synes, vi lærer mere og mere om os selv, om vores styrker og svagheder. De små ”prøvelser” i hele tiden at blive ”konfronteret” med anden kultur og sprog, i at leve i hus sammen med andre, og i et arbejde, der (endelig) stiller krav til min faglige kompetence, giver mig et billede af, hvad jeg kan og ikke kan. Et billede, som – hvis man tør indse det – kan være ubehageligt, overraskende eller bekræftende. Som studerende er jeg vant til at tænke forbedringer af de svage punkter, men omkring personligheden mener jeg også det handler om valg og accept.

Line har fået sin egen hverdag med undervisning, hvilket har givet en foreløbig ro på mine bekymringer om, hvorvidt 6 måneder bliver lang tid for hende. Hun har gode udfordringer i undervisningen og møder nogle dejlige mennesker igennem arbejdet.

Mærkværdigvis og heldigvis synes jeg ikke, at vores forhold har ændret sig i den nye kontekst. Måske ændrer vi hver især personlighed, men vores forhold er meget lig det, vi havde forinden. Vi er til gengæld mindre sammen i hverdagen, idet Line underviser om aftenen. Stresset på forholdet fra varmen, den hektiske trafik og den nye kontekst er blevet meget mindre end min sidste månedsberetning.

Jeg vil slutte min beretning her. Den anden måned i Vietnam har været skøn, og der er ikke noget, der indikerer at de følgende bliver værre.

Oktober bliver en spændende måned for mig med 11 dages besøg af forældrene og 6 dages studietur. Det kommer formentlig med i den næste månedsberetning...

(Ivar har fået dette billede med i sin beretning, da han er meget fascineret af at tage aftensbilleder - I kender ham).

Månedsberetning fra Line - september 2007

Endnu en måned er gået. Jeg synes, at tiden flyver afsted. Men vi nyder hver dag og oplever mange skønne ting. Der er 14 dage til, at vi får besøg af Ivars forældre, og det glæder vi os meget til. De skal være i Vietnam i 10 dage.

Jeg håber, at I kan nå at følge med på vores blog. Lige nu har vi sat forsiden til at indeholde fem indlæg, men denne weekend skrev vi i nærheden af ti. Så jeg vil bare minde jer om at kigge i højre side under etiketter for at se, om der skulle være nogle sjove historier, som I ikke har fået læst. Vi har haft nogle problemer med internettet i forhold til vores blog. Det er især gældende i hverdagen, hvor jeg nogle gange ikke kan logge ind og skrive indlæg, redigere eller lægge billederne ind på den rigtige måde. Så derfor kommer vi måske mest til at opdatere siden i weekenden, hvor så alle vores historier for ugen og weekenden kommer, og så kan det godt blive til en del.

Undervisningen på UNIS er kommet godt i gang. Om tirsdagen sidder jeg med to piger i 1. kl. og en pige i 2. kl. Om onsdagen sidder jeg med to drenge og en pige i 5. kl.
Vi har fået kopieret arbejdshæfter og enkelte grundbøger, så der nu skulle være nok til alle.

Jeg kan godt mærke, at jeg har haft en 4. kl. i Danmark sidste skoleår. Det falder mig meget mere naturligt at undervise eleverne i 5. kl. end eleverne i indskolingen. Men jeg er glad for at prøve at undervise de små elever og få nogle erfaringer med det, som jeg måske får brug for, når jeg kommer hjem.

Mine hverdage er egentlig meget ens, men jeg kan godt lide det på den måde. Jeg står op efter, at Ivar er taget afsted kl. 8.30. Det første jeg gør, er at starte computeren for at se, om der skulle være mails fra kolleger, venner eller familie. Jeg sidder måske en time ved computeren og arbejder med nogle ting, før jeg går i køkkenet og spiser morgenmad.
Formiddagen går med at sidde foran computeren, hvor jeg forbereder undervisning eller opdaterer bloggen (hvis siden virker!!).

Nogle gange tager jeg også på marked om morgenen for at købe grønsager og kød. På det tidspunkt er det mest frisk. Jeg kan godt lide at komme derned og kigge på de forskellige ting, men lugten tror jeg aldrig, at jeg vænner mig til.

Det hænder også, at jeg shopper lidt...- enten om formiddagen eller eftermiddagen. Der er så mange flotte ting, som jeg gerne vil have med hjem.




Nhung og jeg har lavet en del mad sammen i september måned, hvor hun køber ind til frokost om morgenen. Hun kalder på mig omkring kl. 11.30. Så kommer jeg ned i køkkenet, hvor hun har skåret grønsager og kød ud, og er klar til at gå i gang med madlavningen. Mens hun laver maden, så fortæller og forklarer hun, hvad hun gør. Imens står jeg ved siden af og skriver opskriften ned. De retter hun laver tager imellem 10 og max 20 min. De er meget simple og smager helt fantastisk. Grønsagerne er sprøde og nudler, ris, rice-noodle eller mien er kogt perfekt. Vi kunne godt lære noget af det vietnamesiske køkken i Danmark!

Vi har en kina-bog, hvor Nhung skriver, hvad hun køber, og vi har også mulighed for at skrive en besked til hende. Forleden dag forsøgte jeg at lægge penge i bogen til hende for maden, men dem ville hun ikke tage imod. Hun sagde, at hun betragter mig som sin søster, og en søster betaler jo ikke for maden, hvis det var i en familie. Det er lidt svært at forstå, hvorfor hun ikke vil tage imod pengene, men nu har jeg forsøgt to gange.

Med hensyn til undervisning så underviser jeg i den danske skoleforening om eftermiddagen, og nogle gange underviser jeg de samme dage på ambassaden. Så nogle gange kan det være lidt svært at få koordineret, hvad vi gør med hensyn til aftensmad. Derfor har Ivar og jeg ikke lavet aftensmad sammen så mange gange i september men spist på forskellig tidspunkter. Ivar er også sent hjemme nogle dage, da han går med til frivillige møder. Nogle gange synes jeg, at det er lidt ærgeligt, at mit arbejde ikke ligger om formiddagen, så vi havde mere tid sammen om aftenen.

Vi lægger hele tiden planer i forhold til at tage ud og opleve noget. Vi har også kontakt til Stine i Malaysia, der også er praktikant på én dansk ambassade. Hun kommer formentlig på besøg hos os i november, og vi vil også meget gerne besøge hende i Kuala Lumpur. Så det er meget spændende alt sammen.

Jeg håber, at I har nydt min lille beretning for september.

Når vi bestiller mad udefra...

Det sker af og til, at vi bestiller mad udefra. Det er nemt, og det er billigt, og der er mange steder at vælge imellem. Det er lidt en anden tilværelse end derhjemme, hvor vi aldrig ville finde på at bestille mad udefra. Men det er sjovt at prøve!!

Når vi ringer og bestiller, går der normalt mellem 30 og 45 min, så hvis vi bare bestiller en kødret, så er der tid til selv at koge ris eller nudler. Maden er godt tilberedt og den er rygende varm, når den kommer.

Ivar og jeg er vilde med indisk mad, både vegetarisk og ikke-vegetarisk. Når vi bestiller indisk har vi et par gange fået en hel deal, hvor der er aftensmad til to dage til ca. 35-40 kr. Den består af ris, raita (en agurkedressing med hvidløg og tomater), tre forskellige sovse med eller uden kød og en mærkelig dessert, som vi aldrig spiser... Så bestiller vi deres gode naan-brød som er fantastisk gode og mætter også en del.

På billederne kan I se vores indiske måltid, som smager fantastisk! Nogle helt andre smagsoplevelser end dem man er vant til. Prøv det!

Hot Pot - aftensmad

Vi havde hørt og læst om Hot Pot, men nu skulle det også prøves. Vi var fem fra huset i går, der tog afsted for at prøve Hot Pot til aftensmad. Tæt på huset ligger der et par gader med kun små spisesteder, hvor der i én gade serveres mange retter med fisk, muslinger og østers, men der ligger også en gade, hvor de serverer Hot Pot.

Man kan få forskellige hot pot-menuer og størrelser. Så prisen afhænger af hvor mange man er, der skal dele maden. Vi var fem og fik en hotpot til 180.000 dong (ca. 70-80 kr.), og det var passende. Vi blev i hvert fald meget mætte.

De stiller et gasblus på midten af bordet, hvor de så kommer med et fad, hvor der er en gryde i midten. Vi bestilte en hot pot med okse, svin, tofu og noget der mindede om rodfrugter. I gryden var der en form for bouillon, hvor der lå tomater og grønsager. Når vandet kogte kunne vi komme kødet i, nudler, noget der mindede om båndpasta, kålblade og noget andet salat der hedder morning-glory.

Det mindede meget om fondue, men hvor olien var skiftet ud med vand.