Besøg på Etnografisk museum

Ivar og jeg har været på Det Etnografiske Museum, der indeholder udstillinger af folkeslag og minoriteter i Vietnam. Vi gav 40.000 dong for to billetter, og vi var der fra kl. 10.30-14.00. Det indeholder et stort indendørs museum, og udenfor har de bygget traditionelle huse. Der er en lille bogbutik, hvor Ivar købte en bog med "folk-tales"/folkehistorier. Der er også en lille souvenirshop med flotte ting.

Museet er bestemt et besøg værd. Det er moderne indrettet, og der er utrolig meget at se på. Der er f.eks. videooptagelser af minoriteter, hvor man kan se, hvordan begravelser, ceremonier og ritualer foregår i de forskellige kulturer. Man får et godt indblik i minoriteternes levevilkår, boformer og kulturelle aspekter gennem flotte udstillinger.

Vi brugte et par timer indenfor, hvor der er to etager med udstillinger. Der er to oplevelsesrum for børn, hvor de f.eks. kan prøve traditionel vævning og lave print på stof af hør. Efter at have set på flotte farverige dragter, musikinstrumenter, redskaber, flettede kurve, våben og jagtredskaber gik vi udenfor, hvor man har bygget 8 traditionelle minoritetshuse på en dejlig grund med små vandløb, flotte træer og en dejlig atmosfære.

Husene var fra Han Nhi, Hmong, Yao, Giarai,Bahnar, Tay, Ede, Cham og Viet kulturerne. Sidstnævnte er det dominerende folkeslag og udgør de "oprindelige" vietnamesere. Chamkulturen var stor og flot og var bosat i det nuværende centrale Vietnam.

På billedet ser I et langhus, der er 40 meter lang, men man bygger dem også i op til 200 m. Billedet er taget udenfor indgangen (ca. 3 meter oppe) til Bahnar fælleshuset , som I kan se på næste billede, hvor Ivar står foran det. Det er 19 meter højt og er meget imponerende. Det tager flere år at forberede sådan et hus og ca. 7-8 måneder at bygge det.


Et lille minus ved vores besøg var at vi ikke så nogle minoriteter i traditionelle dragter i husene . Der skulle være workshops i husene, men måske var det om formiddagen?
Men så må vi jo bare tage rundt i Vietnam og besøge de forskellige landsbyer med minoriteter, f.eks. Sa Pa.

Det var en utrolig dejlig have at gå rundt i. Vi syntes faktisk, at haven var mere hyggelig og informerende at gå rundt i end botanisk have. Der var skilte på næsten alle træer og buske, hvor der stod, hvad de hed. Der var en have med 140 forskellige medicinske planter. Haven var åbenbart også meget populær for brudepar, da vi (dvs. Line) så ca. 10 brudepar, mens vi var der, der skulle stille sig i alle mulige mærkelige stillinger. De fik mange instrukser fra fotograferne. Der fulgte også en 3-4 stykker med til hvert brudepar, der hjalp til med kjolerne og nogle af de rekvisitter, som de havde med: violin, roser og brudebuket.

På dette billede ser I en Giarai grav, som bruges af folket i Gia Lai provinsen. Træfigurerne var meget specielle udskåret, og som I kan se på billedet var der gravide kvinder og meget tydelig sexsymbolik - de døde skulle ikke kede sig...

Udstillingen om minoriteter er meget relevant for Ivars arbejde på ambassaden. Bevarelse af kulturerne er (og skal være) højt prioriteret, og så er det jo lidt en balancegang at højne deres levestandard med fremmede teknikker og teknologier. F.eks. går Vand & sanitetsprogrammet ud på at lære fattige bønder (der omfatter adskillige minoriteter) om hygiejne og ændre deres vaner til "det bedre", mens landbrugsprogrammet går ud på at lære dem mere effektive dyrkningsformer for at overkomme sult og fattigdom.

Ninh Binh og Tam Coc-hulerne

Ivar og jeg brugte to dage på at finde ud af, hvor vores første togtur skulle gå hen. Valget faldt på en by, der hedder Ninh Binh. Den ligger ca. 2 timers kørsel fra Hanoi. Der bor ca. 800.000 mennesker, så det er en rimelig stor by. Vi havde flere steder læst, at mange synes, at byen er kedelig, men at mange også bruger den som udgangpunkt for mange attraktioner i området. Området bliver kaldt for Ha Long bugten på land, og er bestemt et besøg værd. Vores formål med turen var at se området og ikke byen.

Vi ville gerne se Tam Coc-hulerne, der ligger ca. 5 km. fra Ninh Binh og besøge byen Hoa Lu, der var landets første hovedstad i 968-980. Byen ligger ca. 12 km. fra Ninh Binh. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle komme rundt i området, men forventede at man kunne leje cykler eller motobikes.

Vi gik hjemmefra i god tid (ca. 45 min. før afgang), da vi aldrig havde været på stationen før, og vi vidste ikke lige, hvor man skulle købe billetter. Det tager jo lidt tid at finde ud af, hvor man skal gå hen, når alt står på vietnamesisk. Det tog ca. 10-15 min. at gå ned til stationen og 5 min. at købe billet, så vi havde god tid på stationen til at proviantere lidt og kigge os omkring. To billetter fra Hanoi til Ninh Binh kostede 47.000 dong (18 kr). Det var prisen for to hårde sæder... (Men DSB ville nok ikke kunne servicere med 2 timers togtur til den pris)

Vi tog afsted fra Hanoi med toget kl. 10.05 og ankom i Ninh Binh kl. 12.30. Vi vidste, at toget gik hjem igen kl. 18.35, men hvis vi ikke nåede det, så var vi også åbne for en overnatning, da der er nok at se i området.

Da vi gik ind i toget, var vi spændte på at se "et hårdt sæde". Det var træsæder men med en lille læderpude, og man sad lige op og ned. Der var gitter for vinduet, så der kom luft ind og blæsere i loftet. Det var en hyggelig togtur, hvor vi også fik os en lille lur - med ørepropper!!

Meget mærkeligt og helt uventet fik vi frokost, hvor vi ikke rigtig vidste, om det var med i prisen, eller om de havde lavet en fejl. Men vi fik spist frokosten: ris, suppe, grøntsager og fiskeboller med dild og der var ingen efterbetaling - og så behøvede vi jo ikke at bekymre os om mad ved ankomsten.

Da vi kom ud på den anden side af stationen i Ninh Binh blev vi overfaldet af to mænd, der ville reklamere for deres hoteller/vandrehjem. Vi var interesserede i at leje motobikes, og det kunne den ene mand også tilbyde. Vi tænkte, at vi lige så godt kunne høre, hvad den ene kunne tilbyde, og så gå videre bagefter. Men manden talte godt engelsk og virkede troværdig, så vi gik de 10-20 m til hans hotel.

Vi lejede en motobike til 5 dollars for hele dagen, hvor vi fik hjelme med, og hvor vi selv skulle fylde benzin på (15 kr for en fuld tank).
Det var super fedt at køre rundt i området, da der ingen trafik var. Så det var et godt sted at lære at køre motobike. Selvom Line var den rutinerede på de to hjul, var det Ivar, der uden erfaring skulle kaste sig ud i trafikken med Line bagpå. Efter en time på motobiken og på de små veje havde Line endelig samlet sig mod. Hun var lidt usikker og troede ikke, at hun kunne holde balancen med Ivar bag på, men da der kom fart på, så kørte det bare derud af.
Vi kørte til Tam Coc, fik købt billetter til en sejltur inkl. 3 grotter og lejede en paraply til en krone, da det ville blive meget varmt på båden og for at skåne vores vestlige hud!

Sejlturen kan sammenlignes med turen, vi havde til Parfume Pagoden. På denne sejltur var vi bare på båden hele tiden og sejlturen tog i alt to timer. Vi synes, at dette område er flottere at sejle i, og man er meget tæt på klipperne. Og så er det imponerende at sejle under klippefjelde i lave grotter! "Loftet" i grotterne var flotte, varierede og som landskaber i sig selv. Klipperne omkring floden, vi sejlede på, var stort set uden menneskelig påvirkning, og vi så vilde bjerggeder og flere fugle. Blandt andet en med klar, skinnende blå mave, der fra sin plads på en meter høj pind i floden elegant dykkede ned for at fange insekter i vandoverfladen.

Der var en kort pause, da vi var nået igennem de tre grotter, hvor vi købte drikkelse til vores roere - også den lille dreng. På disse sejlture er vietnameserne interesserede i at sælge broderier på vejen tilbage og det kom vi ikke udenom. I alle både er der en zinkkasse med broderier. Line blev forelsket i mindst een dug. Og efter instruktionerne i "Turen går til" begyndte hun så at prutte om prisen. Vi havde bare ikke lige tænkt på, at der var en time til turen var færdig... Den glade roer og drengen prøvede stædigt og på flere sprog at få en god pris (krejlere i Jylland kunne godt lære noget af ham!). Få minutter fra kajen faldt deres pris dog mærkbart, og Line købte en dug i hvid og blå til 150.000 dong (60 kr) - sat ned fra 210.000 dong.

Efter sejlturen kørte vi rundt i det meget flotte landskab med klipper og rismarker, hvor vi ville finde Hoa Lu. Byen var ikke lige så nem at finde, da der ingen skilte var! og de havde gang i at anlægge nye veje. Vi havde fået et kort, men som vi ikke rigtig kunne finde ud af. På et tidspunkt kørte vi af en smal vej og troede, at vi var kommet til Hoa Lu, men det var en pagode! (se billede). Der skulle ikke være noget tilbage af byen, men der skulle være to templer. Vi kørte videre af meget dårlige veje med store sten og mudder. Motobiken hoppede fra side til side og det var lidt som at køre offroad.

Vi tror nok, at vi fandt området, hvor Hoa Lu engang lå, men vi så ingen templer. Til gengæld fik vi en flot køretur fra "Hoa Lu" til Ninh Binh af gode veje med hyggelige byer og rismarker. Vi var tilbage ved stationen kl. 18, og havde netop tid til en fried noodle med æg, inden vi skulle med toget hjem til Hanoi.