Sa Pa - trek til Lao Chai

Da vi besluttede os for at tage til Sa Pa, var der ikke flere almindelige togbilletter, så vi endte i en deluxe kupé, som vi skulle dele med to andre. Vi tog med toget fra Hanoi torsdag aften og ankom til Lao Cai kl. 05.30 efter en nat med bump, opbremsninger og motorstøj. På mærkværdigvis fik vi alligevel sovet lidt. Vi skulle hjem igen søndag aften, hvor man så ankommer til Hanoi kl. 05.00 mandag morgen.


Fra Lao Cai skal man køre i bus i en time (opad!) for at komme til Sa Pa, som er en højtliggende landsby (1600 moh). Og sikke en fantastisk udsigt der var fra vores værelse på Mountain View Hotel – lige ud til dalen og de høje bjerge i baggrunden. Lige ud for vores vindue havde vi udsigt til Fansipan, der er det højeste bjerg i Vietnam og Indokina (3000 moh). Det tager 2-3 dage at bestige bjerget.


Efter en god god og billig morgenmad (yoghurt med frisk frugt og muesli, te og Pho til ca. 13 kr.), på hotellet tog vi på en-dags-trekking-tur rundt i området, der gik forbi tre forskellige minoritetslandsbyer (sort H’muong, Rød Dao og Zay. Vores guide var H’muong og talte godt engelsk. Som I kan se på billederne, gik hun rundt i sin minoritetsdragt, som så mange andre lokale.
På næsten hele turen blev vi ledsaget af flere H’muong-kvinder, der gladeligt spurgte om hvor gamle vi var, hvad vi hed, og om vi var kærester.

Flere af dem havde børn og var gift. Èn af dem bar en 6 måneder gammel pige på ryggen, der smilte og grinede det meste af tiden og spiste sukkerrør. Kvinden var 19 år gammel, var gift og havde to børn. Det er normalt for H’muong-minoriteten med arrangerede ægteskaber, at piger helt ned til 9-års alderen bliver gift men typisk, når de er 15 år gammel. Vores guide var 21 år gammel, og hun var allerede blevet skilt.

Vi fulgte en asfaltvej nogle kilometer ud af Sa Pa, hvorefter vi forlod den og fortsatte af små stier blandt rismarker, ad knoldede stier i terrænet, over vandløb og hængebroer og gennem hyggelige landsbyer. Det meste af turen gik vi i bunden af dalen tæt på floden, risterrasser og bjerge på begge sider.
Minoriteterne i området farver, syr, væver og broderer tøj, tæpper, huer, pudebetræk, tasker og meget andet. Pigerne skal lære at sy, inden de bliver 9 år gammel.

Herefter går nogle af dem i skole, mens andre hjælper til hjemme. Hvis en familie har seks børn, er det meget normalt, at kun halvdelen af børneflokken går i skole, mens resten hjælper til i hjemmet. Vi kom også forbi en skole, hvor vi smugkiggede ind i to klasser, hvor der var undervisning.







Vi besøgte også vores guides hjem, hvor vi fik en rundvisning i en kold og stor træbygning, som næsten kan sammenlignes med et hus i vikingetiden. Moderen var ”sharman”, en helbreder og de var i alt 9 søskende fra to ægteskaber.

Det var en rigtig spændende trekking-tur fra kl.9.00 om morgenen til kl. 15.00 om eftermiddagen.

På motobike i området nær Sa Pa

Om lørdagen havde vi besluttet os for, at vi ville kigge på området omkring Sa Pa på egen hånd, og derfor lejede vi en motobike gennem hotellet.
Inden vi tog afsted på motobiken, tog vi hen til det lokale marked, hvor minoriteterne kommer for at sælge deres varer. Der er marked hver dag, men om lørdagen er der flere mennesker og flere minoriteter. De solgte bl.a. stof, pulver til farvning af tøj og stofstykker, som dem I kan se på billedet.
I kan se min nye hat. Ivar købte også en, men den er lidt anderledes i farverne og har et andet mønster. De solgte mange af disse hatte i Sa Pa.



Som I kan se på billedet, så var vi ret heldige med vejret. Både fredag og lørdag var der fuld solskin og blå himmel, så vi fik røde næser.
Vi havde læst og hørt om nogle forskellige steder, som det var muligt at se på egen hånd. Den første køretur gik til Silver Waterfall, der ligger ca. 30-40 minutters kørsel fra Sa Pa. Vi kørte af nogenlunde veje, hvor der hele tiden var en fantastisk udsigt til bjerge, dale, høstede rimarker, teplantager, frugtplantager og små vandfald.

Vi parkerede motobiken ved foden af vandfaldet, hvor sælgere var klar med mad, te og souvenirs. Vi undrede os over, hvorfor det hed sølv-vandfaldet, men både når man ser det på afstand og helt tæt på, så får vandet en meget flot sølvfarve. Vi så et par billeder af vandfaldet, hvor vi købte billetterne, og kunne se at der plejer at være meget mere vand.
Men det var en rigtig hyggelig tur til vandfaldet, hvor vi havde en lille pause med kiks, rosiner og vand, inden turen gik til Sa Pa igen. Vi var omgivet af flotte efterårsferier og dejlig bjergluft.
I Sa Pa fik vi frokost, hvor vi bl.a. prøvede en lokal hvidvin.




Efter frokosten kørte vi til Cat Cat Village, der er en H'muong landsby. Vi gik mange trin ned til dalen, hvor vi også så et vandfald. På vejen derned gik vi forbi husene, der hører til landsbyen. Og igen var der huse, hvor de solgte souvenirs og drikkelse. Der var mange børn, der legede på stentrapperne.

Om aftenen var vi godt trætte, men vi valgte alligevel at tage til et show, hvor vi så forskellige minoriteter optræde.

Bac Ha marked

På Mountain View Hotel kunne vi vælge mellem forskellige ture og valget for søndag endte med en tur til Bac Ha marked.
Bac Ha er en by, der ligger 3½ times kørsel øst for Sa Pa og 2 timer fra Lao Cai, hvor toget fra Hanoi ankommer. Turen startede kl. 7.00 fra hotellet, hvor vi kom med en van med 14 personer.

På vej til Bac Ha havde vi dog et mindre uheldigt stop, da det ene forhjul lavede underlige lyde. Vores chauffør var fix på fingrene og fik efter 10 minutters roden tilsyneladende formindsket problemet. Efter en lang, bumpet, snørklet og støvet tur og gennem flere bjergpas nåede vi endelig frem til Bac Ha.

I Bac Ha er der kun marked om søndagen, og det tiltrækker massevis af mennesker – både lokale og turister. Der kommer minoriteter fra de forskellige bjerglandsbyer for at sælge vandbøfler, hunde, svin, heste, gæs, tøj, frugt, grønsager, souvenirs og mange flotte og farverige beklædningsgenstande. Det er især minoriteten ”Blomster H’muong” , der lever i området omkring Bac Ha, og derfor var det også dem, der dominerede markedet med deres flotte farverige dragter.

Vi begav os ind i virvaret af sælgere og farver med forhåbninger om at finde noget stof og småting, men kom ud med noget mere end det! Line har været ret forelsket i store tæpper/sengetæpper, så da vi kom forbi et flot lilla tæppe, og hun fik prisen ned til ca. det halve, fik vi et par kilo mere at bære på... Og sådan fortsatte det med pudebetræk, taske, ærmestykker og endnu en taske. Med gårsdagens aftensindkøb har vi også bidraget med vores andel af de lokales omsætning.

Efter markedet blev vi vist rundt i en blomster-H’muong landsby, hvor vi var på besøg i et privat hjem. Pigerne pillede jordnødder (røde nødder), huset var af ler (vægge og gulv) og køkkenstedet havde to store ”wokke”. Majs er en vigtig afgrøde i området, og de havde store lagre på loftet.

Tilbage i Lao Cai så vi grænseovergangen til Kina (der ligner Vietnam meget – bortset fra sproget er det ikke så anderledes på afstand). Overgangen så meget kontrolleret ud. Herefter blev vi smidt af bussen, der tog tilbage til Sa Pa. Vi brugte ventetiden på et par timer i Lao Cai, hvor vi kiggede forbi et marked, der mindede om en messe. Man fejrede 100-års-dagen for byen. Herefter spiste vi aftensmad på en restaurant, hvor vi fik tid til at skrive denne beretning. Vi håber, I nød at læse den.