Landbrugsprogrammet som Ivar er en del af på ambassaden er i forberedelsesfasen og har i øjeblikket 5-6 hold af konsulenter til at undersøge forholdene i de 5 provinser, som programmet omfatter, og giver forslag til, hvordan programmet skal organiseres og ledes.
Som praktikant på ambassaden har Ivar ret til én tur ud i landet som en del af ambassadens arbejde og derfor betalt af ambassaden. Og heldigvis kunne han komme med et af holdene i landbrugsprogrammet. I 4 dage var han med en New Zealandsk konsulent og en vietnamesisk free-lance konsulent (oversætter, organisator og sparringspartner) på ”monitorering og evaluering (M&E) mission” til Dak Lak og Dak Nong – to provinser i det centrale højland.
Dak Lak og Dak Nong er ikke særligt ”turistede” – de lokale kigger stadig efter ”hvide” mennesker (især når de går fremfor at sidde i en luksusbil). Der er til gengæld en del vestlige konsulenter i områderne, for det er et populært støtteområde for donorer.
M&E teamet boede på Dam Son *** hotel, der med flot udsigt og god morgenmad gav gode rammer. Og med en bil lejet i de fire dage var det ikke noget problem at komme rundt. Missionen omfattede møder med afdelinger for planlægning og landbrug i 2 provinser og 2 distrikter samt møder med 2 kommuner og 1 landsby-overhoved (som står for at indsamle data, der går hele vejen op i systemet).
Det eksisterende M&E er meget sparsomt – fra en kritisk vinkel kan man sige, at der ikke findes data om ret meget, og det der findes er upålideligt. Så det er lidt af en opgave at få ændret det eksisterende system i de områder, landbrugsprogrammet dækker. Især fordi landbrugsprogrammet bliver implementeret gennem regeringens system, hvor villigheden til at gøre noget blandt lederne er minimal og lønningerne er så lave, at de ansatte ikke gider lave ekstra arbejde – og så de ”kloge hoveder” er flygtet til andre donorer, der til gengæld betaler meget høje lønninger for arbejdskraften.
Så overordnet kommer landbrugsprogrammet til at slås med mangel på (løn)incitamenter og meget stort behov for kapacitetsopbygning. Den New Zealandske konsulent vil sætte gang i tingene ved at finde nogle M&E ildsjæle til at oplære, give computere til kommunerne, bruge excel til at lette arbejdet og grafer til at vise landmændene statistik på forskelle i udbytte mellem forskellige afgrøder. Det er spændende om det vil lykkes!
Det var første gang, Ivar var i det centrale højland. Der var masser af kaffeplantager, peberkorns-planter, træer til produktion af gummi og nogle enkelte arbejdselefanter (der er kun få vilde tilbage). Det centrale højland har langt renere luft end den vi er vænnet til i Hanoi – både m.h.t. indånding og blå himmel. Landområderne er stort set ryddet for skov og der er mange ny-tilflyttere i western-lignende træhuse – illegale immigranter fra andre områder, oftest etniske minoriteter.
For Ivar var det spændende at komme ud af kontoret – ud til de virkelige udfordringer i det træge system og de manglende kompetencer blandt de statsansatte. Egentlig burde ambassadens ansatte have en månedlig tur ud i landet for at undgå at risikere at miste grebet om de egentlige udfordringer.
søndag den 4. november 2007
Abonner på:
Opslag (Atom)