Månedsberetning fra Ivar - september 2007

Kære læsere! :) Denne månedsberetning vil jeg starte med at fortælle om min praktik, da det jo er den, der er grunden til, at vi har taget til den anden side af Jorden.

Efter 2 måneder er min vurdering, at jeg (indtil videre) får opfyldt mine uformulerede krav til praktikken. Jeg lærer meget om administrative forhold, projektledelse og –organisering.

Eftersom en praktik på en ambassade foregår meget på kontoret, er det i høj grad møderne med konsulenter ”i marken” og vietnamesiske embedsmænd, der er interessante – her får jeg indblik i problemer og løsninger i det egentlige udviklingsarbejde. Til min lettelse har jeg fået min studietur på plads: Jeg skal 6 dage sydpå i landet i oktober med en monitorering og evalueringsekspert, hvilket passer udmærket ind i min uddannelsesprofil og praktik herovre.




Jeg har rimelig travlt på ambassaden – min arbejdsdag er foruden frokosten ofte uden pauser, og jeg har ofte lidt besvær med at disponere og prioritere mellem arbejdsopgaver fra tre afdelinger/chefer. Men indtil videre virker de til at være godt tilfredse med mit arbejde.

Efter 2 måneders oplæring er det endelig lykkedes mig at få en ide om, hvordan jeg skal angribe min projektrapport. Jeg har stødt på mange særdeles interessante problemstillinger (som jeg nok vil skrive lidt om senere), og jeg har (forhåbentlig) fundet en måde at komme omkring de fleste, uden at opgaven bliver for rodet og bred.

2 måneder i Vietnam er 1/3 af vores ophold her. At skrive det sådan giver en bedre forståelse af, at det er lang tid at være væk fra familie og venner. Men så længe alle har det godt, er vi glade for vores prioritering af at tage herover. Glæden hviler i høj grad på ”psykologisk sikkerhed” i form af kommunikationen med familie og venner – at vi kan følge med i tilværelserne derhjemme og derfor ikke føler os ”alene” og afskåret.

Vietnam er så et ufatteligt rigt land på mange områder. Line og jeg har snakket om, at det værste ved at komme til Danmark kan meget vel være en følelse af ”ensformighed” – af at savne de utrolige variationer og indtryk, vi bliver bombaderet med herovre. Men vi trøster os med, at eventuelle savn af Vietnam helt sikkert vil blive opvejet af nærheden af familie og venner.

En anden central del af vores ophold herovre er muligheden for at kigge indad. Jeg synes, vi lærer mere og mere om os selv, om vores styrker og svagheder. De små ”prøvelser” i hele tiden at blive ”konfronteret” med anden kultur og sprog, i at leve i hus sammen med andre, og i et arbejde, der (endelig) stiller krav til min faglige kompetence, giver mig et billede af, hvad jeg kan og ikke kan. Et billede, som – hvis man tør indse det – kan være ubehageligt, overraskende eller bekræftende. Som studerende er jeg vant til at tænke forbedringer af de svage punkter, men omkring personligheden mener jeg også det handler om valg og accept.

Line har fået sin egen hverdag med undervisning, hvilket har givet en foreløbig ro på mine bekymringer om, hvorvidt 6 måneder bliver lang tid for hende. Hun har gode udfordringer i undervisningen og møder nogle dejlige mennesker igennem arbejdet.

Mærkværdigvis og heldigvis synes jeg ikke, at vores forhold har ændret sig i den nye kontekst. Måske ændrer vi hver især personlighed, men vores forhold er meget lig det, vi havde forinden. Vi er til gengæld mindre sammen i hverdagen, idet Line underviser om aftenen. Stresset på forholdet fra varmen, den hektiske trafik og den nye kontekst er blevet meget mindre end min sidste månedsberetning.

Jeg vil slutte min beretning her. Den anden måned i Vietnam har været skøn, og der er ikke noget, der indikerer at de følgende bliver værre.

Oktober bliver en spændende måned for mig med 11 dages besøg af forældrene og 6 dages studietur. Det kommer formentlig med i den næste månedsberetning...

(Ivar har fået dette billede med i sin beretning, da han er meget fascineret af at tage aftensbilleder - I kender ham).

Månedsberetning fra Line - september 2007

Endnu en måned er gået. Jeg synes, at tiden flyver afsted. Men vi nyder hver dag og oplever mange skønne ting. Der er 14 dage til, at vi får besøg af Ivars forældre, og det glæder vi os meget til. De skal være i Vietnam i 10 dage.

Jeg håber, at I kan nå at følge med på vores blog. Lige nu har vi sat forsiden til at indeholde fem indlæg, men denne weekend skrev vi i nærheden af ti. Så jeg vil bare minde jer om at kigge i højre side under etiketter for at se, om der skulle være nogle sjove historier, som I ikke har fået læst. Vi har haft nogle problemer med internettet i forhold til vores blog. Det er især gældende i hverdagen, hvor jeg nogle gange ikke kan logge ind og skrive indlæg, redigere eller lægge billederne ind på den rigtige måde. Så derfor kommer vi måske mest til at opdatere siden i weekenden, hvor så alle vores historier for ugen og weekenden kommer, og så kan det godt blive til en del.

Undervisningen på UNIS er kommet godt i gang. Om tirsdagen sidder jeg med to piger i 1. kl. og en pige i 2. kl. Om onsdagen sidder jeg med to drenge og en pige i 5. kl.
Vi har fået kopieret arbejdshæfter og enkelte grundbøger, så der nu skulle være nok til alle.

Jeg kan godt mærke, at jeg har haft en 4. kl. i Danmark sidste skoleår. Det falder mig meget mere naturligt at undervise eleverne i 5. kl. end eleverne i indskolingen. Men jeg er glad for at prøve at undervise de små elever og få nogle erfaringer med det, som jeg måske får brug for, når jeg kommer hjem.

Mine hverdage er egentlig meget ens, men jeg kan godt lide det på den måde. Jeg står op efter, at Ivar er taget afsted kl. 8.30. Det første jeg gør, er at starte computeren for at se, om der skulle være mails fra kolleger, venner eller familie. Jeg sidder måske en time ved computeren og arbejder med nogle ting, før jeg går i køkkenet og spiser morgenmad.
Formiddagen går med at sidde foran computeren, hvor jeg forbereder undervisning eller opdaterer bloggen (hvis siden virker!!).

Nogle gange tager jeg også på marked om morgenen for at købe grønsager og kød. På det tidspunkt er det mest frisk. Jeg kan godt lide at komme derned og kigge på de forskellige ting, men lugten tror jeg aldrig, at jeg vænner mig til.

Det hænder også, at jeg shopper lidt...- enten om formiddagen eller eftermiddagen. Der er så mange flotte ting, som jeg gerne vil have med hjem.




Nhung og jeg har lavet en del mad sammen i september måned, hvor hun køber ind til frokost om morgenen. Hun kalder på mig omkring kl. 11.30. Så kommer jeg ned i køkkenet, hvor hun har skåret grønsager og kød ud, og er klar til at gå i gang med madlavningen. Mens hun laver maden, så fortæller og forklarer hun, hvad hun gør. Imens står jeg ved siden af og skriver opskriften ned. De retter hun laver tager imellem 10 og max 20 min. De er meget simple og smager helt fantastisk. Grønsagerne er sprøde og nudler, ris, rice-noodle eller mien er kogt perfekt. Vi kunne godt lære noget af det vietnamesiske køkken i Danmark!

Vi har en kina-bog, hvor Nhung skriver, hvad hun køber, og vi har også mulighed for at skrive en besked til hende. Forleden dag forsøgte jeg at lægge penge i bogen til hende for maden, men dem ville hun ikke tage imod. Hun sagde, at hun betragter mig som sin søster, og en søster betaler jo ikke for maden, hvis det var i en familie. Det er lidt svært at forstå, hvorfor hun ikke vil tage imod pengene, men nu har jeg forsøgt to gange.

Med hensyn til undervisning så underviser jeg i den danske skoleforening om eftermiddagen, og nogle gange underviser jeg de samme dage på ambassaden. Så nogle gange kan det være lidt svært at få koordineret, hvad vi gør med hensyn til aftensmad. Derfor har Ivar og jeg ikke lavet aftensmad sammen så mange gange i september men spist på forskellig tidspunkter. Ivar er også sent hjemme nogle dage, da han går med til frivillige møder. Nogle gange synes jeg, at det er lidt ærgeligt, at mit arbejde ikke ligger om formiddagen, så vi havde mere tid sammen om aftenen.

Vi lægger hele tiden planer i forhold til at tage ud og opleve noget. Vi har også kontakt til Stine i Malaysia, der også er praktikant på én dansk ambassade. Hun kommer formentlig på besøg hos os i november, og vi vil også meget gerne besøge hende i Kuala Lumpur. Så det er meget spændende alt sammen.

Jeg håber, at I har nydt min lille beretning for september.