Månedsberetning fra Ivar - september 2007

Kære læsere! :) Denne månedsberetning vil jeg starte med at fortælle om min praktik, da det jo er den, der er grunden til, at vi har taget til den anden side af Jorden.

Efter 2 måneder er min vurdering, at jeg (indtil videre) får opfyldt mine uformulerede krav til praktikken. Jeg lærer meget om administrative forhold, projektledelse og –organisering.

Eftersom en praktik på en ambassade foregår meget på kontoret, er det i høj grad møderne med konsulenter ”i marken” og vietnamesiske embedsmænd, der er interessante – her får jeg indblik i problemer og løsninger i det egentlige udviklingsarbejde. Til min lettelse har jeg fået min studietur på plads: Jeg skal 6 dage sydpå i landet i oktober med en monitorering og evalueringsekspert, hvilket passer udmærket ind i min uddannelsesprofil og praktik herovre.




Jeg har rimelig travlt på ambassaden – min arbejdsdag er foruden frokosten ofte uden pauser, og jeg har ofte lidt besvær med at disponere og prioritere mellem arbejdsopgaver fra tre afdelinger/chefer. Men indtil videre virker de til at være godt tilfredse med mit arbejde.

Efter 2 måneders oplæring er det endelig lykkedes mig at få en ide om, hvordan jeg skal angribe min projektrapport. Jeg har stødt på mange særdeles interessante problemstillinger (som jeg nok vil skrive lidt om senere), og jeg har (forhåbentlig) fundet en måde at komme omkring de fleste, uden at opgaven bliver for rodet og bred.

2 måneder i Vietnam er 1/3 af vores ophold her. At skrive det sådan giver en bedre forståelse af, at det er lang tid at være væk fra familie og venner. Men så længe alle har det godt, er vi glade for vores prioritering af at tage herover. Glæden hviler i høj grad på ”psykologisk sikkerhed” i form af kommunikationen med familie og venner – at vi kan følge med i tilværelserne derhjemme og derfor ikke føler os ”alene” og afskåret.

Vietnam er så et ufatteligt rigt land på mange områder. Line og jeg har snakket om, at det værste ved at komme til Danmark kan meget vel være en følelse af ”ensformighed” – af at savne de utrolige variationer og indtryk, vi bliver bombaderet med herovre. Men vi trøster os med, at eventuelle savn af Vietnam helt sikkert vil blive opvejet af nærheden af familie og venner.

En anden central del af vores ophold herovre er muligheden for at kigge indad. Jeg synes, vi lærer mere og mere om os selv, om vores styrker og svagheder. De små ”prøvelser” i hele tiden at blive ”konfronteret” med anden kultur og sprog, i at leve i hus sammen med andre, og i et arbejde, der (endelig) stiller krav til min faglige kompetence, giver mig et billede af, hvad jeg kan og ikke kan. Et billede, som – hvis man tør indse det – kan være ubehageligt, overraskende eller bekræftende. Som studerende er jeg vant til at tænke forbedringer af de svage punkter, men omkring personligheden mener jeg også det handler om valg og accept.

Line har fået sin egen hverdag med undervisning, hvilket har givet en foreløbig ro på mine bekymringer om, hvorvidt 6 måneder bliver lang tid for hende. Hun har gode udfordringer i undervisningen og møder nogle dejlige mennesker igennem arbejdet.

Mærkværdigvis og heldigvis synes jeg ikke, at vores forhold har ændret sig i den nye kontekst. Måske ændrer vi hver især personlighed, men vores forhold er meget lig det, vi havde forinden. Vi er til gengæld mindre sammen i hverdagen, idet Line underviser om aftenen. Stresset på forholdet fra varmen, den hektiske trafik og den nye kontekst er blevet meget mindre end min sidste månedsberetning.

Jeg vil slutte min beretning her. Den anden måned i Vietnam har været skøn, og der er ikke noget, der indikerer at de følgende bliver værre.

Oktober bliver en spændende måned for mig med 11 dages besøg af forældrene og 6 dages studietur. Det kommer formentlig med i den næste månedsberetning...

(Ivar har fået dette billede med i sin beretning, da han er meget fascineret af at tage aftensbilleder - I kender ham).