Stine, som Ivar studerer sammen med på universitetet, og som er i praktik på Den Danske Ambassade i Kuala Lumpur i Malaysia, har været på besøg hos os torsdag til søndag. Ivar kunne ikke få fri fra arbejde, så de første par dage forløb stille og roligt med indkøb og spisning i Hanoi.Men det blev der lavet godt og grundigt om på i weekenden. Vi havde besluttet os for at se nærmere på det nærmeste bjerg, Ba Vi, som ligger 50-70 km fra Hanoi centrum. Så vi lejede en ekstra motobike til 4 $ per dag og tog af sted med let oppakning. Hvad vi ikke vidste var, at turen ville blive et vietnamesisk Dakar Rally... Mange af vejene så ud som på billedet.
Stort set hele vejen til Ba Vi havde staten besluttet at forny og opgradere vejen – og vi kom ind i ”byggerodet” med ødelagte veje, støv og næsten ingen jævne vejbelægninger. At vi sammenligner med Dakar Rally skyldes også, at vi jo var to på en motobike, som i forvejen havde dårlig affjedring (det var en hård tur til Mai Chau...)! I skrivende stund har vi godt ondt i bagen. Men det bliver helt sikkert en rigtig god vej engang, når de bliver færdige... Selve ruten var sådan set god nok, da vi var meget hurtige ude af Hanoi og dermed også væk fra den tætte trafik.
Efter nogle timers kørsel kom vi til Son Tay (den størte by i Ha Tay provinsen), hvor vi spiste frokost på et meget lille gadekøkken. Til gengæld var værterne meget snakkesaglige – især mændene, som til deres egen mad tog en flaske risvin. En af dem blev så frimodig at han var ved at fri til Stine!. Maden var lidt anderledes, end det vi er vant til at få – blandt andet sylte, men vi blev mætte og betalte så i alt 50.000 dong for festmåltidet.
Herefter gik det mod Ba Vi, og da det ligger i en nationalpark, skulle vi betale entré. Bjerget er 1200 meter højt og vejen derop ca. 12 km, så det er nemt at regne sig frem til, at stigningerne var rimelig stejle og det var temmelig hårdt for Lines lille motobike.Efter nogle afkølings-pauser og en masse flotte udsigter nåede vi til asfaltvejens ende. Og det var heller ikke et sekund for tidligt, da vi var meget tæt på at løbe tør for brændstof – uden nogen mulighed for at tanke op!
Vi forsatte derefter af cement-belagte stier. På toppen lå – som sædvanen er – et tempel med et par tempelvagter og nogle fine planter omkring. Blandt andet nogle kanel-træer. Der var 1200 trin til toppen, så det tog et stykke tid at komme derop. Men der var en helt fantastisk udsigt, ro og stilhed.Halvvejs nede ad bjerget var der mulighed for at overnatte, og da det var ved at blive mørkt besluttede vi os for det. Værelserne var fine – men kostede også 280.000 dong, som efter skumle argumenter blev sat op til 330.000 dong af en slesk vært, som godt kunne se, vi ikke havde lyst til at køre i mørket. Vi beklagede os lidt og gav efter – men spiste aftensmaden ved den nærliggende konkurrent. Med vores stærkt begrænsede sprogkundskaber fik vi bestilt – tilfældigvis deres dyreste ret: En kylling, som vi fandt meget sej og kedelig. Efter aftensmaden blev vi inviteret ned i den anden ende af det lange bord til grøn te. Værten kom med et hæfte, hvor vi troede, at det måske var regningen... men det var hans engelskhæfte. Han studerer engelsk og kunne lige se sit snit til at få øvet sig og måske lære noget nyt.
Mens Line lærte værten engelsk fik Stine og Ivar smagt banan-likør, og vi fik allesammen smagt banan-te, som værten var meget stolt af.
Med fluenet over sengen og likør i blodet faldt vi i seng ligeså snart den sidste forkølede karaoke-sanger havde givet op.
