Gadeliv i Hanoi

Klimaet i Vietnam gør det muligt at opholde sig ude meget mere end i Danmark. I Hanoi er der høj befolkningstæthed og ikke mange, der har haver, så man opholder sig ganske simpelt på fortovet foran husene. Af og til virker det som om stuen og privats-færen er udvidet til at omfatte fortovet. Der spiser man, slapper man af, læser, osv. Og det hele foregår i farvede plastikstole eller –skamler – i børnestørrelse!

Fortovet er også holdeplads for ”motobikes” – og når der er så mange som i Hanoi, er det af og til svært at sno sig igennem scooterne på fortovet. Så må man tage vejen i brug.

Og fortovet bliver brugt som cafe-område. Både for de faste cafeer og for ”de mobile cafeer” i form af damer, der kan have et køkken hængende i et brædt over skulderen.

I skellet mellem fortovet og vejen bliver der brændt affald af. Der er godt nok nogle (formodet) fattige damer, der organiseret indsamler affald. Man kan høre dem på en kobjælde, som de slår på, så man kan nå at smide affaldet ud på gaden inden de kommer. Lidt ligesom – og meget anderledes – end HjemIs. Men affaldet ser jo ikke så godt ud foran butikker, hvilket vi tror er grunden til, at vietnameserne i stor udstrækning vælger at brænde papiraffald (og hvad der ellers let kan brænde) af. Uagtet at det ikke hjælper på byens luftkvalitet!

Fortovet bliver derudover brugt af vores cykel-lappe-mand, frisører og barberer, sælgere af kurve, frugt – ja alle slags. Og de uendeligt mange ”motobikes”-chauffører, der hele tiden tilbyder at køre os rundt (læg mærke til ordene ”hele tiden”! Hvis man stopper op, kigger på vejnavnet eller kort eller bare ser en smule forvirret ud, er der mindst et par chauffører, der ret offensivt prøver at få en som kunde).

Så de løbeinteresserede skal se sig om efter ruter, der rent faktisk kan forceres med en nogenlunde fart... Og på tur i byen skal man bare forberede sig på at skulle sno sig lidt.

Udflugt til Bat Trang

Ivar og jeg har været i Bat Trang, som er en lille keramiklandsby, der ligger ca. 15 km. udenfor Hanoi.

Ivar og jeg tog hjemmefra klokken 9 lørdag morgen. Bussen gik nærmest udenfor døren. Da vi kom ind i bussen (med air-condition), troede vi, at vi skulle betale til chaufføren, men vi fik besked på at sætte os ned af en buskonduktør. Derefter kom han rundt og indkrævede penge. Hvorfor indfører man ikke det i Danmark? Så kunne man undgå en masse forsinkelser, når der er mange passagerer, der skal med...?

Vi vidste, at vi skulle stå af ved Long Bien broen, og det gik også fint nok. Så ventede vi 5 min. på bus 47 - Long Bien – Bat Trang. Det var lidt smart, at landsbyen var endestation – så kunne det da ikke gå helt galt.

Vi kørte over broen og drejede til højre af en vej, der også fungerede som et dige, hvis Den Røde Flod skulle gå over sine bredder. Det var en hyggelig og smal landevej, som snoede sig, men som også var lidt ujævn. Nogle steder var det lidt som at køre i Sandormen i Skagen! I vejkanten gik der kvæg og græssede, og gæs/høns gik frit omkring.

I vores guidebog står der, at skorstene er karakteristiske for Bat Trang, men dem kunne vi nu ikke se ret mange af, da vi nærmede os byen. Vi fik heller ikke øje på dem, da vi gik rundt i de små gader.

Bussens endestation var lige uden for et stort marked ”The ancient village”, hvor de sælger alverdens potter, tallerkner, skåle, smykker, vaser og tesæt i keramik. Det så meget turistagtigt ud. Vi startede med at gå lidt rundt og kigge på de mange flotte ting. Vi kom forbi et værksted, hvor turister kan prøve at være keramikere. Ivar kastede sig ud i kunsten efter en kort oplæring. Drejeskiverne blev trukket rundt af en spole, der var sat til nogle meget tvivlsomme ledninger. Leret var blødt – til tider lidt for blødt. Så resultatet blev ikke rigtig til noget. Det endte faktisk med, at der til sidst ikke var mere ler tilbage på Ivars plade! Så gav vi 20.000 dong til en pige og sagde tak.

Herefter tog vi en tur rundt i landsbyen. Det er jo om at benytte muligheden for at se noget nyt, når vi endelig er kommet ud af Hanoi. Og Bat Trang stod i ret stor kontrast, eftersom der ikke var ret mange dyttende scootere og biler. Derudover var Bat Trang også vores første møde med ”tema-landsbyerne”, som hver især er specialiseret i et håndværk.

Vi gik gennem små gyder i et labyrint-lignende system, hvor vi hele tiden frygtede, at vi var kommet på en blind vej eller ikke kunne finde tilbage. Men det var også en charme! Og gaderne var hyggelige med værksteder i alle husene. Og hvis I lige husker på, at Bat Trang er en temaby, betyder det, at hver andet hus var et keramik-værksted. Nogle brændte keramik, nogle malede keramik, nogle pudsede keramikken, nogle solgte keramikken, osv. Og det er ret imponerende at gå flere kilometer rundt i byen – det er ret mange værksteder.

Selvom Lines ben havde det hårdt, nåede vi også lidt udenfor byen, hvor vi så bananpalme-plantager (de er overalt herovre – et slaraffenland for Ivar), Den Røde Flod på tæt hold og nogle meget fattige kvinder, der opsamlede og transporterede affald.

Tilbage på markedet var det tid til souvenirs – og vi vil ikke sige mere, end at det selvfølgelig er flot, og at I kan prøve det, når I besøger os i 2008.

Og forresten – selvom turen ud med bus gik godt, så er vi ikke eksperter endnu! Turen hjem tog noget længere tid, efter vi skuffede indså, at der nok et eller andet sted stod noget på vietnamesisk om, at vores bus ikke kører efter frokost om lørdagen.

Nung - vores hushjælp

Nung og jeg har det rigtigt sjovt sammen. Når hun f.eks. spørger, om jeg har forstået, hvad hun siger, så svarer jeg nogle gange ”maybe”, og så griner hun bare.
Når hun vasker tøj, går jeg nogle gange op til hende for at spørge om noget eller bare snakke. Hun er altid villig til at hjælpe med hvad som helst.

(Nung har købt disse roser til os på marked til 9000 dong).

I fredags var hun ved at rydde op på et af værelserne og fandt et stativ med kort og bøger over Vietnam. Hun kom op på vores værelse med et kort over Sa Pa (en by nordpå), som er et stort udflugtsmål for turister. Det lignede et vandrekort, så det kan vi sikkert bruge, når vi skal på vandretur i Sa Pa til efteråret. Hun fandt også en dansk turistbog, som hun mente, at vi måske kunne bruge. Godt nok var den fra 1995 men derfor kan den vel være god nok.
Ligeledes kom hun med et meget stort kort over busruterne, som hun forinden havde lovet at få fat i til os.
Det var lidt sjovt, at vi ikke kiggede på kortene på et bord eller måske på vores seng. I stedet for satte hun sig straks ned på gulvet og bredte det ud. På et andet tidspunkt fandt hun en foodprocessor i køkkenet. Hele vores samtale omkring den foodprocessor foregik også på gulvet i stedet for at tage den op på bordet, hvor der var lidt mere lys.
Når vi går på gaderne og fortovene, sidder vietnameserne på meget små skamler i røde og blå farver, eller så sidder de bare på hug.

Nung og jeg havde en lidt sjov oplevelse med foodprocessoren. Hun spurgte mig, hvordan maskinen fungerede. Sådan en havde hun ikke set før og undrede sig meget over, hvordan den fungerede med alle de dele, der nu hørte til. Den er magen til den mine forældre har, så jeg fortalte en masse og vi prøvede også at komme ananasstykker i, hvor hun troede, at det ville blive til saft. Der måtte jeg desværre skuffe hende. Det blev i stedet til en god mos!, som jeg forresten brugte til en banan-ananas smoothie, som vi sad og drak for enden af bordet i køkkenet.

(På billedet ser I papaya, bananer og mangosten).

Det var rigtig hyggeligt, at hun tog sig tid til, at vi kunne sidde og ”snakke”. Denne samtale foregik med en phrasebook og en two-way-dictionary!

I fredags snakkede vi sammen i næsten 1 time i køkkenet, hvorefter hun sagde, at nu skulle hun til at igang. Jeg sagde ”sorry” og smilede, hvorpå hun så sagde ”happy”.

Trafikken i Hanoi

At være gående i trafikken er ikke så svært – så længe man ikke skal krydse vejen. Når man skal krydse en vej gående, er der tre transportmidler, som man skal holde tilbage for: busser, taxier og andre biler. Men det er generelt en god ide at holde øjnene åbne for trafikanter fra alle vinkler!
Vi har efter snart en måned næsten vænnet os til at færdes i trafikken, og nu er det mere den kvælende luftforurening, der er irriterende, når man går i trafikken – og selvfølgelig stadigvæk varmen! Man sveder efter at have gået 500 m.

Et par gange har vi forsøgt os med de cykler, der hører til huset. De er uden gear, kun håndbremse og skal lappes hver gang, stort set hver gang. Men lapningen har vi heldigvis vores lokale cykel-lappe-mand på gadehjørnet til. Et mere alvorlig problem er, at cyklerne er i vietnameser-størrelse og alt for lave til Ivar. Og det mest seriøse problem er, hvordan man skal positionere sig i trafikken.

Det kræver mandsmod, måske nærmere frygtløshed, at blande sig med de andre trafikanter, dvs. scootere til højre, til venstre, foran og bagud, som alle er akrobater og svinger sig ud og ind imellem hinanden. Når man skal lige ud i kryds, skal man ikke være i højre side af vejen, for den tredjedel af trafikanterne, der skal til højre, drejer bare uanset om du ellers på cykel er godt på vej over krydset. Og så bliver der dyttet af dig! (Men vores lyse hudfarve røber os, og alle holder godt øje med, hvad de skøre udlændinge nu kan finde på...)

Vi har kørt meget i taxi, og det er også rimelig nemt for os at få en taxi, hvis vi skal afsted fra huset. Vi ringer til Hanoi Taxi et par minutter, inden vi skal afsted. Så går vi ud til vejen og venter måske et par minutter eller nogle gange holder den der allerede, når vi kommer ud. Det er da service. Og så har de fleste taxier også et ganske velfungerende airconditioning-system, som man kan blive forfalden til i varmen.


Det er langt billigere at tage bussen end taxien. I hele Hanoi by kan man nøjes med at betale 3000 VND (næsten 1 kr.) for at komme rundt med bussen. Hvis man skal til lufthavnen fra centrum eller omvendt, koster det 5000 VND. Da vi skulle fra lufthavnen til Hanoi centrum, da vi ankom, gav vi 150.000 VND, som så er en fast pris for en taxi!
Busserne starter med at køre klokken 5 om morgenen og stopper klokken 21 om aftenen. De kører hvert kvarter fra busstoppestederne.
Vi fik vores første erfaringer med busserne på vores tur til Bat Trang, som ligger ca. 15 km. udenfor centrum.

Tog har vi til gode – men det skal vi helt sikkert prøve. Toget er det smarteste transportmiddel til det nordlige Sa Pa – et trekkingsted i bjergene, som vi helt sikkert også skal til.