Helvedeshullet Hoa Lo - et fængsel i Hanoi

"Maison Centrale" blev bygget af franskmændene, og de havde fængsel der i mange år. Vietnameserne overtog på et tidspunkt under krigene.

Fængslet var meget stort og kunne huse 450 fanger. På et tidspunkt var der 2000, der sad inde i maison centrale. Både mænd, kvinder og kvinder med børn.

Vi fik lov til at gå i den eneste tilbageværende længe, som står som museum i dag. I 1993 blev størsteparten revet ned, og man byggede Hanoi Towers, der indeholder supermarked, kontorer, hotel, restauranter og swimming pool. Vi gav 5000 dong pr. person for at komme ind i bygningerne, der har huset mange vietnamesiske fanger og nogle amerikanske piloter.


På dette billede har vi prøvet at vise dengang og nu - det nye Hanoi Towers og et hjørne af det gamle fængsel. Når vi ved, hvor stor grunden er, så har det været et ret stort fængsel.
Mange krigsveteraner ønskede at bevare fængslet, men i stedet blev over halvdelen revet ned og der blev bygget en mindevæg til ære for revolutionsheltene.
Museet er renskuret og nydeligt, men alligevel kan man godt få et indtryk af, hvordan det har været at befinde sig indenfor disse mure.




Vi så forskellige celler, bl.a. dødsgangen med små celler og fodlænker. Vi gik hurtigt ind og ud igen - det var ikke et rart sted.









På dette billede ser I et kloakrør, hvor fanger slap ud. Der var tremmer midtvejs i dette rør, som de på en eller anden måde havde savet over. Ivar forstod ikke rigtig, hvordan det kunne lade sig gøre at kravle igennem disse rør. Der var ikke meget plads.

Jagten på det nedskudte bombefly B52

I 1972 bombede amerikanerne Hanoi. De valgte at gøre det i julen, som ellers var kutyme at holde fri for krigsaktiviteter. Byen var derfor mere fyldt af folk end normalt i krigstid. I 10 dage fløj kæmpestore bombefly over Hanoi og kastede tonsvis af dødbringende bomber... Mange civile områder blev ramt, og situationen var med til at "tvinge" vietnameserne til fred.

Og netop denne ulidelige og uhyggelige historie var udgangspunktet for dagens udflugt. Den 18/10 1972 blev (endnu) et af de store bombefly skudt ned i Hanoi. Resterne af flyet er bevaret på dens originale placering - i en dam der er henvist til på kort og i bøger... Men det gør det ikke nemt at finde........

Vi startede motobiken og begav os optimistiske ud på dagens udflugt. Vi havde et fint kort i Turen går til..., som vi prøvede at følge. Flyet skulle befinde sig i et område eller nærmere et kvarter, hvor man kun kan færdes til fods eller med nød og næppe en motobike - så smalle er gaderne. Vi parkerede biken og begav os et par hundrede meter ind i de smalle labyrint-lignende gader, mens vi var usikre på, om vi kunne finde ud igen. Vi kiggede på et andet kort, som vi havde med, hvor vi pludselig så, at der stod B52 - i en helt anden retning...

Vi tog motobiken og fulgte én af de smalle gader, hvor vi endte ved ovenstående dam og troede, at vi havde fundet bombeflyet. Kan I se det??

Heller ikke skuffelse nummer to slog os ud, så vi fortsatte igen (man kan overkomme meget, når man er på motobike og ikke gåben).

Efter flere småveje fandt vi så endelig stedet med bombeflyet. I kan måske fornemme, at der er tegnet et fly på skiltet på billedet.

Stedet var dog lidt en skuffelse - det så ud som om, vietnameserne havde udnyttet muligheden og opmagasineret andet gammelt krigsmateriel og en masse bonsaier - sikke en blanding..

Bonsaierne var dog meget flotte! Og så var stedet også domineret af en forladt bygning, der mindede om et hotel - meget u-stilfuldt placeret med indgang oven i den ene vinge af flyet.

Bombeflyet (eller resterne deraf) satte hurtigt tankerne igang om, hvordan piloternes sidste stunder forløb sig.

Medlidenheden var dog ligeså meget med de vietnamesiske familier, der måtte være blevet ramt - både af flyet og dets bomber.

Motobiken...

Det er så nemt at komme rundt med den
Den er flot og rød
Den accelerer temmelig godt

Det er vores lejede motobike! På billedet er det den, I ser længst væk. Hvor distancerne rundt i storbyen ellers kan være lidt for lange til ”gåben” har vi nu meget lettere ved at komme rundt.


Efter at have kørt rundt i landskabet i Ninh Binh var det ikke længere noget ”farligt” og ”ukendt” at køre på motobike – og når Line skal køre langt to gange i ugen for at komme ud til UNIS, så rationaliserede vi os frem til, at vi lige så godt kunne leje en selv!

Flere af Ivars kollegaer og et par fodboldkammerater har en – så kan vi vel også, tænkte vi. Og da vi så fandt en adresse på en udlejer nogenlunde tæt på, tog det os ikke mange timer inden vi var taget hen til ham for at se, hvad han kunne tilbyde.

(På billedet ser I Ivar med Hoan Kiem søen i baggrunden. Vi har lige været på posthuset...)

Hos udlejeren startede vi med at prøve en motobike til 35 $, men den var lidt hakkende, og udlejeren ville vist heller ikke være bekendt at leje den ud (sikkert fordi de andre var dyrere). Udlejeren (der hedder Quan) ville ringe, når han havde en anden og bedre klar. Fire dage efter tog Line så hen til ham igen for at afhente den nye, og efter lidt forhandling – i silende regn - fik hun forhandlet sig fem dollars ned i pris til 45 $ om måneden.

Da Line dagen efter ville afprøve motobiken, var det dog ikke ”lutter lagkage”. Først kunne hun ikke starte den! (og månedslejen var betalt!). Quan kom dog hurtigt til vores hus og kick-startede cyklen, der bare var blevet lidt kold efter meget regn. Da Line så ville køre til tankstationen for at fylde på den næsten tomme tank, kom hun kun et par kryds hen ad vejen før den kørte tom. Og der var langt til stationen! Heldigvis var det lige før – og ikke midt i - et kryds. Og heldigvis var der lokale sælgere af benzin lige ved siden af.

Her gik det så galt igen: Line fik fortalt sin intention, men glemte at aftale prisen for de to liter benzin. Og man er meget bondefanget, når benzinen først er i tanken! Så den lokale sælger fik held af at tage 10 gange normalprisen! Som et lille plaster på såret fik Line ekskorte til stationen (sælgeren skulle jo i sagens natur også have fyldt op). Det kostede 30.000 dong at få fyldt tanken op! og hun gav 50.000 dong for to liter benzin hos sælgeren!!

Siden har vi så brugt motobiken til at falde til i ”kærestemiljøet”. Dvs. at køre en tur om aftenen til en af byens parker og så sidde på motobiken og kysse. Vi kørte til ”Den Hvide Silkes Sø”, hvor vi sad på stribe af kærestepar – ca. 15 par.

Med motobiken i orden har vi også sørget for at få det rigtige ”udstyr”. Ivar har købt hjelm til 70 kr, mens Line bruger den, der hører til praktikanthuset.
Og vi har købt stofmasker mod partikelforureningen (de tager i bedste fald en fjerdel er Ivars bud), men der er en del vietnamesere, der kører rundt med dem.
Men det ser noget ”farligt” ud med alt ”udstyret” på!

Lines arbejde

Her kommer en beskrivelse af, hvordan det går med mit arbejde. Nogle af jer har nok allerede regnet ud, at de langt færre blog-opdateringer skyldes, at jeg har fået travlt med at forberede mig.

På heldig vis fandt ambassadens ansatte ud af, at jeg er uddannet lærer. Ambassaden har afsat midler til at undervise de vietnamesiske ansatte i dansk og efter en samtale og undervisningslektion med den hidtidige og særdeles travle underviser, blev jeg kontraktansat som konsulent. Kontrakten løber på to måneder af gangen, men jeg håber, at undervisningen vil vare ved indtil februar.

2 gange om ugen i 1½ time underviser jeg en kvinde fra ambassaden og en anden kvinde, der snart skal flytte til Danmark med sin danske mand. Hun er også interesseret i at have privattimer ud over de to gange, så det er jo fint.

Jeg har ingen tidligere erfaringer med at undervise voksne, så derfor har det krævet en del overvejelser og forberedelsestid i starten. Jeg har søgt en masse information på nettet i håb om at finde gode ideer til undervisning. Jeg har fundet en del publikationer om undervisning af tosprogede voksne i læsning, skrivning, tale og lytning, som jeg kan bruge, men jeg mangler stadig tekster/dialoger, som voksne finder inspirerende. Så dem må jeg indtil videre selv producere. Jeg har brugt en del tid på at opsummere teori fra seminariet i dansk som andetsprog, da jeg slet ikke brugte min viden indenfor dette fag sidste skoleår. Jeg havde en masse dokumenter til at ligge på Ivars bærbare, som vi glemte, så det gør det jo ikke nemmere.

Undervisningen af de voksne foregår i et stort mødelokale på ambassaden, så det er meget nemt for mig at komme til og fra arbejde. Jeg bruger vores bærbar computer, hvor jeg laver power point præsentationer af dagsorden og øvelser. Jeg har også lavet en præsentation om dansk historie, seværdigheder i København og om kongehuset, da kursisterne ikke bare skal lære det danske sprog men også vide noget om dansk kultur og samfundsforhold. Jeg bruger et whiteboard som tavle, og der er også mulighed for at se video/DVD i lokalet, så det er fint.



Undervisningen i Den Danske Skoleforening i Hanoi var på plads hjemmefra. Arbejdet starter d. 18/9, så forberedelserne har været godt i gang længe. Indtil videre er der 15 børn tilmeldt i 8 klassetrin, som tre lærere skal undervise. Heraf skal Line undervise 2., 3. og 5. klasse-børn. Det vil sige få børn per lærer (hvilket nogle måske synes ville være let – men der er høje krav fra nogle af de danske forældre).


Danes Worldwide har lavet to testhæfter, som man kan bruge til at placere eleverne på de rigtige klassetrin. Jeg syntes, at testhæfterne var mangelfulde, da der var lavet ét til de yngste klassetrin og ét til de ældste klassetrin. Derfor tilføjede jeg lidt hist og pist, så jeg nu har tre testhæfter med opgaver: 1) 1.-3.kl. 2) 4.-6.kl. 3) 7.-9.kl.

Jeg er glad for at undervise voksne, hvor jeg får nogle nye erfaringer – og så får jeg jo nogle dollars på lommen, som jeg kan bruge til souvenirs, gaver, is og andre gode ting J