Motobiken...

Det er så nemt at komme rundt med den
Den er flot og rød
Den accelerer temmelig godt

Det er vores lejede motobike! På billedet er det den, I ser længst væk. Hvor distancerne rundt i storbyen ellers kan være lidt for lange til ”gåben” har vi nu meget lettere ved at komme rundt.


Efter at have kørt rundt i landskabet i Ninh Binh var det ikke længere noget ”farligt” og ”ukendt” at køre på motobike – og når Line skal køre langt to gange i ugen for at komme ud til UNIS, så rationaliserede vi os frem til, at vi lige så godt kunne leje en selv!

Flere af Ivars kollegaer og et par fodboldkammerater har en – så kan vi vel også, tænkte vi. Og da vi så fandt en adresse på en udlejer nogenlunde tæt på, tog det os ikke mange timer inden vi var taget hen til ham for at se, hvad han kunne tilbyde.

(På billedet ser I Ivar med Hoan Kiem søen i baggrunden. Vi har lige været på posthuset...)

Hos udlejeren startede vi med at prøve en motobike til 35 $, men den var lidt hakkende, og udlejeren ville vist heller ikke være bekendt at leje den ud (sikkert fordi de andre var dyrere). Udlejeren (der hedder Quan) ville ringe, når han havde en anden og bedre klar. Fire dage efter tog Line så hen til ham igen for at afhente den nye, og efter lidt forhandling – i silende regn - fik hun forhandlet sig fem dollars ned i pris til 45 $ om måneden.

Da Line dagen efter ville afprøve motobiken, var det dog ikke ”lutter lagkage”. Først kunne hun ikke starte den! (og månedslejen var betalt!). Quan kom dog hurtigt til vores hus og kick-startede cyklen, der bare var blevet lidt kold efter meget regn. Da Line så ville køre til tankstationen for at fylde på den næsten tomme tank, kom hun kun et par kryds hen ad vejen før den kørte tom. Og der var langt til stationen! Heldigvis var det lige før – og ikke midt i - et kryds. Og heldigvis var der lokale sælgere af benzin lige ved siden af.

Her gik det så galt igen: Line fik fortalt sin intention, men glemte at aftale prisen for de to liter benzin. Og man er meget bondefanget, når benzinen først er i tanken! Så den lokale sælger fik held af at tage 10 gange normalprisen! Som et lille plaster på såret fik Line ekskorte til stationen (sælgeren skulle jo i sagens natur også have fyldt op). Det kostede 30.000 dong at få fyldt tanken op! og hun gav 50.000 dong for to liter benzin hos sælgeren!!

Siden har vi så brugt motobiken til at falde til i ”kærestemiljøet”. Dvs. at køre en tur om aftenen til en af byens parker og så sidde på motobiken og kysse. Vi kørte til ”Den Hvide Silkes Sø”, hvor vi sad på stribe af kærestepar – ca. 15 par.

Med motobiken i orden har vi også sørget for at få det rigtige ”udstyr”. Ivar har købt hjelm til 70 kr, mens Line bruger den, der hører til praktikanthuset.
Og vi har købt stofmasker mod partikelforureningen (de tager i bedste fald en fjerdel er Ivars bud), men der er en del vietnamesere, der kører rundt med dem.
Men det ser noget ”farligt” ud med alt ”udstyret” på!