Til vores store glæde bød vores dejlige maid os på frokost i sit hjem. Vores maid havde glædet sig til vores besøg i flere uger.5 ud af 6 beboere i huset tog afsted i en taxa ud til forstaden i Hanoi, hvor hun bor. Da taxaen ikke kunne køre længere, blev vi afhentet af datteren og en amerikansk ven af huset, som ledte os gennem smalle gyder til huset. Vi havde medbragt en buket, som var næsten halv størrelse af vores lille maid.
Huset var et ”beton-hus” i en etage uden isolering (udover flamingo-loft), men med sin egen charme. På væggene hang fotos af tidligere praktikant-hold (hun har været i huset i 5 år og kan huske alle navnene og personligheder) og de obligatoriske farvestrålende kalendere. Det traditionelle alter havde lavet røgelsesmærke på loftet og var udstyret med et billede af Nuongs far.
Maden blev placeret på tæpper på gulvet – og der var meget! Vi spiste forårsruller, oksekøds-salat, pomfritter, nudler, ”venø-bøffer” og hotpot med kylling til den store guldmedalje.
Den amerikanske ven var lidt af et fund – han var Vietnam-veteran, hvis tilværelse handlede meget om at gøre ”det godt igen” ved at bringe de to folk sammen og arbejde med agent-orange børn. Så han underholdte det meste af dagen.
Bagefter så vi køkkenhaven og resten af huset. Køkkenhaven var også losseplads, og Ivar fjernede et AA-batteri fra grøntsagerne. Prioriteterne er temmelig anderledes: internet og fjernsyn kommer før isolering, modvirkelse af oversvømmelse og mulighed for høj hygiejne.Under vores 3 timers besøg var der hele tiden et stort smil på Nuongs læber. Vi var meget glade for, at vi tog derud og forstår først herefter, hvor meget vi betyder for hende.
