Pr. 1/11 2007 har jeg fået et nyt arbejde, hvor jeg arbejder som frivillig om formiddagen fra 8.30-12.00 på NGO Resource Centre i Hanoi. Kontrakten er på 2 måneder.
Hvis du er interesseret i at vide mere om centeret og deres arbejdsopgaver, så klik ind på deres nye hjemmeside http://www.ngocentre.org.vn/ som jeg også er med til at opdatere. Så de første par dage lærte jeg, hvordan man oploader filer og publicerer dem på hjemmesiden. På det tidspunkt opdaterede de stadig den gamle hjemmeside, men den er nu sat ud af drift.
I øjeblikket er der 15 arbejdsgrupper, der har en mere eller mindre tilknytning til NGO Resource Centre. Hvert år i november/december udarbejdes der en samlet årsrapport, hvor man kan læse om hver enkelt arbejdsgruppe: præsentation af arbejdsgruppen, de vigtigste temaer i løbet af året, referater fra afholdte møder, andre aktiviteter og mål for 2008. Vi skriver rapporterne for de grupper, som ikke har en koordinator. Jeg har f.eks. skrevet årsrapporterne for Ethnic Minorities Working Group, Disaster Management WG, Water Supply and Sanitation WG, Disability WG og Landmines WG.
På den måde har jeg fået et godt indblik i, hvad de forskellige grupper laver, og det var været rigtig spændende. I dag d. 23. november er der møde med alle koordinatorerne om de sidste input til ”the final report”.
Udover at have skrevet årsrapporterne , så har jeg mange andre forskellige arbejdsopgaver. Jeg har f.eks. været til et møde på resource-centeret, hvor vi diskuterede centerets rolle inden for de næste par år. Vietnam vil indenfor de næste par år blive et middel-indkomst-land, og så er der måske ikke brug for resource-centeret mere. Derfor er det nu, at resource-centeret skal oplyse til relevante donorer, hvad deres rolle i fremtiden kunne være.
Jeg har været med til en ”Avian & Human Influenza Workshop”, der foregik over to dage. Workshoppen handlede om fugleinfluenza, og hvordan man de næste par år kan lave en kommunikationsstrategi, så befolkningen bliver opmærksomme på håndteringen af fjerkræ i forskellige situationer og hvad man gør, hvis der kommer et udbrud af epidemien. Det foregik på et 4-stjernet hotel i et stort konferencerum. Jeg har ikke rigtig prøvet at være med til en konference før, så det var meget spændende at opleve. Når der blev snakket vietnamesisk, så var det på med ørebøfferne. Da det foregik tirsdag og onsdag kunne jeg kun være med indtil middag, men jeg nåede altid at få frokosten med, og det var ikke så ringe. Den første dag fik vi serveret en menu med 7 forskellige retter på hotellets kinesiske restaurant. Den anden dag var der buffet med retter fra Kina, Vietnam og Vesten.
Der dukker hele tiden nye arbejdsgrupper op, som skal have deres egen side på hjemmesiden. Indil videre har jeg skrevet om to nye grupper. Den ene gruppe vil være med til at støtte og forebygge blindhed i Vietnam, og den anden gruppe har fokus på turisme. Jeg skriver de oplysninger, der skal stå på hjemmesiden ud fra informationer, som jeg har fået fra gruppens medlemmer eller koordinator.
Jeg synes, at det er et meget spændende og anderledes arbejde, og det er godt at prøve noget andet end lærerjobbet.
fredag den 23. november 2007
Abonner på:
Opslag (Atom)