Der er mange steder i Hanoi og Hoi An, hvor de tilbyder cooking classes. Jeg vil gerne vide noget mere om vietnamesisk madlavning, og derfor har jeg kigget meget efter disse cooking classes.
I Hanoi koster det fra 20-30 dollars pr. person. I Hoi An koster det mellem 15 og 20 dollars pr. person. Jeg har ikke prøvet cooking classes i Hanoi, men kan godt anbefale den tur, Ivar og jeg var på i Hoi An til 15 dollars pr. person.
Vi bestilte turen gennem vores hotel (Hai Au Hotel). Vi kunne vælge imellem forskellige tidspunkter: 8.00-13.00, 11.00-15.00 eller 18.00-20.00. Indholdet er ikke det samme, så undersøg først, hvad den enkelte tur indebærer. I morgenturen er der f.eks. inkluderet en svømmetur i poolen.
Vi skulle møde op på Hai Scout Café kl. 10.30, hvor vi efter eget valg fik en kold gratis icetea, én med ingefær og én med lipton.
Kl. 11. gik vi til det lokale marked, hvor vi blev inddelt i to grupper. Det er et utroligt stort marked med alverdens ting. Det ligger ud til floden, hvor de lokale fra kl. 2 om morgenen kommer med friske fisk og friske grønsager og frugt fra markerne.
Vores guide fortalte om råvarerne; hvad de hed, og hvordan man brugte dem i det vietnamesiske køkken. Der var både nogle, som vi kendte og ikke kendte, og det var bare med at spørge, når man nu havde chancen for at få noget mere at vide om de grønsager eller krydderurter, som vi ikke kendte. Det var en rigtig fin tur på markedet, hvor hun også viste forskellige knive og redskaber til dekoration. Vi købte lidt forskelligt...
Herefter skulle vi sejle med en flodbåd til det sted, hvor vi skulle lave mad og spise frokost. Vi sejlede ca. 20-25 min. Det var en hyggelig tur på vandet, hvor vi kom tæt på fiskerlivet i Hoi An. Vietnameserne har nogle forskellige fangstmetoder. Vi så nogle i små træbåde, der satte garn i vandet. Derefter tog de åren og hamrede på rælingen af båden for at lokke fiskene i nettet. Andre steder har de kæmpe store net, hvor de fanger rejer og krabber. Når de ikke bruges, hænger de oven over vandet.
Vi lagde til ved Red Bridge Cooking School and Restaurant. Først blev vi vist rundt i deres "køkkenhave" - nærmere højbede med citrongræs, citronbasilikum, taro-root og mange andre spændende træer og krydderurter.
Vi blev herefter ledt over til det sted, hvor madlavningen skulle foregå. Vi fik udleveret opskrifterne på engelsk.
På næste billede kan I se kokken, der viste, hvordan man lavede nogle forskellige retter: varm blækspruttesalat med grønsager serveret i en hel ananas, fresh rice paper/rispapir, Hoi An pandekager med bønnespirer og springløg, dekorationer med tomat og agurk og aubergine i en lergryde.
Hvis man ikke rigtig kunne se, hvad han lavede, så sagde han, at vi kunne følge med i TV-køkkenet bag ham! Indimellem hans fremvisninger skulle vi så gå ud til siden, hvor der var borde med gasblus og prøve nogle af de ting, som han viste. Vi prøvede f.eks. selv at lave rice paper over dampbad.
På billedet kan I se Ivars flotte kreation med fresh rice paper rolls med rejer, kryddeurter, agurk og salat.
Efter vores madlavning gik vi hen til restauranten, hvor vi fik serveret de retter, som han lavede + nogle andre - ca. 5-6 retter.
Jeg synes bestemt, at de 15 dollars er givet godt ud og turen var rigtig godt planlagt. Stedet med restauranten var meget idyllisk og fredeligt. Man kan tage en taxi tilbage til byen igen, men vi valgte at tage båden.
onsdag den 26. september 2007
Abonner på:
Opslag (Atom)