torsdag den 27. september 2007

Moon festival i Hoi An

"When the moon is full, mankind is one!"

Den sidste måned har der været optakt til moon festival i Hanoi. Vi har undret os over, at nogle butikker lige pludselig blev pyntet op med røde lamper og røde farver og så meget kinesisk inspireret ud. I disse butikker blev der solgt kager - månekager og anledningen var altså mid-autumn festival, hvor man i store dele af Asien fejrer jorden, solen og månen. I år blev festivalen fejret i dagene omkring d. 25. september.
Man må sige, at vietnameserne forbereder sig i god tid. Det kender vi kun for godt i Danmark i forhold til at forberede f.eks. julen. Hvornår er det nu lige, at nisser osv. plejer at dukke frem i Danmark? Er det ikke i efterårsferien - 3 måneder før!!


Den weekend hvor vi var i Hoi An, blev der fejret moon festival alle dage. Festivalen er børnenes fest og kan sammenlignes med fastelavn i Danmark. Børnene slog på en stor tromme og opkrævede penge af folk ved at stå og vifte med et brædt. Nogle gange lidt for tæt på hovedet og vores tasker med penge. Drengen med den store mave på billedet står og vifter med brædtet. Enten lagde man pengene der på, eller så lagde man dem foran munden på dragen, som så skulle tage dem op.

Dragedansen er populær, og den så vi ret mange gange i gaderne i Hoi An. Når vi troede, at gruppen med børn, drage og tromme var forbi, så dukkede den næste gruppe op. Men mid-autumn festivalen betragtes som én af de store festivaler sammen med Tet, det vietnamesiske nytår.

Børnene virkede til at gå meget op i det. De var også gode som akrobater. Prøv bare at se på billedet med de grønne dragter.