Sa Pa - trek til Lao Chai

Da vi besluttede os for at tage til Sa Pa, var der ikke flere almindelige togbilletter, så vi endte i en deluxe kupé, som vi skulle dele med to andre. Vi tog med toget fra Hanoi torsdag aften og ankom til Lao Cai kl. 05.30 efter en nat med bump, opbremsninger og motorstøj. På mærkværdigvis fik vi alligevel sovet lidt. Vi skulle hjem igen søndag aften, hvor man så ankommer til Hanoi kl. 05.00 mandag morgen.


Fra Lao Cai skal man køre i bus i en time (opad!) for at komme til Sa Pa, som er en højtliggende landsby (1600 moh). Og sikke en fantastisk udsigt der var fra vores værelse på Mountain View Hotel – lige ud til dalen og de høje bjerge i baggrunden. Lige ud for vores vindue havde vi udsigt til Fansipan, der er det højeste bjerg i Vietnam og Indokina (3000 moh). Det tager 2-3 dage at bestige bjerget.


Efter en god god og billig morgenmad (yoghurt med frisk frugt og muesli, te og Pho til ca. 13 kr.), på hotellet tog vi på en-dags-trekking-tur rundt i området, der gik forbi tre forskellige minoritetslandsbyer (sort H’muong, Rød Dao og Zay. Vores guide var H’muong og talte godt engelsk. Som I kan se på billederne, gik hun rundt i sin minoritetsdragt, som så mange andre lokale.
På næsten hele turen blev vi ledsaget af flere H’muong-kvinder, der gladeligt spurgte om hvor gamle vi var, hvad vi hed, og om vi var kærester.

Flere af dem havde børn og var gift. Èn af dem bar en 6 måneder gammel pige på ryggen, der smilte og grinede det meste af tiden og spiste sukkerrør. Kvinden var 19 år gammel, var gift og havde to børn. Det er normalt for H’muong-minoriteten med arrangerede ægteskaber, at piger helt ned til 9-års alderen bliver gift men typisk, når de er 15 år gammel. Vores guide var 21 år gammel, og hun var allerede blevet skilt.

Vi fulgte en asfaltvej nogle kilometer ud af Sa Pa, hvorefter vi forlod den og fortsatte af små stier blandt rismarker, ad knoldede stier i terrænet, over vandløb og hængebroer og gennem hyggelige landsbyer. Det meste af turen gik vi i bunden af dalen tæt på floden, risterrasser og bjerge på begge sider.
Minoriteterne i området farver, syr, væver og broderer tøj, tæpper, huer, pudebetræk, tasker og meget andet. Pigerne skal lære at sy, inden de bliver 9 år gammel.

Herefter går nogle af dem i skole, mens andre hjælper til hjemme. Hvis en familie har seks børn, er det meget normalt, at kun halvdelen af børneflokken går i skole, mens resten hjælper til i hjemmet. Vi kom også forbi en skole, hvor vi smugkiggede ind i to klasser, hvor der var undervisning.







Vi besøgte også vores guides hjem, hvor vi fik en rundvisning i en kold og stor træbygning, som næsten kan sammenlignes med et hus i vikingetiden. Moderen var ”sharman”, en helbreder og de var i alt 9 søskende fra to ægteskaber.

Det var en rigtig spændende trekking-tur fra kl.9.00 om morgenen til kl. 15.00 om eftermiddagen.