
Fra havnen tog vi en taxa til Nipah Bay Villa - et hotel, hvor vi skulle overnatte. Vi overnattede i en lille hytte for ca. 150 kr., hvor der var plads til mindst 3 personer. Vi havde eget toilet og bad og en lille terrasse foran hytten. Der var gåafstand til stranden på nogle hundrede meter. Langs med stranden var der spisesteder og mulighed for at købe souvenirs - især badetøj, saronger, t-shirts, shorts og badeudstyr.
Vejret i KL var overskyet og regnvejr onsdag og torsdag, så vi var noget spændte på, hvordan vejret ville være på Pangkor Island. Om fredagen var det overskyet og det dryppede lidt, men om lørdagen klarede det op med blå himmel, få lette skyer og solskin, så det var bare helt perfekt. Stine og Ivar endte med at blive en del røde i huden! Fredag eftermiddag bestilte vi en snorkeltur til øen på billedet. Vi betalte "the beach boys" for snorkeludstyr og så gik det ellers i flyvende fart i en lille speedbåd til øen.
Vi snorklede i to timer, hvor vi så mellem 15-20 forskellige slags fisk i flotte farver. Det var utroligt fascinerende at se så mange farverige fisk, da Line endelig fik lært at snorkle... Det havde hun ikke prøvet før. Det var lidt som at svømme i et akvarium, hvor fiskene kom utroligt tæt på. Der var en del strøm fra både, der lagde til øen, så det var svært at holde balancen i vandet. Når man skulle have en lille pause, så kunne man finde en klippe ude i vandet, men de var meget glatte og skarpe. Line skar sig på én af klipperne i foden, så hun humpede lidt dagen efter.
Om aftenen spiste vi på én af de lokale restauranter. Der lå friske fisk, blæksprutter og rejer, som man kunne få grillet. Man skulle bare pege på det, som man gerne ville have.


Om aftenen var vi igen i KL. Vi spiste aftensmad på en kinesisk restarant, hvorefter vi ledte efter et natmarked, som var lidt svær at finde. Men vi fandt det og fik købt lidt julekrydderier, kardemommefrø og nellikker.
Søndag formiddag brugte vi i et shoppingcenter, der lå nogle hundrede meter fra praktikanternes lejlighed. Vi fik lokal morgenmad med roti (brød), nudler, ris og suppe. Derefter tog vi med bus til lufthavnen, hvor flyet til Hanoi var forsinket 1½ time, så vi havde god tid i lufthavnen. Men alt i alt en rigtig hyggelig tur til Malaysia med mange nye og anderledes indtryk. På 4 dage brugte vi i alt 500 kr. pr. person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar