Vi kørte fra Muong-landsbyen i dejligt solskinsvejr og kunne slet ikke forstå, hvorfor vi var så uheldige med vejret dagen før, hvor det bare øsregnede hele dagen.
Vejen til og fra landsbyen bestod af en meget leret og mudret vej, hvilket var ret spændende, da vi skulle derfra... Bussen havde meget svært ved at komme op af bakken og jo flere gange den prøvede at køre op, jo mere mudder kom der på dækkene. Men med skubben og graven lykkedes det at få bussen op på vejen, så vi kunne fortsætte vores udflugt.
Vi kørte i et meget flot landskab indtil Van Long, der bestod af rismarker, sukkerrørsmarker og marker med kassava (en slags rodfrugt). Vi kørte langs med nationalparken og snakkede meget om, hvad vi havde været igennem dagen før...
Alle steder var der folk i marken. Der blev høstet ris og sået majs og nye grønsager. Vi nåede frem til Van Long, hvor vi blev placeret i sivbåde med kvindelige roere.
På billedet ser I en mand, der fisker. Han er ved at hive garnene ind.
På grund af højvande kunne vi ikke passere igennem en grotte, men vi sejlede ind i den og ellers rundt i området, som minder om en bådtur på Ha Long Bugten. Vi var omgivet af flotte, grønne limstensklipper alle vegne.
Det var en rigtig fin bådtur - nogle steder i meget hård vind, der voldte roerne problemer, så Ivar overtog til sidst i vores båd...
Frokosten blev indtaget på et nybygget resort til turister, hvor vi sad i et lille rum for os selv og fik mange forskellige vietnamesiske retter. Derefter gik turen til Hanoi igen. Det tager ca. 2-3 timer at køre fra Hanoi til Cuc Phuong.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar