Lak-, keramik- og træskærerlandsby

I Vietnam har man stadig håndværkslandsbyer, der kun er koncentreret om én ting, f.eks. slanger, keramik, bambus, lakvarer eller møbler. De er placeret rundt omkring Hanoi, og de er bestemt et besøg værd - både på grund af en bedre pris på varerne og fordi, vi ikke har disse byer i Danmark.

Nogle af landsbyerne ligger meget tæt på centrum, hvis man tænker på kilometer, f.eks. 15-20 km, men i bus eller bil tager det ca. 1 time på grund af meget trafik og dårlige veje. Det er næsten lige meget, hvilket tidspunkt på dagen man vælger at tage afsted, så er der fyldt på vejene med biler, motobikes, lastbiler og busser.


I landsbyerne bliver man positivt modtaget og hilst på af indbyggerne, både voksne og børn. Børnene siger "Hello", som ofte er det eneste engelske ord, de kender. I lak-landsbyen blev vi inviteret på vietnamesisk te i hvert eneste hus, vi besøgte. Efter teen kunne vi se deres produkter, og hvordan de blev fremstillet.



Mens vi havde besøg af Anton og Merete, besøgte vi tre forskellige handicraft villages: lak, keramik og træskærer.


Den første tur bestilte vi gennem et rejsebureau, hvor vi fik chauffør og egen bil til 40 dollars i alt. Det var en lidt sjov oplevelse, da vi på vej ud til landsbyen fandt ud af , at chaufføren ikke kendte vejen dertil!


Han havde i hvert fald aldrig været der, så vi kørte f.eks. på en hovedvej i den forkerte retning, hvor der ikke var mulighed for at forlade vejen før 5-10 km længere henne af vejen og endte på en meget smal vej tilbage i den anden retning, hvor det var svært for bilen at passere på grund af bump i vejen og folk, der brændte halm af eller reparerede vejen med sand.


Men vi nåede frem og fik besøgt nogle huse, hvor vi kom helt tæt på produktionen. På billedet er en pige ved at lægge skabeloner af blade på et fad. Merete og Anton købte 3 flotte lakfade til 90.000 dong, der koster det dobbelte i butikkerne i Hanoi. Vi fik serveret te alle steder, vi besøgte. Det havde Ivar og jeg heller ikke oplevet før. Vi endte også et sted, hvor en direktør hjalp unge mennesker med særlige behov i arbejde, og vi fik doneret 50.000 dong til formålet.
På vej tilbage til Hanoi fandt vi ud af, at vi faktisk havde været meget tæt på landsbyen, da chaufføren tidligere lavede en afstikker ud af en vej, hvor vejen delte sig i to, og hvor han tog den forkerte vej... Ligeledes så vi, at vi havde været i udkanten af byen, hvor der sikkert ville have været flere butikker og huse med produktion end der hvor vi var. Men så fik vi den oplevelse med os.

Den anden tur bestilte vi gennem Phuc Loi Hotel, hvor Anton og Merete overnatter i øjeblikket. Vi ville først til en træskærerlandsby, Dong Ky, og derefter til keramiklandsbyen Bat Trang, hvor Ivar og jeg havde været, men der er simpelthen så meget at kigge på, at man sagtens kan komme der i flere omgange.
Anton var meget interesseret i træfigurer, og vi havde håbet på, at vi ville finde en masse af disse. Men vi fandt faktisk kun møbler, der hvor vi kom hen og nogle få træfigurer, som ikke levede op til vores forventninger. Men vi fik set nogle rigtig flotte møbler og set, hvordan de pudsede, lavede mønstre og lakerede møblerne. Det var meget fascinerende.

Herefter kørte vi til Bat Trang, hvor Anton faktisk fandt nogle træfigurer og købte dem til en meget billig pris. Der kan man bare se.. Træfigurer i en keramiklandsby! Vi besøgte det store marked midt i landsbyen, hvor Ivar og jeg købte testel i sort/rosa og jeg købte små aflange keramikfigurer, som kan hænge på et juletræ eller i en troldegren.
Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi alle fik det, som vi gerne ville have, og hvor chaufføren kendte vejen!