Og måske skal vi have forbedret vores efterretningstjeneste, for ingen af vores informationskilder havde fortalt om de forhindringer, vi skulle møde på denne tur.
Vi ville til Mai Chau, der skulle være en hyggelig minoritetsby i smukke omgivelser. Vi havde godt nok ikke noget kort, men havde fået nogle få instrukser af nogle venner herovre.. Og med gåpåmod tog vi så afsted i bedste bikerstil!
Vi ville til Mai Chau, der skulle være en hyggelig minoritetsby i smukke omgivelser. Vi havde godt nok ikke noget kort, men havde fået nogle få instrukser af nogle venner herovre.. Og med gåpåmod tog vi så afsted i bedste bikerstil!
Turen indtil bjergene gik sådan set godt nok. Vi holdt frokostpause i Hoa Binh (den største by man kommer igennem på vej til Mai Chau), hvor vi på afstand også så et stort vandkraftværk. For at komme til Mai Chau skal man over 3 bjergpas, så turen i sig selv er fantastisk på grund af de flotte landskaber med klipper og bjerge i forskellige farver, marker med ris, sukkerrør og te, vandbøfler og køer på vejen.
Der er stigninger og nedkørsler på 6-8 % - nogle steder måske mere. Flere steder i bjergpassene går der folk på vejene med kurve på ryggen, hvor de har samlet brænde, bambus eller citrongræs fra bjergene. Så bliver de samlet op af én på motobike og kører til en landsby eller går. Disse stier der lige pludselig går op af bjerget ser meget ufremkommelige ud. Det er utroligt, at de kan gå der og så med "opbakning".
Det var i bjergene og det kuperede terræn, at problemerne viste sig: På grund af enorme mængder af regn (enkelte gader i Hanoi var i perioder oversvømmede), var vejen ofte delvist spærret af jord- og stenskred. Der var sten- eller jordskred i næsten hvert sving, og mange steder løb der vand over vejen. Så det var ikke helt ufarligt at køre på vejen. Vejrets ødelæggelse af vejen kulminerede tæt på Mai Chau (2 km fra vores mål), hvor halvdelen af vejen var forsvundet. Vi så heldigvis først hvor undergravet vejen var, efter vi havde passeret strækningen! :)
Lettet over at have passeret den sidste svære forhindring og med udkig til Mai Chau var vi allerede begyndt at tænke på mad og overnatning. Vores største forhindring var vi stadig uanende om. Vi havde godt nok undret os over advarsler, der næsten spærrede vejen i sig selv, og over at der ikke kom nogen modkørende bilister. Flere steder holdt busser, lastbiler med benzin og biler i kø og var ”strandet”. Da vi nåede bunden af det sidste bjerg blev vi stoppet af en bæk, der var blevet til en voldsom flod, der havde oversvømmet hovedvejen og lidt af en landsby og spærrede al trafik. Vi nåede at ærgre os en del – vi var jo ellers kommet så langt!
Men vietnameserne er opfindsomme og hjælpsomme, så vi blev vist hen til en lille sti, hvor vores motobike så (mod betaling – og det er nemt at kræve penge fra folk i nød) blev båret over floden af fire lokale, mens vi gik meget forsigtigt over.Vi følte os lidt som de første journalister i et katastroferamt område... Folk kiggede undrende og med respekt på os – vestlige turister, der havde trodset farerne og med stor viljestyrke var kommet helt herud. (Måske var det bare noget vi følte os som :))
Og som en spøg fra skæbnen nåede vi lige at blive skræmt af, at floden atter havde spærret 30 meter af vejen et par hundrede meter efter den første oversvømmelse. Igen fire vietnamesere og lidt mindre betaling senere, var vi dog ovre alle forhindringer, og eventyret (for den dag) sluttede lykkeligt med en overnatning i Ban Lac, guesthouse number 2 (eskorteret dertil af én af hjælperne).Nogle af de lokale var dog ikke så heldige – mindst ét hus blev samlet op i stumper i en lastbil efter at floden havde gjort det ubeboelig eller revet det helt væk. Og flere andre huse lå faretruende tæt på at ryge i floden!
Da vi skulle hjem om søndagen var vi meget spændte på, hvordan vejen ville se ud, og om vandet havde fortaget sig. Vejen var helt tør det første sted, hvor vi dagen før fik båret motobiken over. Vandet havde også fortaget sig det andet sted, men der var stadig meget vand. Der var andre, der kørte over på motobike uden problemer, så det gjorde vi også. Men... Vi gik i stå, da vi næsten var kommet over, så vi måtte stå af og trække den op "på land".
Vi forsøgte at starte motobiken flere gange, men den ville ikke starte. Når sådan noget sker, når man at tænke ret mange tanker om, hvordan vi så skulle komme hjem, hvis den ikke kunne køre. Efter ca. 10 min fik vi den startet - vi håbede på, at en pause kunne gøre det og lidt solskin. Det hjalp og vi kom sikkert hjem til Hanoi igen.
Både på vej til og hjem fra Mai Chau skiftedes vi til at køre. At sidde bagpå var de værste, fordi sædet er dårligst der. Og vejene i Vietnam er ret ujævne og hullede. Vi havde glemt solcreme (blandt andet) og blev temmelig solbrændte. Ivar fik t-shirt-arme og Line en fine streger omkring solbrillerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar