Julebazar på UNIS

Julen 2007 kommer til at bestå af meget få julearrangementer for vores vedkommende. Det første var i går d. 25. november – julebazar på UNIS (United Nations International School of Hanoi).

Flere end 1000 mennesker var på UNIS’s område, hvor masser af salgsboder, tombolaer, og boder fra forskellige lande var sat op. Der var ca. 40 lande repræsenteret med hver deres bod, hvorfra de solgte souvenirs, mad og drikke.

Stemningen var næsten festival-agtig med solskin, varme, musik, øl og masser af glade mennesker – en rigtig fin sommerfest.

Vi smagte udsøgte national-retter fra Marokko (Falafel-pita), Bangladesh (Grøntsag-samosa og stegt brød), Italien (Durum-brød med salami), Danmark (Rugbrød, frikadeller, kartoffelsalat og hjemmesyltede rødbeder) og Thailand (nuddel-grønsag-æg-reje-kød-ret). Og Ivar skulle selvfølgelig smage en øl fra Tyskland – og Danmark.

Vi havde meldt os som frivillige til at stå i det danske mad- og øltelt. Da vejret var godt, blev der solgt godt med øl – så godt, at der var udsolgt før tid, selvom Carlsberg havde doneret 17 fustager. Ivar tog imod penge for øl, mens Line tog sig af te og kaffe, der dog var mindre populært i varmen. De danske honningkager var også meget populære.
På billedet ser I den danske souvenir-bod, hvor der blev solgt adventskranse og lodder til tombolaen.

Det var en rigtig hyggelig dag og et fantastisk arrangement, der klart overgik mine forventninger. Det var dog lidt svært at komme i julestemning med næsten 30 grader alt imens der blev spillet julemusik.

Lines nye arbejde på NGO Resource Centre

Pr. 1/11 2007 har jeg fået et nyt arbejde, hvor jeg arbejder som frivillig om formiddagen fra 8.30-12.00 på NGO Resource Centre i Hanoi. Kontrakten er på 2 måneder.
Hvis du er interesseret i at vide mere om centeret og deres arbejdsopgaver, så klik ind på deres nye hjemmeside http://www.ngocentre.org.vn/ som jeg også er med til at opdatere. Så de første par dage lærte jeg, hvordan man oploader filer og publicerer dem på hjemmesiden. På det tidspunkt opdaterede de stadig den gamle hjemmeside, men den er nu sat ud af drift.

I øjeblikket er der 15 arbejdsgrupper, der har en mere eller mindre tilknytning til NGO Resource Centre. Hvert år i november/december udarbejdes der en samlet årsrapport, hvor man kan læse om hver enkelt arbejdsgruppe: præsentation af arbejdsgruppen, de vigtigste temaer i løbet af året, referater fra afholdte møder, andre aktiviteter og mål for 2008. Vi skriver rapporterne for de grupper, som ikke har en koordinator. Jeg har f.eks. skrevet årsrapporterne for Ethnic Minorities Working Group, Disaster Management WG, Water Supply and Sanitation WG, Disability WG og Landmines WG.

På den måde har jeg fået et godt indblik i, hvad de forskellige grupper laver, og det var været rigtig spændende. I dag d. 23. november er der møde med alle koordinatorerne om de sidste input til ”the final report”.

Udover at have skrevet årsrapporterne , så har jeg mange andre forskellige arbejdsopgaver. Jeg har f.eks. været til et møde på resource-centeret, hvor vi diskuterede centerets rolle inden for de næste par år. Vietnam vil indenfor de næste par år blive et middel-indkomst-land, og så er der måske ikke brug for resource-centeret mere. Derfor er det nu, at resource-centeret skal oplyse til relevante donorer, hvad deres rolle i fremtiden kunne være.

Jeg har været med til en ”Avian & Human Influenza Workshop”, der foregik over to dage. Workshoppen handlede om fugleinfluenza, og hvordan man de næste par år kan lave en kommunikationsstrategi, så befolkningen bliver opmærksomme på håndteringen af fjerkræ i forskellige situationer og hvad man gør, hvis der kommer et udbrud af epidemien. Det foregik på et 4-stjernet hotel i et stort konferencerum. Jeg har ikke rigtig prøvet at være med til en konference før, så det var meget spændende at opleve. Når der blev snakket vietnamesisk, så var det på med ørebøfferne. Da det foregik tirsdag og onsdag kunne jeg kun være med indtil middag, men jeg nåede altid at få frokosten med, og det var ikke så ringe. Den første dag fik vi serveret en menu med 7 forskellige retter på hotellets kinesiske restaurant. Den anden dag var der buffet med retter fra Kina, Vietnam og Vesten.


Der dukker hele tiden nye arbejdsgrupper op, som skal have deres egen side på hjemmesiden. Indil videre har jeg skrevet om to nye grupper. Den ene gruppe vil være med til at støtte og forebygge blindhed i Vietnam, og den anden gruppe har fokus på turisme. Jeg skriver de oplysninger, der skal stå på hjemmesiden ud fra informationer, som jeg har fået fra gruppens medlemmer eller koordinator.


Jeg synes, at det er et meget spændende og anderledes arbejde, og det er godt at prøve noget andet end lærerjobbet.

Van Phuc Silkvillage (silkelandsbyen)

Line havde store planer for indkøb og er ret vild med silke, så det var helt oplagt at tage til den nærmeste silke-håndværks-landsby, Van Phuc.

Efter Lines undervisning af Giang lørdag formiddag tog vi motobiken de 10-15 km sydpå ud af byen, hvilket tog de normale 30-45 minutter. Silkeproduktion og -bearbejdning er sæsonbestemt, hvilket formentlig er grunden til, at der ikke var så meget aktivitet i landsbyen.

Efter at have kørt en kort tur rundt i landsbyen, der dog mere lignede en bydel i Hanoi, parkerede vi motobiken ved gaden med butikker. Fra en ende af gik vi så fra silkebutik til silkebutik, og så på silketørklæder, silkeslips, tasker af silke, silkepunge, silkeskjorter, silketrøjer, osv. Butikkernes udvalg var temmeligt ens, så efter nogle butikker var det mest et spørgsmål om at finde anderledes produkter.

Line fik ”pruttet” lidt om prisen, men incitamentet derfor var begrænset, eftersom priserne var uhørt billige. Mens silkeslips koster 2-300 kroner stykket i Danmark, kunne man i Van Phuc få 30-40 stykker til samme pris. Tørklæder kostede omkring 10-13 kroner.

Så turen hjem på motobiken var med poser overalt. En god ”fangst” i en billig og lidt kedelig handicraft-village.

Fangsten kan ses på billedet.

"Denmark at its best" i Hanoi

Fra d. 12. til d. 16. november har der været mere travlt på ambassaden end normalt – selve ambassaden har været ret tom, fordi næsten alle har rendt rundt til forskellige arrangementer.

Et års planlægning af ”Det bedste af Danmark” har udmundet sig i et væld af aktiviteter i løbet af denne uge: Dansk break-dance, åben dans, badminton, biograffilm samt energi- og miljøekspertise er blevet fremvist for vietnamesere (og danskere herovre). I kan se meget mere på ambassadens hjemmeside (se vedhæftet link).

Specielt populært for danskerne var festmiddagen MED DANSK MAD! Ivar formåede at undgå at forspise sig, selvom der var godt rugbrød, sild og frikadeller.

Og det har været med stor succes! Stor opbakning omkring arrangementerne, vellykkede forevisninger, og kun meget små problemer i arrangeringen. Ivar har assisteret ved flere af arrangementerne (især energi- og miljøseminariet), men har også fået tid til at tage med Line til Erik Clausens fortælling og fremvisning af Tarzan Mama Mia.

Gennem miljøseminariet og andre arrangementer fik Ivar mødt nogle spændende miljø-mennesker, som blandt andet tilbød en tur ud i Vietnam for at blive fortalt om et miljøvurderet projekt. Og fik enkelte kontakter til interessante miljø-virksomheder.

Og så var det så heldigt, at Ivars vejleder var med som miljøekspert, og der blev derfor tid til et vejledermøde – der gav mere retning i hans projekt. Ivar var også med til et møde om universitetsamarbejde, som forhåbentlig munder ud i et samarbejde mellem AAU og Hanoi University of Science and Technology. Som en del af dette skal Ivar formentlig følge enkelte forelæsninger på universitetet for at vurdere niveauet og ”huske på” interessen for samarbejdet.

Ba Vi Nationalpark med en overnatning

Stine, som Ivar studerer sammen med på universitetet, og som er i praktik på Den Danske Ambassade i Kuala Lumpur i Malaysia, har været på besøg hos os torsdag til søndag. Ivar kunne ikke få fri fra arbejde, så de første par dage forløb stille og roligt med indkøb og spisning i Hanoi.

Men det blev der lavet godt og grundigt om på i weekenden. Vi havde besluttet os for at se nærmere på det nærmeste bjerg, Ba Vi, som ligger 50-70 km fra Hanoi centrum. Så vi lejede en ekstra motobike til 4 $ per dag og tog af sted med let oppakning. Hvad vi ikke vidste var, at turen ville blive et vietnamesisk Dakar Rally... Mange af vejene så ud som på billedet.

Stort set hele vejen til Ba Vi havde staten besluttet at forny og opgradere vejen – og vi kom ind i ”byggerodet” med ødelagte veje, støv og næsten ingen jævne vejbelægninger. At vi sammenligner med Dakar Rally skyldes også, at vi jo var to på en motobike, som i forvejen havde dårlig affjedring (det var en hård tur til Mai Chau...)! I skrivende stund har vi godt ondt i bagen. Men det bliver helt sikkert en rigtig god vej engang, når de bliver færdige... Selve ruten var sådan set god nok, da vi var meget hurtige ude af Hanoi og dermed også væk fra den tætte trafik.

Efter nogle timers kørsel kom vi til Son Tay (den størte by i Ha Tay provinsen), hvor vi spiste frokost på et meget lille gadekøkken. Til gengæld var værterne meget snakkesaglige – især mændene, som til deres egen mad tog en flaske risvin. En af dem blev så frimodig at han var ved at fri til Stine!. Maden var lidt anderledes, end det vi er vant til at få – blandt andet sylte, men vi blev mætte og betalte så i alt 50.000 dong for festmåltidet.

Herefter gik det mod Ba Vi, og da det ligger i en nationalpark, skulle vi betale entré. Bjerget er 1200 meter højt og vejen derop ca. 12 km, så det er nemt at regne sig frem til, at stigningerne var rimelig stejle og det var temmelig hårdt for Lines lille motobike.

Efter nogle afkølings-pauser og en masse flotte udsigter nåede vi til asfaltvejens ende. Og det var heller ikke et sekund for tidligt, da vi var meget tæt på at løbe tør for brændstof – uden nogen mulighed for at tanke op!

Vi forsatte derefter af cement-belagte stier. På toppen lå – som sædvanen er – et tempel med et par tempelvagter og nogle fine planter omkring. Blandt andet nogle kanel-træer. Der var 1200 trin til toppen, så det tog et stykke tid at komme derop. Men der var en helt fantastisk udsigt, ro og stilhed.

Halvvejs nede ad bjerget var der mulighed for at overnatte, og da det var ved at blive mørkt besluttede vi os for det. Værelserne var fine – men kostede også 280.000 dong, som efter skumle argumenter blev sat op til 330.000 dong af en slesk vært, som godt kunne se, vi ikke havde lyst til at køre i mørket. Vi beklagede os lidt og gav efter – men spiste aftensmaden ved den nærliggende konkurrent. Med vores stærkt begrænsede sprogkundskaber fik vi bestilt – tilfældigvis deres dyreste ret: En kylling, som vi fandt meget sej og kedelig. Efter aftensmaden blev vi inviteret ned i den anden ende af det lange bord til grøn te. Værten kom med et hæfte, hvor vi troede, at det måske var regningen... men det var hans engelskhæfte. Han studerer engelsk og kunne lige se sit snit til at få øvet sig og måske lære noget nyt.
Mens Line lærte værten engelsk fik Stine og Ivar smagt banan-likør, og vi fik allesammen smagt banan-te, som værten var meget stolt af.
Med fluenet over sengen og likør i blodet faldt vi i seng ligeså snart den sidste forkølede karaoke-sanger havde givet op.

Landsbyen Mia ved Son Tay

Vi overnattede som sagt halvvejs nede af bjerget, hvor de havde et område med mulighed for overnatning i små huse med værelser. Om morgenen havde vi denne udsigt fra vores balkon. Det var da ikke så ringe. Der var en dejlig efterårsstemning, både med hensyn til temperaturen og blade der var begyndt at visne og skifte farve.

I Vietnam bliver det lyst tidligt om morgenen, men vi vågnede nu ikke på grund af det, nærmere fordi de to spisesteder 200 m væk valgte at spille høj musik fra klokken 7 (vi havde håbet på en stille og fredelig morgen i nationalparken). Så vi valgte at tage tidligt fra stedet – først til Son Tay og derefter til landsbyen Lang Mia. Vi nåede heldigvis hen til et sted, hvor de solgte benzin, før vi gik i stå!

Vi stoppede i Son Tay for at få morgenmad á la Vietnam, nuddelsuppen Pho, som man kan finde overalt og hele dagen. Vi fandt et gadekøkken, hvor der allerede var nogle mennesker (et godt tegn). 4.000 dong (1,25 DKK) for en stor skål og en kop te!












Lang Mia er en hyggelig og velbevaret ”typisk” vietnamesisk landsby, som vi hurtigt fandt.

Pagoden lå centralt i landsbyen og havde det typiske Banyan-træ samt et tårn, og det var rigt på figurer af vogter, novicer og buddha-figurer.

På vejen ud af pagoden købte Ivar en stump sukkerrør, som han delte med Stine.

Landsbyen havde også en del markeder, hvor der var en hyggelig og glad stemning. Vi kørte lidt rundt for at finde et tempel. Ud fra beskrivelsen i "Turen går til Vietnam": ”til venstre lige før pagoden”, var det ikke helt nemt at finde det. Vi kørte lidt rundt i den hyggelige by og endte også ude ved rismarker, køkkenhaver og ananasbuske, et stjernefrugt-træ og et julestjernetræ.

Vejen hjem fra Ba Vi/Mia var varmere, men vi klarede skærene – og ujævnhederne og støvet. Stine er nu taget hjem efter nogle hyggelige dage!

Ivar på mission i Dak Lak

Landbrugsprogrammet som Ivar er en del af på ambassaden er i forberedelsesfasen og har i øjeblikket 5-6 hold af konsulenter til at undersøge forholdene i de 5 provinser, som programmet omfatter, og giver forslag til, hvordan programmet skal organiseres og ledes.

Som praktikant på ambassaden har Ivar ret til én tur ud i landet som en del af ambassadens arbejde og derfor betalt af ambassaden. Og heldigvis kunne han komme med et af holdene i landbrugsprogrammet. I 4 dage var han med en New Zealandsk konsulent og en vietnamesisk free-lance konsulent (oversætter, organisator og sparringspartner) på ”monitorering og evaluering (M&E) mission” til Dak Lak og Dak Nong – to provinser i det centrale højland.

Dak Lak og Dak Nong er ikke særligt ”turistede” – de lokale kigger stadig efter ”hvide” mennesker (især når de går fremfor at sidde i en luksusbil). Der er til gengæld en del vestlige konsulenter i områderne, for det er et populært støtteområde for donorer.

M&E teamet boede på Dam Son *** hotel, der med flot udsigt og god morgenmad gav gode rammer. Og med en bil lejet i de fire dage var det ikke noget problem at komme rundt. Missionen omfattede møder med afdelinger for planlægning og landbrug i 2 provinser og 2 distrikter samt møder med 2 kommuner og 1 landsby-overhoved (som står for at indsamle data, der går hele vejen op i systemet).

Det eksisterende M&E er meget sparsomt – fra en kritisk vinkel kan man sige, at der ikke findes data om ret meget, og det der findes er upålideligt. Så det er lidt af en opgave at få ændret det eksisterende system i de områder, landbrugsprogrammet dækker. Især fordi landbrugsprogrammet bliver implementeret gennem regeringens system, hvor villigheden til at gøre noget blandt lederne er minimal og lønningerne er så lave, at de ansatte ikke gider lave ekstra arbejde – og så de ”kloge hoveder” er flygtet til andre donorer, der til gengæld betaler meget høje lønninger for arbejdskraften.

Så overordnet kommer landbrugsprogrammet til at slås med mangel på (løn)incitamenter og meget stort behov for kapacitetsopbygning. Den New Zealandske konsulent vil sætte gang i tingene ved at finde nogle M&E ildsjæle til at oplære, give computere til kommunerne, bruge excel til at lette arbejdet og grafer til at vise landmændene statistik på forskelle i udbytte mellem forskellige afgrøder. Det er spændende om det vil lykkes!

Det var første gang, Ivar var i det centrale højland. Der var masser af kaffeplantager, peberkorns-planter, træer til produktion af gummi og nogle enkelte arbejdselefanter (der er kun få vilde tilbage). Det centrale højland har langt renere luft end den vi er vænnet til i Hanoi – både m.h.t. indånding og blå himmel. Landområderne er stort set ryddet for skov og der er mange ny-tilflyttere i western-lignende træhuse – illegale immigranter fra andre områder, oftest etniske minoriteter.

For Ivar var det spændende at komme ud af kontoret – ud til de virkelige udfordringer i det træge system og de manglende kompetencer blandt de statsansatte. Egentlig burde ambassadens ansatte have en månedlig tur ud i landet for at undgå at risikere at miste grebet om de egentlige udfordringer.

Månedsberetning oktober - fra Ivar

Som ventet gik oktober hurtigt – forældrenes besøg i midten af måneden har kun levnet omkring 10 arbejdsdage.

Det var rigtig fint og hyggeligt at have forældrene på besøg. Det er imponerende at følelser og forhold så ubesværet kan bevares over 10.000 km – det var som at se dem efter en uges fravær. Og så alligevel var besøget lidt specielt, for det varer jo 3 måneder inden vi ser dem igen, og i den periode passerer jul og nytår.
Men de fik set ”vores verden” og vi var på nogle spændende ture, de fleste nød Line og jeg også som førstegangs-besøgende. Vietnam bliver ved med at imponere, og det var skægt at dele oplevelser og reaktioner med mine forældre! Turene kan I jo læse mere om i de andre beretninger.

Oktober er også måneden, hvor vi for alvor har vænnet os til, at vi lever på denne side af jorden og familien på den anden side af jorden. Sådan er det – med de fordele og ulemper, der nu følger med. At komme så langt kan sikkert give grobund for andre kommende udlandsophold, men hvem ved...

Line har fået prøveperiode på et nærliggende NGO-center, og det bliver spændende at følge med i. Så har vi også booket vores hverdag tilstrækkeligt op. Hun har dejligt meget overskud til at få oplevet en masse gode ting herovre.

Vi tænker ikke så meget på, at vi nu er halvvejs i forløbet – overraskende nok lader det ikke til at betyde så meget... Men praktiske aspekter som hjemtransport af indkøb og den højtprioriterede weekend-planlægning afslører nu alligevel, at vores ophold ikke varer evigt. Poetisk modsvares dette af, at der pludselig er kommet efterårsfarver på enkelte af træarterne. Jeg snakker allerede om at komme tilbage om 10 år – på besøg – for at se landets udvikling og måske genbesøge nogle af stederne.

På ambassaden skal praktikanterne midtvejs-evalueres. En overordnet personlig midtvejs-evaluering af vores ophold vil formentlig have følgende hovedpunkter: Ærgeligt at vores hverdag ikke kan rumme undervisning i vietnamesisk og at jeg ikke har ordentlige muligheder for løbeture; (ellers) tilfredsstillende rammer i bolig, økonomi, etc.; fantastisk både fagligt og privat indhold af opholdet.

Oktober afsluttes for mit vedkommende med, at jeg i de kommende dage skal på min første og eneste tur ud i landet i ambassade-regi. Jeg skal følge to konsulenter (en vietnamesisk kvinde og en australsk ældre dame, der begge er meget dygtige) til Dak Lak og Dak Nong for at ”assistere” og erfare, hvordan der arbejdes i felten. Jeg glæder mig – og skal nok rapportere, når jeg kommer hjem igen.
Ellers præges min ambassadepraktik efterhånden (også) af, at jeg prøver kræfter med min projektrapport til universitetet. Jeg har stadigvæk god tid, men vil gerne have konceptet på plads, så jeg kan diskutere det med min vejleder, når han kommer til Vietnam for at præsentere den danske model for miljøhåndtering som en del af ”Denmark at its best” ugen arrangeret af ambassaden.

Månedsberetning oktober - fra Line

Så er vi halvvejs... Vi har haft nogle spændende måneder i Hanoi, og når man tænker på alt det, som vi har oplevet, så glæder vi os også til de næste tre. Men nu begynder vi nok også at tænke på, at vi snart skal hjem... Det er faktisk lidt trist, da vi er meget glade for at være her. Men når vi kommer hjem, så venter der os også nogle nye udfordringer...
Temperaturen er dalet. Det er mest om aftenen, at vi kan mærke det. Så er det ikke nok med en top eller t-shirt længere. I disse dage har vi en form for monsun ifølge de lokale på ambassaden. Det er omkring 20 grader, og det blæser og regner. Den skulle vare ca. en uge, hvorefter det skulle blive varmere igen i en periode, og så kommer vinteren. Sådan plejer det at være hvert eneste år, og sådan bliver det sikkert også i år. Så ved vi det.

I oktober måned er der sket en masse. I uge 42 havde vi besøg af Ivars forældre. Helt nøjagtigt var det 11 dage. Det var rigtig hyggeligt at have dem på besøg, så de kunne se, hvordan her ser ud, og hvad vi oplever til daglig.


En personlig tak til Anton og Merete: ”Tak for besøget!” Ivar havde taget fri hele ugen og Line havde også fri, så vi kunne tage på ture og opleve Vietnam sammen, og det må man sige, at vi gjorde...: 18 km trek i silende regnvejr i nationalpark (det glemmer vi aldrig), håndværkslandsbyer (træfigurer i keramiklandsby??), Ha Long Bugten, cykeltur mellem rismarker og mange andre spændende ting.

D. 25. oktober var vi til vietnamesisk bryllupsreception. I kan læse vores beretning på bloggen. Men det var også en rigtig fin oplevelse at få med i bagagen.

Ivar er på field-trip til Dak Lak-provinsen i denne uge. Dak Lak ligger inde i landet i det sydlige Vietnam, nord fra Ho Chi Minh. Jeg glæder mig til at høre om hans tur. Han skrev en SMS til mig, hvor der stod, at han havde set arbejdselefanter, der var i bad.

Jeg har fået nyt arbejde! Jeg kontaktede NGO (Non-Goverment-Organisation) Resource Center for at arbejde som frivillig og for at få indblik i deres arbejde. De støtter og hjælper forskellige arbejdsgrupper i Vietnam, f.eks. Ethnic Minorities working group, Children Rights working group og mange andre. Jeg arbejder fra 8.30-12.00 hver dag. På grund af det nye arbejde har jeg fået lidt travlt... Især tirsdag og onsdag hvor jeg er på NGO til kl. 12. Derefter skal jeg ud på UNIS fra henholdsvis 15-17 og 14-16. Derefter underviser jeg de voksne vietnamesere henholdsvis fra kl. 17.30-19.00 og 18.00-19.30. Det er blevet nogle lange dage, så derfor er det godt, at det kun er i en periode. Jeg vil selvfølgelig skrive en beretning om, hvad jeg laver på centeret, så den må I vente på.

De næste par måneder kommer der til at ske en masse. Næsten alle vores weekender frem til vi skal hjem til Danmark er booket. Så derfor er det godt, at vi snart har set alle de ting, som vi gerne vil se, inden vi tager hjem. Men Vietnam er et utroligt dejligt land, som man absolut skal besøge, hvis man kan. Og Ivar snakker da også om at komme herover igen om nogle år. Vi mangler stadig Sa Pa, som vi håber kan presses ind i en weekend i december, selvom vi ved, at der på det tidspunkt vil være meget koldt, da byen ligger i bjergene.
I næste uge får vi besøg fra Malaysia af Stine, der er praktikant på den danske ambassade i Kuala Lumpur. Stine er Ivars medstuderende hjemmefra.
D. 25. november er der julebazar, hvor vi har meldt os som frivillige til at lave kranse og stå i madteltet. Derfor er alle torsdage indtil d. 25. november booket, hvor vi har kransebinderaften.
D. 5.-9. december tager vi til Kuala Lumpur for at besøge Stine og se byen. Jeg har allerede lavet en lang liste med ting, som jeg gerne vil se, men den er måske lidt overdrevet, da vi kun har 4 dage. Men det lyder også til, at Kuala Lumpur skulle være en rigtig spændende by.

Danskundervisningen på UNIS slutter allerede d. 7/12, da den er en del af efter-skole-aktiviteerne, og starter op igen d. 14/1 2008, så jeg har ikke mange timer tilbage på UNIS. Så her er jeg også allerede begyndt at tælle ned.

I januar skulle vi få besøg af Johanne, så det glæder vi os også til.

På NGO-centeret snakkes der stort set kun vietnamesisk, og jeg begynder at ærgre mig lidt over, hvorfor jeg ikke har taget tiden til at lære at snakke og forstå lidt. Men sådan skal det nok være. Jeg har i hvert fald ikke tid til det nu med mit hårde program hver uge. Men vi har vænnet os til at høre sproget, og nogle gange tror man, at man kan forstå, hvad de siger. Man vil så gerne bare kunne genkende nogle ord. Det er også meget få ord, som jeg genkender, men når der nævnes noget med tal, så er jeg klar. Så ved jeg, hvad de snakker om.