Månedsberetning oktober - fra Line

Så er vi halvvejs... Vi har haft nogle spændende måneder i Hanoi, og når man tænker på alt det, som vi har oplevet, så glæder vi os også til de næste tre. Men nu begynder vi nok også at tænke på, at vi snart skal hjem... Det er faktisk lidt trist, da vi er meget glade for at være her. Men når vi kommer hjem, så venter der os også nogle nye udfordringer...
Temperaturen er dalet. Det er mest om aftenen, at vi kan mærke det. Så er det ikke nok med en top eller t-shirt længere. I disse dage har vi en form for monsun ifølge de lokale på ambassaden. Det er omkring 20 grader, og det blæser og regner. Den skulle vare ca. en uge, hvorefter det skulle blive varmere igen i en periode, og så kommer vinteren. Sådan plejer det at være hvert eneste år, og sådan bliver det sikkert også i år. Så ved vi det.

I oktober måned er der sket en masse. I uge 42 havde vi besøg af Ivars forældre. Helt nøjagtigt var det 11 dage. Det var rigtig hyggeligt at have dem på besøg, så de kunne se, hvordan her ser ud, og hvad vi oplever til daglig.


En personlig tak til Anton og Merete: ”Tak for besøget!” Ivar havde taget fri hele ugen og Line havde også fri, så vi kunne tage på ture og opleve Vietnam sammen, og det må man sige, at vi gjorde...: 18 km trek i silende regnvejr i nationalpark (det glemmer vi aldrig), håndværkslandsbyer (træfigurer i keramiklandsby??), Ha Long Bugten, cykeltur mellem rismarker og mange andre spændende ting.

D. 25. oktober var vi til vietnamesisk bryllupsreception. I kan læse vores beretning på bloggen. Men det var også en rigtig fin oplevelse at få med i bagagen.

Ivar er på field-trip til Dak Lak-provinsen i denne uge. Dak Lak ligger inde i landet i det sydlige Vietnam, nord fra Ho Chi Minh. Jeg glæder mig til at høre om hans tur. Han skrev en SMS til mig, hvor der stod, at han havde set arbejdselefanter, der var i bad.

Jeg har fået nyt arbejde! Jeg kontaktede NGO (Non-Goverment-Organisation) Resource Center for at arbejde som frivillig og for at få indblik i deres arbejde. De støtter og hjælper forskellige arbejdsgrupper i Vietnam, f.eks. Ethnic Minorities working group, Children Rights working group og mange andre. Jeg arbejder fra 8.30-12.00 hver dag. På grund af det nye arbejde har jeg fået lidt travlt... Især tirsdag og onsdag hvor jeg er på NGO til kl. 12. Derefter skal jeg ud på UNIS fra henholdsvis 15-17 og 14-16. Derefter underviser jeg de voksne vietnamesere henholdsvis fra kl. 17.30-19.00 og 18.00-19.30. Det er blevet nogle lange dage, så derfor er det godt, at det kun er i en periode. Jeg vil selvfølgelig skrive en beretning om, hvad jeg laver på centeret, så den må I vente på.

De næste par måneder kommer der til at ske en masse. Næsten alle vores weekender frem til vi skal hjem til Danmark er booket. Så derfor er det godt, at vi snart har set alle de ting, som vi gerne vil se, inden vi tager hjem. Men Vietnam er et utroligt dejligt land, som man absolut skal besøge, hvis man kan. Og Ivar snakker da også om at komme herover igen om nogle år. Vi mangler stadig Sa Pa, som vi håber kan presses ind i en weekend i december, selvom vi ved, at der på det tidspunkt vil være meget koldt, da byen ligger i bjergene.
I næste uge får vi besøg fra Malaysia af Stine, der er praktikant på den danske ambassade i Kuala Lumpur. Stine er Ivars medstuderende hjemmefra.
D. 25. november er der julebazar, hvor vi har meldt os som frivillige til at lave kranse og stå i madteltet. Derfor er alle torsdage indtil d. 25. november booket, hvor vi har kransebinderaften.
D. 5.-9. december tager vi til Kuala Lumpur for at besøge Stine og se byen. Jeg har allerede lavet en lang liste med ting, som jeg gerne vil se, men den er måske lidt overdrevet, da vi kun har 4 dage. Men det lyder også til, at Kuala Lumpur skulle være en rigtig spændende by.

Danskundervisningen på UNIS slutter allerede d. 7/12, da den er en del af efter-skole-aktiviteerne, og starter op igen d. 14/1 2008, så jeg har ikke mange timer tilbage på UNIS. Så her er jeg også allerede begyndt at tælle ned.

I januar skulle vi få besøg af Johanne, så det glæder vi os også til.

På NGO-centeret snakkes der stort set kun vietnamesisk, og jeg begynder at ærgre mig lidt over, hvorfor jeg ikke har taget tiden til at lære at snakke og forstå lidt. Men sådan skal det nok være. Jeg har i hvert fald ikke tid til det nu med mit hårde program hver uge. Men vi har vænnet os til at høre sproget, og nogle gange tror man, at man kan forstå, hvad de siger. Man vil så gerne bare kunne genkende nogle ord. Det er også meget få ord, som jeg genkender, men når der nævnes noget med tal, så er jeg klar. Så ved jeg, hvad de snakker om.