Månedsberetning oktober - fra Ivar

Som ventet gik oktober hurtigt – forældrenes besøg i midten af måneden har kun levnet omkring 10 arbejdsdage.

Det var rigtig fint og hyggeligt at have forældrene på besøg. Det er imponerende at følelser og forhold så ubesværet kan bevares over 10.000 km – det var som at se dem efter en uges fravær. Og så alligevel var besøget lidt specielt, for det varer jo 3 måneder inden vi ser dem igen, og i den periode passerer jul og nytår.
Men de fik set ”vores verden” og vi var på nogle spændende ture, de fleste nød Line og jeg også som førstegangs-besøgende. Vietnam bliver ved med at imponere, og det var skægt at dele oplevelser og reaktioner med mine forældre! Turene kan I jo læse mere om i de andre beretninger.

Oktober er også måneden, hvor vi for alvor har vænnet os til, at vi lever på denne side af jorden og familien på den anden side af jorden. Sådan er det – med de fordele og ulemper, der nu følger med. At komme så langt kan sikkert give grobund for andre kommende udlandsophold, men hvem ved...

Line har fået prøveperiode på et nærliggende NGO-center, og det bliver spændende at følge med i. Så har vi også booket vores hverdag tilstrækkeligt op. Hun har dejligt meget overskud til at få oplevet en masse gode ting herovre.

Vi tænker ikke så meget på, at vi nu er halvvejs i forløbet – overraskende nok lader det ikke til at betyde så meget... Men praktiske aspekter som hjemtransport af indkøb og den højtprioriterede weekend-planlægning afslører nu alligevel, at vores ophold ikke varer evigt. Poetisk modsvares dette af, at der pludselig er kommet efterårsfarver på enkelte af træarterne. Jeg snakker allerede om at komme tilbage om 10 år – på besøg – for at se landets udvikling og måske genbesøge nogle af stederne.

På ambassaden skal praktikanterne midtvejs-evalueres. En overordnet personlig midtvejs-evaluering af vores ophold vil formentlig have følgende hovedpunkter: Ærgeligt at vores hverdag ikke kan rumme undervisning i vietnamesisk og at jeg ikke har ordentlige muligheder for løbeture; (ellers) tilfredsstillende rammer i bolig, økonomi, etc.; fantastisk både fagligt og privat indhold af opholdet.

Oktober afsluttes for mit vedkommende med, at jeg i de kommende dage skal på min første og eneste tur ud i landet i ambassade-regi. Jeg skal følge to konsulenter (en vietnamesisk kvinde og en australsk ældre dame, der begge er meget dygtige) til Dak Lak og Dak Nong for at ”assistere” og erfare, hvordan der arbejdes i felten. Jeg glæder mig – og skal nok rapportere, når jeg kommer hjem igen.
Ellers præges min ambassadepraktik efterhånden (også) af, at jeg prøver kræfter med min projektrapport til universitetet. Jeg har stadigvæk god tid, men vil gerne have konceptet på plads, så jeg kan diskutere det med min vejleder, når han kommer til Vietnam for at præsentere den danske model for miljøhåndtering som en del af ”Denmark at its best” ugen arrangeret af ambassaden.