torsdag den 27. december 2007

Juleferie i Nha Trang. Dag 1: sightseeing

Meget tidligt om morgen d. 22. december, dvs. kl 3.45, stod vi op for at nå et fly i lufthavnen kl 6.00. Som rejsevante kom vi fint afsted, og flyveturen var en flot rejse: da vi først kom over de lave skyer var det den flotteste solopgang henover ”vattæppet” af skyer. Skytæppet mindede os om snelandskab i Norge (vi glæder os til 1. marts...), og solopgangen fås ikke flottere. Flyveturen var 1½ time til en lille lufthavn 38 km uden for Nha Trang City.
I lufthavnen blev vi opsøgt af en mand, der spurgte om vi skulle bruge en taxi. Han ville have 200.000 vnd. Vi spurgte Mimi (der også er på ferie i Nha Trang) om, hvad vi skulle give for taxaen. Hun skrev, at vi skulle prutte om prisen, for ellers ville vi komme til at betale en overpris. Vi skulle max give 200.000 vnd!! Så havde vi vist fundet vores mand.

Vores hotel lå meget centralt. Lige midt i centrum med barer, restauranter, butikker, spa-steder, rejsebureauer og så 500 m til stranden. Vi havde et værelse med balkon ud til en mindre trafikeret vej, hvor vi blev vækket tidligt om morgenen af dytten og aktivitet.

Vi kunne ikke få vores værelse med det samme, så bagagen blev på hotellet, mens vi gik en tur i byen og ned til stranden. Vi havde stadig masser af tøj på, da det er koldt for øjeblikket i Hanoi, ca. 15-20 grader! I Nha Trang er der mellem 28 og 30 grader og fuld solskin. Efter lidt afslapning på værelset lejede vi en motobike og begyndte på vores sightseeing-tur rundt i byen. Først så vi en katolsk kirke, der var meget lang og i julehumør. Fra kirken kunne vi se til en 14 m høj Buddha-figur, der er blevet Nha Trangs varetegn.

Herefter kørte vi ud til vandet, hvor vi så en meget farverig og flot fiskerihavn med masser af både. Målet var at besøge tårne fra Cham-kulturen, bygget i det 7.-10. århundrede. Modsat de tårne vi så i My Son, blev tårnene stadigvæk benyttet i religiøs henseende, og de var ny-restaurerede. Som både kirken og buddhafiguren havde Cham-tårnene en flot udsigt over byen. På vejen hjem til hotellet kørte vi ad strandpromenaden – det er jo det Nha Trang er berømt for.
Frokosten spiste vi på en god restaurant lige ud til stranden. Ivar kunne ikke modstå de gode bølger, så han badede bagefter.



Line kunne ikke modstå kogte og grillede jomfruhummerhaler og krabber, som en lokal kvinde tilbød hende, så hun hyggesnakkede og spiste på stranden, mens Ivar tumlede rundt i vandet.
Aftensmaden fik vi på en vietnamesisk restaurant, hvor Line fik grillede jomfruhummerhaler igen. Godt trætte efter en meget lang dag, gik vi derefter tidligt i seng.

Ingen kommentarer: