I Nha Trang kan man besøge et center med mudderbad, mineralvand, pools osv. Det skulle da prøves, så det blev Lines julegave til hende selv. Line tog afsted med Mimi, mens Ivar blev på hotellet og arbejdede på sin opgave... Ved indgangen kunne man vælge lige, hvad man havde lyst til. Vi tog "en pakke" med privat mudderbad, privat pool med mineralvand og to pools til 150.000 dong (50 kr) pr. person. Karrene med mudder var placeret på flere etager, alt efter hvor mange personer man var.
Mudderbadet foregik på den måde, at man satte sig ned i et kar, hvorpå der blev fyldt varm mudder i. Vi fik taget billeder, inden hænder, arme og hår blev mudret til! Det var en spændende konsistens, som gjorde håret dejligt blødt, og det var også en god ansigtsmaske. Vi lå i karet i en halv time, hvorefter vi skulle ligge ned på en solvogn og vente på at mudderet tørrede. Hvis man vasker det af med det samme, mister man effekten af mineralerne.
Vi brugte nok 10 min på at skylle os bagefter. Det var svært at få mudderet af, som bare var allevegne. Derefter blev vi ledt videre til vores private pool med meget varmt mineralvand, men først skulle vi stå mellem to mure, hvor der kom stråler med varmt vand ud. Efter denne omgang med mineraler gik vi ned til pool-området, hvor der var to pools med 38 grader varmt vand. Det blev efterhånden rimelig varmt, som dagen skred frem! Der var også et vandfald med varmt vand, hvor man kunne blive lidt masseret i nakken og skuldrene. Man kunne ligge ved pool-området, så lang tid man ville. Jeg skiftedes til at ligge i solen og i skyggen. På et tidspunkt aftalte vi, at vi skulle ligge 30 min på maven, men efter 5 min måtte jeg rykke ind i skyggen. Det var en rigtig skæg og meget afslappende oplevelse, som godt kan anbefales.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar