mandag den 3. december 2007

Bac Ha marked

På Mountain View Hotel kunne vi vælge mellem forskellige ture og valget for søndag endte med en tur til Bac Ha marked.
Bac Ha er en by, der ligger 3½ times kørsel øst for Sa Pa og 2 timer fra Lao Cai, hvor toget fra Hanoi ankommer. Turen startede kl. 7.00 fra hotellet, hvor vi kom med en van med 14 personer.

På vej til Bac Ha havde vi dog et mindre uheldigt stop, da det ene forhjul lavede underlige lyde. Vores chauffør var fix på fingrene og fik efter 10 minutters roden tilsyneladende formindsket problemet. Efter en lang, bumpet, snørklet og støvet tur og gennem flere bjergpas nåede vi endelig frem til Bac Ha.

I Bac Ha er der kun marked om søndagen, og det tiltrækker massevis af mennesker – både lokale og turister. Der kommer minoriteter fra de forskellige bjerglandsbyer for at sælge vandbøfler, hunde, svin, heste, gæs, tøj, frugt, grønsager, souvenirs og mange flotte og farverige beklædningsgenstande. Det er især minoriteten ”Blomster H’muong” , der lever i området omkring Bac Ha, og derfor var det også dem, der dominerede markedet med deres flotte farverige dragter.

Vi begav os ind i virvaret af sælgere og farver med forhåbninger om at finde noget stof og småting, men kom ud med noget mere end det! Line har været ret forelsket i store tæpper/sengetæpper, så da vi kom forbi et flot lilla tæppe, og hun fik prisen ned til ca. det halve, fik vi et par kilo mere at bære på... Og sådan fortsatte det med pudebetræk, taske, ærmestykker og endnu en taske. Med gårsdagens aftensindkøb har vi også bidraget med vores andel af de lokales omsætning.

Efter markedet blev vi vist rundt i en blomster-H’muong landsby, hvor vi var på besøg i et privat hjem. Pigerne pillede jordnødder (røde nødder), huset var af ler (vægge og gulv) og køkkenstedet havde to store ”wokke”. Majs er en vigtig afgrøde i området, og de havde store lagre på loftet.

Tilbage i Lao Cai så vi grænseovergangen til Kina (der ligner Vietnam meget – bortset fra sproget er det ikke så anderledes på afstand). Overgangen så meget kontrolleret ud. Herefter blev vi smidt af bussen, der tog tilbage til Sa Pa. Vi brugte ventetiden på et par timer i Lao Cai, hvor vi kiggede forbi et marked, der mindede om en messe. Man fejrede 100-års-dagen for byen. Herefter spiste vi aftensmad på en restaurant, hvor vi fik tid til at skrive denne beretning. Vi håber, I nød at læse den.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nice hat, Ivar!

Anonym sagde ...

Kære Ivar. Nice hat! KH far