Madlavning herovre er spændende: nye ingredienser og nye muligheder. Grøntsager og kød købt på markederne er billige, og hvis man handler om morgenen er varerne friske!
Et dejligt bananudvalg.
Morgenmaden er dagens vestlige måltid. Den består af cornflakes, musli eller havregryn overhældt med noget halv-fed, sødt vietnamesisk mælk.
Frokosten får Ivar på ambassaden. Kantinen er god og billig (3-4 kr. per frokost), og menuen er oftest stegt kød, ris og en enkelt slags grøntsag. Line er begyndt at lave mad sammen med vores maid Nung, og suger til sig af vietnamesiske opskrifter og kogekunst-fif. Ivar får glæde af det tillærte om aftenen.
Vi har indtil videre foretrukket at lave aftensmad selv. Det giver indtryk af hverdagsrutiner, og det er godt at have noget at være sammen om. Menuen er oftest grøntsager stegt på panden med gode nudler, Dien Bien ris eller – en sjælden gang – pasta til. I køkkenet er der soja, fiskesauce, smagsforstærkere og andre gode ting at tilsætte, og vi har selv fået købt nogle krydderier: oregano, paprika, merian og stødt kanel. Vi fandt en lille butik på det lokale marked, der havde store bøtter med mange forskellige krydderier.
Vestlige varer kan købes i de store og dyre supermarkeder (som der faktisk ikke er så mange af), men det er ikke så mange madvarer, vi køber der. Det er mest æg, mælk, salt, mel, sukker og morgenmadsprodukter.
Line har i ugevis været på jagt efter gær, og har da for nyligt også fundet noget tørgær i en butik, der forhandler vestlige varer. Butikken hedder L's place og ligger tæt på Sheraton Hotel, hvis nogle skulle være interesseret. De skulle også have rugbrødsblandinger, men der var desværre udsolgt, da vi var forbi.
Vi arbejder på en ranking af spisesteder, men skal lige have fundet et smart system til at opdatere det på nettet, inden vi lægger det ud.
onsdag den 19. september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Er der noget særligt, vi skal have med? Jeg kan se, at det er svært at skaffe kaffe, leverpostej og skummetmælk ....
Send en kommentar