Som I måske har bemærket på nogle af vores fotos, var Ivar efterhånden blevet temmelig langhåret – altså i udseende. Så det besluttede vi os for at gøre noget ved.
Og når vi nu er i Vietnam, skulle det også gøres på ”vietnamesisk”; dvs. på fortovet (se tidligere beskrivelse af aktiviteter på fortovet) hos en frisør, der kan pakke alt sit grej + spejl i en kuffert og flytte fra sted til sted.
Heldigvis har vi sådan en frisør på hjørnet, 10 m fra vores indgangsport. Og frisøren viste sig at være lidt af en kunstner – stolt over sin profession!
Lige før Ivar skulle til (man sidder i kø på fortovet), blev en ung mand plysset, så vi var lidt nervøse for, hvordan vi skulle forklare frisøren, hvordan vi gerne ville have frisuren. Han snakkede overhovedet ikke engelsk!
Men vi sprang ud i det, aftalte en pris og kommunikerede efter bedste evne nogle håndfagter om, hvor kort og hvortil. Ivar fik et klæde over, som i 35 graders varme kombinerede klipningen med en sauna.
Line tog fotos og frisøren/kunstneren var straks ”på”, smilede og gav anvisninger til, hvordan billederne kunne tages. Alt imens Ivars hår blev kortere og kortere.
Men klipningen stoppede dog, inden vi blev utilfredse. I stedet tog han et nyt barberblad i skraberen for at ordne kanter og skægstubbe. Han var lidt skuffet over ikke at få lov til at ordne skægget også – måske en plet på hans mesterværk.
Selve klipningen var lidt af en event med forbipasserende, der stoppede op (Line talte på et tidspunkt 6 personer, der gloede) og kom med kommentarer, som vi selvfølgelig ikke forstod. Men det var vist ret morsomt med en temmelig behåret og skægget europæer, som ikke forstod vietnamesisk.
Og ja, så kostede klipningen den nette sum af ca. 7 kr.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar