Kombineret tur til Hoi An og Hue - de første dage i Hoi An

Ivar og jeg ankom til Hoi An onsdag aften, hvor vi blev indlogeret på Hai Au Hotel i et værelse med balkon, badekar og god plads. Vi overnattede også på Hai Au Hotel sidste gang, og det kan klart anbefales. Personalet er søde og hjælpsomme, værelserne er rene og fine, morgenmaden er bestemt et plus: ris, æg, pandekage, frugt, te, kaffe, juice, brød, marmelade, ost og smør. Torsdag formiddag ankom Johanne og Martin fra Nha Trang. Vi gik straks i gang med indkøbene...

Johanne og jeg fik bestilt jakkesæt med både bukser og nederdel. Derefter besøgte vi en butik, hvor jeg også fik syet tøj sidste gang. Jeg havde medbragt et foto af dem og mig, og det blev de rigtig glade for. Johanne og jeg tilbragte det meste af eftermiddagen sammen med dem og fik da også bestilt en del tøj. Martin og Ivar fik da også bestilt jakkesæt, frakker og skjorter med en pause og en øl indimellem. Fredag formiddag gik med at tilpasse tøj til Martin og Ivar.

Vi fik frokost på en hyggelig restaurant, hvor vi lige akkurat nåede at sluge maden, før vi skyndte os tilbage til hotellet, hvorfra vi skulle med bussen til Hue.

To dage i Hue

Vi tog bussen til Hue fredag middag. Det kostede 4 USD pr. person, og der er ca. 160 km. Vi blev hentet udenfor hotellet. Busturen var rigtig fin, hvor vi kørte gennem flere pas og en tunnel på 6 km. Der var nogle utrolige og fantastiske udkikspunkter med udsigt til vand næsten hele tiden og nyplantede rismarker. Den grønne farve grundet rismarkerne var helt ubeskriveligt.

Et lille minus var dog, at hornet i bussen sad indvendigt og larmede rimelig meget. Men det fiksede Ivar hurtigt med servietter i ørerne! Det tog ca. 3½ time med et enkelt stop undervejs. Vi gik en aftentur i Hue efter at være blevet indlogeret på det bedste 1-stjernet hotel, vi har oplevet. Vi spiste aftensmad på en royal restaurant med en menu til 8 USD pr. person. Den indeholdt bl.a. flotte kreationer af grønsager, som Line kiggede længe på.

Hue er især berømt for den gamle kongeby/citadellet, som man kan besøge og så kongegravene. Lørdag havde vi hele dagen til rådighed, så vi bestilte en heldagstur, der inkluderede 3 besøg ved 3 meget forskellige og imponerende kongegrave. De mest populære kongegrave ligger kun få kilometer fra Hue, så det er ideelt at leje en cykel/motobike og så komme rundt på den måde.
Efter en vietnamesisk frokost (ris, grønsager, kød, æg og suppe) kørte vi til kongebyen, som var meget imponerende og stor.

Her brugte vi et par timer. Der var mange bygninger, der var flot bevarede og man fik en god fornemmelse af, hvordan det må have været at bo der. Efter dette besøg så vi en pagode, hvor vi så drenge som munke. Vi så f.eks. en dreng, der sad og brugte lang tid på at rengøre bladene på en orkideé. Drengene havde kåber på og håret var klippet ens på dem allesammen. Efter besøget i pagoden sejlede vi med en dragebåd tilbage til centrum. Vi så mange husbåde, der lå langs ved breden. Selv husbådene havde et lille tempel. Det var en rigtig hyggelig dag med mange indtryk til ca. 200.000 vnd pr. person. Aftensmaden blev nydt på en italiensk restaurant med rigtig god mad, vin og live musik.

Om søndagen skulle vi tilbage til Hoi An til middag, så det var begrænset, hvad vi kunne finde på og nå indenfor tidsrummet. Men vi fik lejet et par motobikes og kørte en tur til stranden, hvor vi var et par timer. Der var blå himmel og fuld solskin. Det var noget Johanne kunne lide. Hun følte sig noget snydt efter en overskyet ferie i Nha Trang.

Vi vil huske Hue og området for de mange flotte kongegrave, templer, pagoder, cykeltaxaer og den imponerende kongeby.

Dag 3: Mudderbad på juleaftensdag

I Nha Trang kan man besøge et center med mudderbad, mineralvand, pools osv. Det skulle da prøves, så det blev Lines julegave til hende selv. Line tog afsted med Mimi, mens Ivar blev på hotellet og arbejdede på sin opgave... Ved indgangen kunne man vælge lige, hvad man havde lyst til. Vi tog "en pakke" med privat mudderbad, privat pool med mineralvand og to pools til 150.000 dong (50 kr) pr. person. Karrene med mudder var placeret på flere etager, alt efter hvor mange personer man var.

Mudderbadet foregik på den måde, at man satte sig ned i et kar, hvorpå der blev fyldt varm mudder i. Vi fik taget billeder, inden hænder, arme og hår blev mudret til! Det var en spændende konsistens, som gjorde håret dejligt blødt, og det var også en god ansigtsmaske. Vi lå i karet i en halv time, hvorefter vi skulle ligge ned på en solvogn og vente på at mudderet tørrede. Hvis man vasker det af med det samme, mister man effekten af mineralerne.

Vi brugte nok 10 min på at skylle os bagefter. Det var svært at få mudderet af, som bare var allevegne. Derefter blev vi ledt videre til vores private pool med meget varmt mineralvand, men først skulle vi stå mellem to mure, hvor der kom stråler med varmt vand ud. Efter denne omgang med mineraler gik vi ned til pool-området, hvor der var to pools med 38 grader varmt vand. Det blev efterhånden rimelig varmt, som dagen skred frem! Der var også et vandfald med varmt vand, hvor man kunne blive lidt masseret i nakken og skuldrene. Man kunne ligge ved pool-området, så lang tid man ville. Jeg skiftedes til at ligge i solen og i skyggen. På et tidspunkt aftalte vi, at vi skulle ligge 30 min på maven, men efter 5 min måtte jeg rykke ind i skyggen. Det var en rigtig skæg og meget afslappende oplevelse, som godt kan anbefales.

Dag 4: Ba Ho Stream

For at se lidt andet end strand, hav og badeby lejede vi igen en motobike 1. juledag. Vi havde planer om at tage til Ba Ho, som betyder tre søer. ”Turen går til” var igen upræcis mht direktioner, men vi begav os optimistiske af sted.

Det var en rigtig flot tur op mod de tre søer med arbejde i rismarkerne, bøfler og dambrug a la Vietnam. Vi nåede også til et skilt, hvor der stod tre kilometer til Ba Ho, men derefter så vi ingen skilte. Efter 10 km (vietnamesiske kilometre har det med at være længere end danske) snakkede vi med nogle andre turister på motobike, der havde samme mål. Med fælles spørgen-om-vej i tre omgange lykkedes os at finde ind til området med søerne.
Efter at have betalt entré på ca 5 DKK for 2 personer begav vi os af skovstien mod søerne. Vi fik hurtigt selskab af en hjælpsom vietnamesisk kvinde, der støttede Line hele vejen opad. Og det var der også god grund til, for stien gik stejl op og ned ad klipper langs med vandløbet.
Sø nummer 1 havde et flot vandfald. Ivar badede i sø nummer 2 (og vandet var særdeles koldt). Klipperne blev for stejle til Line inden sø nummer 3, så det var kun Ivar, der kiggede derop.
Ved sø nummer to blev vi mødt af en grøn slange, der lå fredeligt i en klippehule.



Og vi blev tilbudt kolde øl og vand af en vietnameser (vietnameserne har en fantastisk evne til at være alle steder, hvor turister kunne tænkes at være tørstige – ligemeget hvor afsides det er).
På vejen hjem gjorde vi holdt på et turistresort, hvor der var god udsigt til en fiskerlandsby og en hyggelig bugt med masser af garn sat ud. Fra resortet var der mulighed for at tage ud til ”abeøen”, hvor der skulle være aber overalt. Vi nøjedes dog med at se øen på afstand.

Efter turen tog vi en lille badetur på stranden, men vinden var blæst op og bølgerne var blevet så store, at de væltede Line i brydningen, så det holdt vi hurtigt op med igen. Men strandlivet er meget hyggeligt, så vi gik en tur i stedet.

Dag 5: snorkling igen...

Vi ville gerne snorkle igen, så det blev udflugtsmålet på den sidste dag i Nha Trang. Vi blev denne gang hentet præcis 7.30 ved hotellet og derefter kørt til marinaen. Vi blev budt velkommen af "Turtle Dive" og blev budt på kaffe eller te. Vi sejlede ud i meget kraftigt blæsevejr, så vi var noget spændte på, om kaptajnen kunne finde et sted at lægge til, hvor der var nogenlunde læ.




Vi lagde til i en bugt sammen med andre turistbåde. Fiskerbådene var også gået i læ i bugten. Selvom der ikke var så mange bølger, så blæste det stadig rimelig meget. Bare se på Ivars hår! Men vi kom i våddragten, fik maske og svømmefødder på, og så var det ellers ud i vandet.

Ivar var i vandet 3 gange og fik taget en masse billeder med vores engangskamera, som vi havde købt. Der kom desværre vand ind i kameraet, så nu ved vi ikke, om billederne kan fremkaldes, men sjovt var det at tage billederne.


Der var god tid til afslapning, dykning og solbadning, så det var en rigtig hyggelig dag på trods af blæsevejret.


Da vi kom tilbage til byen var der inkluderet en frokost i prisen. Den blev hurtigt nydt på en restaurant tæt ved hotellet. Vi skulle skynde os videre for at bade, pakke det sidste, tjekke ud og så med taxi til lufthavnen.

Malaysia - 4 dage

Ivar og jeg havde besøg af Stine for en måned siden, så nu var det vores tur til at besøge hende. Stine er praktikant på Den Danske Ambassade i Kuala Lumpur og studerer i Aalborg sammen med Ivar.

Ivar og jeg skulle afsted onsdag aften fra Noi Bai Lufthavn. Flyet var forsinket en time, så vi fik tid til at skrive på Messenger og spise lidt i lufthavnen, inden flyet var klar til afgang.

Efter kyndig vejledning fra Stine vidste vi nøjagtig, hvad vi skulle gøre i lufthavnen i KL, men alligevel blev vi snydt og kom med en dyrere deluxe taxa end forventet. Det var en flot tur til hovedstaden, hvor vi var imponeret over de høje huse, de gode veje og renheden. Alt var godt lyst op og så meget imponerende ud.

Praktikanterne bor på 20. etage og har udsigt til Twin Towers og Kuala Lumpur Tower, der er to vigtige attraktioner i KL. Det var en rimelig imponerende udsigt, som vi kunne betragte længe.

Billedet er taget fra Stines værelse.

Om torsdagen havde vi en stille formiddag - i sengen. Line havde influenza, men kom på benene så vi mødtes med Stine til frokost på en lokal restaurant hvor vi fik retter med en blanding af malaysisk og indisk mad.

Efter frokost skulle Stine på arbejde igen, så imens kiggede Ivar og jeg på byen. Vi besøgte Little India og Chinatown, som består af butikker, boder og restauranter. Vi tog også et smut forbi Central Market, der er en stor indendørs hal med flotte boder med alverdens ting. Vi så flot håndværk med ting lavet af bambus og kokosnød.

Vi var ikke så heldige med vejret, da det var overskyet hele dagen og det regnede. Men på den anden side var det måske bedre end fuld solskin og 30-35 grader, når vi skulle gå rundt og se forskellige ting.

Vi tog metroen til Twin Towers, hvor vi oplevede lidt julestemning i nederste etage med julemusik, juletræ og butikker med julepynt. .

Vi gik udenfor, så vi kunne betragte de mægtige tårne på tæt hold. De er ret imponerende, når man står lige ved siden af.

Vi mødtes med Stine på ambassaden, hvor vi fik en rundvisning og fik hilst på den danske ambassadør. Herefter tog vi på en kort jungletur til KL Tower, som I kan se på billedet nedenunder. Ambassaden lå lige ved siden af tårnet. Man går gennem en regnskov, som de har bevaret midt i centrum for at komme til bunden af tårnet.

Elevatoren bringer dig til toppen af tårnet, der er 420 m højt. Der var desværre en del diset, men det var spændende at komme lidt op og se KL fra oven.

Om aftenen tog vi til en anden bydel, som var meget levende og interesant på mange måder. Der var mange internationale restauranter, hvor vi endte med at spise på en indisk restaurant med indiske ølkrus, som Ivar fandt ret interessante og flotte. Han fik såmænd også en indisk øl.

Pangkor Island - nord for Kuala Lumpur

Fredag og lørdag valgte vi at tage til Pangkor Island (ca. 8 km fra nord til syd), der ligger 3-4 timers kørsel nord for Kuala Lumpur. Vi kørte gennem flotte og store plantager med palmetræer - lige så langt som øjet rakte kunne vi se grønne og frodige palmetræer, bananpalmer og papaya. Det var en lang bustur og med uventede stoppesteder, men vi nåede frem til Lumut omkring frokosttid, hvorfra vi skulle sejle med båd til Pangkor. Turen til øen tager ca. 30 min.

Fra havnen tog vi en taxa til Nipah Bay Villa - et hotel, hvor vi skulle overnatte. Vi overnattede i en lille hytte for ca. 150 kr., hvor der var plads til mindst 3 personer. Vi havde eget toilet og bad og en lille terrasse foran hytten. Der var gåafstand til stranden på nogle hundrede meter. Langs med stranden var der spisesteder og mulighed for at købe souvenirs - især badetøj, saronger, t-shirts, shorts og badeudstyr.


Vejret i KL var overskyet og regnvejr onsdag og torsdag, så vi var noget spændte på, hvordan vejret ville være på Pangkor Island. Om fredagen var det overskyet og det dryppede lidt, men om lørdagen klarede det op med blå himmel, få lette skyer og solskin, så det var bare helt perfekt. Stine og Ivar endte med at blive en del røde i huden! Fredag eftermiddag bestilte vi en snorkeltur til øen på billedet. Vi betalte "the beach boys" for snorkeludstyr og så gik det ellers i flyvende fart i en lille speedbåd til øen.


Vi snorklede i to timer, hvor vi så mellem 15-20 forskellige slags fisk i flotte farver. Det var utroligt fascinerende at se så mange farverige fisk, da Line endelig fik lært at snorkle... Det havde hun ikke prøvet før. Det var lidt som at svømme i et akvarium, hvor fiskene kom utroligt tæt på. Der var en del strøm fra både, der lagde til øen, så det var svært at holde balancen i vandet. Når man skulle have en lille pause, så kunne man finde en klippe ude i vandet, men de var meget glatte og skarpe. Line skar sig på én af klipperne i foden, så hun humpede lidt dagen efter.

Om aftenen spiste vi på én af de lokale restauranter. Der lå friske fisk, blæksprutter og rejer, som man kunne få grillet. Man skulle bare pege på det, som man gerne ville have.

Der var en del larm næsten hele natten, så det var begrænset hvor meget søvn vi fik. Der var et fjernsyn, der kørte hele natten og en familie med børn, der stod rimelig tidligt op. Men vi stod op og fik morgenmad, og så var vi klar til dagens udfordringer. Om lørdagen lejede vi en motobike, så vi kunne se nogle af de seværdigheder, der var på øen. Vi så bl.a. et hollandsk fort, der var blevet restaureret, en historisk sten med spændende graveringer, et indisk og kinesisk tempel. Vi så aber, der løb frit omkring og som ikke var bange for turister, der stoppede op og tog billeder. I kan se aberne på billedet. Øen var utrolig frodig og grøn og meget af skoven var meget tæt. Der var nogle stejle stigninger, som overraskede os et par gange - helt op til 20%.

Pangkor Island er en rigtig hyggelig ø, , hvor vi godt kunne have brugt et par dage mere.

Om aftenen var vi igen i KL. Vi spiste aftensmad på en kinesisk restarant, hvorefter vi ledte efter et natmarked, som var lidt svær at finde. Men vi fandt det og fik købt lidt julekrydderier, kardemommefrø og nellikker.


Søndag formiddag brugte vi i et shoppingcenter, der lå nogle hundrede meter fra praktikanternes lejlighed. Vi fik lokal morgenmad med roti (brød), nudler, ris og suppe. Derefter tog vi med bus til lufthavnen, hvor flyet til Hanoi var forsinket 1½ time, så vi havde god tid i lufthavnen. Men alt i alt en rigtig hyggelig tur til Malaysia med mange nye og anderledes indtryk. På 4 dage brugte vi i alt 500 kr. pr. person.

Sa Pa - trek til Lao Chai

Da vi besluttede os for at tage til Sa Pa, var der ikke flere almindelige togbilletter, så vi endte i en deluxe kupé, som vi skulle dele med to andre. Vi tog med toget fra Hanoi torsdag aften og ankom til Lao Cai kl. 05.30 efter en nat med bump, opbremsninger og motorstøj. På mærkværdigvis fik vi alligevel sovet lidt. Vi skulle hjem igen søndag aften, hvor man så ankommer til Hanoi kl. 05.00 mandag morgen.


Fra Lao Cai skal man køre i bus i en time (opad!) for at komme til Sa Pa, som er en højtliggende landsby (1600 moh). Og sikke en fantastisk udsigt der var fra vores værelse på Mountain View Hotel – lige ud til dalen og de høje bjerge i baggrunden. Lige ud for vores vindue havde vi udsigt til Fansipan, der er det højeste bjerg i Vietnam og Indokina (3000 moh). Det tager 2-3 dage at bestige bjerget.


Efter en god god og billig morgenmad (yoghurt med frisk frugt og muesli, te og Pho til ca. 13 kr.), på hotellet tog vi på en-dags-trekking-tur rundt i området, der gik forbi tre forskellige minoritetslandsbyer (sort H’muong, Rød Dao og Zay. Vores guide var H’muong og talte godt engelsk. Som I kan se på billederne, gik hun rundt i sin minoritetsdragt, som så mange andre lokale.
På næsten hele turen blev vi ledsaget af flere H’muong-kvinder, der gladeligt spurgte om hvor gamle vi var, hvad vi hed, og om vi var kærester.

Flere af dem havde børn og var gift. Èn af dem bar en 6 måneder gammel pige på ryggen, der smilte og grinede det meste af tiden og spiste sukkerrør. Kvinden var 19 år gammel, var gift og havde to børn. Det er normalt for H’muong-minoriteten med arrangerede ægteskaber, at piger helt ned til 9-års alderen bliver gift men typisk, når de er 15 år gammel. Vores guide var 21 år gammel, og hun var allerede blevet skilt.

Vi fulgte en asfaltvej nogle kilometer ud af Sa Pa, hvorefter vi forlod den og fortsatte af små stier blandt rismarker, ad knoldede stier i terrænet, over vandløb og hængebroer og gennem hyggelige landsbyer. Det meste af turen gik vi i bunden af dalen tæt på floden, risterrasser og bjerge på begge sider.
Minoriteterne i området farver, syr, væver og broderer tøj, tæpper, huer, pudebetræk, tasker og meget andet. Pigerne skal lære at sy, inden de bliver 9 år gammel.

Herefter går nogle af dem i skole, mens andre hjælper til hjemme. Hvis en familie har seks børn, er det meget normalt, at kun halvdelen af børneflokken går i skole, mens resten hjælper til i hjemmet. Vi kom også forbi en skole, hvor vi smugkiggede ind i to klasser, hvor der var undervisning.







Vi besøgte også vores guides hjem, hvor vi fik en rundvisning i en kold og stor træbygning, som næsten kan sammenlignes med et hus i vikingetiden. Moderen var ”sharman”, en helbreder og de var i alt 9 søskende fra to ægteskaber.

Det var en rigtig spændende trekking-tur fra kl.9.00 om morgenen til kl. 15.00 om eftermiddagen.

På motobike i området nær Sa Pa

Om lørdagen havde vi besluttet os for, at vi ville kigge på området omkring Sa Pa på egen hånd, og derfor lejede vi en motobike gennem hotellet.
Inden vi tog afsted på motobiken, tog vi hen til det lokale marked, hvor minoriteterne kommer for at sælge deres varer. Der er marked hver dag, men om lørdagen er der flere mennesker og flere minoriteter. De solgte bl.a. stof, pulver til farvning af tøj og stofstykker, som dem I kan se på billedet.
I kan se min nye hat. Ivar købte også en, men den er lidt anderledes i farverne og har et andet mønster. De solgte mange af disse hatte i Sa Pa.



Som I kan se på billedet, så var vi ret heldige med vejret. Både fredag og lørdag var der fuld solskin og blå himmel, så vi fik røde næser.
Vi havde læst og hørt om nogle forskellige steder, som det var muligt at se på egen hånd. Den første køretur gik til Silver Waterfall, der ligger ca. 30-40 minutters kørsel fra Sa Pa. Vi kørte af nogenlunde veje, hvor der hele tiden var en fantastisk udsigt til bjerge, dale, høstede rimarker, teplantager, frugtplantager og små vandfald.

Vi parkerede motobiken ved foden af vandfaldet, hvor sælgere var klar med mad, te og souvenirs. Vi undrede os over, hvorfor det hed sølv-vandfaldet, men både når man ser det på afstand og helt tæt på, så får vandet en meget flot sølvfarve. Vi så et par billeder af vandfaldet, hvor vi købte billetterne, og kunne se at der plejer at være meget mere vand.
Men det var en rigtig hyggelig tur til vandfaldet, hvor vi havde en lille pause med kiks, rosiner og vand, inden turen gik til Sa Pa igen. Vi var omgivet af flotte efterårsferier og dejlig bjergluft.
I Sa Pa fik vi frokost, hvor vi bl.a. prøvede en lokal hvidvin.




Efter frokosten kørte vi til Cat Cat Village, der er en H'muong landsby. Vi gik mange trin ned til dalen, hvor vi også så et vandfald. På vejen derned gik vi forbi husene, der hører til landsbyen. Og igen var der huse, hvor de solgte souvenirs og drikkelse. Der var mange børn, der legede på stentrapperne.

Om aftenen var vi godt trætte, men vi valgte alligevel at tage til et show, hvor vi så forskellige minoriteter optræde.

Bac Ha marked

På Mountain View Hotel kunne vi vælge mellem forskellige ture og valget for søndag endte med en tur til Bac Ha marked.
Bac Ha er en by, der ligger 3½ times kørsel øst for Sa Pa og 2 timer fra Lao Cai, hvor toget fra Hanoi ankommer. Turen startede kl. 7.00 fra hotellet, hvor vi kom med en van med 14 personer.

På vej til Bac Ha havde vi dog et mindre uheldigt stop, da det ene forhjul lavede underlige lyde. Vores chauffør var fix på fingrene og fik efter 10 minutters roden tilsyneladende formindsket problemet. Efter en lang, bumpet, snørklet og støvet tur og gennem flere bjergpas nåede vi endelig frem til Bac Ha.

I Bac Ha er der kun marked om søndagen, og det tiltrækker massevis af mennesker – både lokale og turister. Der kommer minoriteter fra de forskellige bjerglandsbyer for at sælge vandbøfler, hunde, svin, heste, gæs, tøj, frugt, grønsager, souvenirs og mange flotte og farverige beklædningsgenstande. Det er især minoriteten ”Blomster H’muong” , der lever i området omkring Bac Ha, og derfor var det også dem, der dominerede markedet med deres flotte farverige dragter.

Vi begav os ind i virvaret af sælgere og farver med forhåbninger om at finde noget stof og småting, men kom ud med noget mere end det! Line har været ret forelsket i store tæpper/sengetæpper, så da vi kom forbi et flot lilla tæppe, og hun fik prisen ned til ca. det halve, fik vi et par kilo mere at bære på... Og sådan fortsatte det med pudebetræk, taske, ærmestykker og endnu en taske. Med gårsdagens aftensindkøb har vi også bidraget med vores andel af de lokales omsætning.

Efter markedet blev vi vist rundt i en blomster-H’muong landsby, hvor vi var på besøg i et privat hjem. Pigerne pillede jordnødder (røde nødder), huset var af ler (vægge og gulv) og køkkenstedet havde to store ”wokke”. Majs er en vigtig afgrøde i området, og de havde store lagre på loftet.

Tilbage i Lao Cai så vi grænseovergangen til Kina (der ligner Vietnam meget – bortset fra sproget er det ikke så anderledes på afstand). Overgangen så meget kontrolleret ud. Herefter blev vi smidt af bussen, der tog tilbage til Sa Pa. Vi brugte ventetiden på et par timer i Lao Cai, hvor vi kiggede forbi et marked, der mindede om en messe. Man fejrede 100-års-dagen for byen. Herefter spiste vi aftensmad på en restaurant, hvor vi fik tid til at skrive denne beretning. Vi håber, I nød at læse den.

Ba Vi Nationalpark med en overnatning

Stine, som Ivar studerer sammen med på universitetet, og som er i praktik på Den Danske Ambassade i Kuala Lumpur i Malaysia, har været på besøg hos os torsdag til søndag. Ivar kunne ikke få fri fra arbejde, så de første par dage forløb stille og roligt med indkøb og spisning i Hanoi.

Men det blev der lavet godt og grundigt om på i weekenden. Vi havde besluttet os for at se nærmere på det nærmeste bjerg, Ba Vi, som ligger 50-70 km fra Hanoi centrum. Så vi lejede en ekstra motobike til 4 $ per dag og tog af sted med let oppakning. Hvad vi ikke vidste var, at turen ville blive et vietnamesisk Dakar Rally... Mange af vejene så ud som på billedet.

Stort set hele vejen til Ba Vi havde staten besluttet at forny og opgradere vejen – og vi kom ind i ”byggerodet” med ødelagte veje, støv og næsten ingen jævne vejbelægninger. At vi sammenligner med Dakar Rally skyldes også, at vi jo var to på en motobike, som i forvejen havde dårlig affjedring (det var en hård tur til Mai Chau...)! I skrivende stund har vi godt ondt i bagen. Men det bliver helt sikkert en rigtig god vej engang, når de bliver færdige... Selve ruten var sådan set god nok, da vi var meget hurtige ude af Hanoi og dermed også væk fra den tætte trafik.

Efter nogle timers kørsel kom vi til Son Tay (den størte by i Ha Tay provinsen), hvor vi spiste frokost på et meget lille gadekøkken. Til gengæld var værterne meget snakkesaglige – især mændene, som til deres egen mad tog en flaske risvin. En af dem blev så frimodig at han var ved at fri til Stine!. Maden var lidt anderledes, end det vi er vant til at få – blandt andet sylte, men vi blev mætte og betalte så i alt 50.000 dong for festmåltidet.

Herefter gik det mod Ba Vi, og da det ligger i en nationalpark, skulle vi betale entré. Bjerget er 1200 meter højt og vejen derop ca. 12 km, så det er nemt at regne sig frem til, at stigningerne var rimelig stejle og det var temmelig hårdt for Lines lille motobike.

Efter nogle afkølings-pauser og en masse flotte udsigter nåede vi til asfaltvejens ende. Og det var heller ikke et sekund for tidligt, da vi var meget tæt på at løbe tør for brændstof – uden nogen mulighed for at tanke op!

Vi forsatte derefter af cement-belagte stier. På toppen lå – som sædvanen er – et tempel med et par tempelvagter og nogle fine planter omkring. Blandt andet nogle kanel-træer. Der var 1200 trin til toppen, så det tog et stykke tid at komme derop. Men der var en helt fantastisk udsigt, ro og stilhed.

Halvvejs nede ad bjerget var der mulighed for at overnatte, og da det var ved at blive mørkt besluttede vi os for det. Værelserne var fine – men kostede også 280.000 dong, som efter skumle argumenter blev sat op til 330.000 dong af en slesk vært, som godt kunne se, vi ikke havde lyst til at køre i mørket. Vi beklagede os lidt og gav efter – men spiste aftensmaden ved den nærliggende konkurrent. Med vores stærkt begrænsede sprogkundskaber fik vi bestilt – tilfældigvis deres dyreste ret: En kylling, som vi fandt meget sej og kedelig. Efter aftensmaden blev vi inviteret ned i den anden ende af det lange bord til grøn te. Værten kom med et hæfte, hvor vi troede, at det måske var regningen... men det var hans engelskhæfte. Han studerer engelsk og kunne lige se sit snit til at få øvet sig og måske lære noget nyt.
Mens Line lærte værten engelsk fik Stine og Ivar smagt banan-likør, og vi fik allesammen smagt banan-te, som værten var meget stolt af.
Med fluenet over sengen og likør i blodet faldt vi i seng ligeså snart den sidste forkølede karaoke-sanger havde givet op.

Landsbyen Mia ved Son Tay

Vi overnattede som sagt halvvejs nede af bjerget, hvor de havde et område med mulighed for overnatning i små huse med værelser. Om morgenen havde vi denne udsigt fra vores balkon. Det var da ikke så ringe. Der var en dejlig efterårsstemning, både med hensyn til temperaturen og blade der var begyndt at visne og skifte farve.

I Vietnam bliver det lyst tidligt om morgenen, men vi vågnede nu ikke på grund af det, nærmere fordi de to spisesteder 200 m væk valgte at spille høj musik fra klokken 7 (vi havde håbet på en stille og fredelig morgen i nationalparken). Så vi valgte at tage tidligt fra stedet – først til Son Tay og derefter til landsbyen Lang Mia. Vi nåede heldigvis hen til et sted, hvor de solgte benzin, før vi gik i stå!

Vi stoppede i Son Tay for at få morgenmad á la Vietnam, nuddelsuppen Pho, som man kan finde overalt og hele dagen. Vi fandt et gadekøkken, hvor der allerede var nogle mennesker (et godt tegn). 4.000 dong (1,25 DKK) for en stor skål og en kop te!












Lang Mia er en hyggelig og velbevaret ”typisk” vietnamesisk landsby, som vi hurtigt fandt.

Pagoden lå centralt i landsbyen og havde det typiske Banyan-træ samt et tårn, og det var rigt på figurer af vogter, novicer og buddha-figurer.

På vejen ud af pagoden købte Ivar en stump sukkerrør, som han delte med Stine.

Landsbyen havde også en del markeder, hvor der var en hyggelig og glad stemning. Vi kørte lidt rundt for at finde et tempel. Ud fra beskrivelsen i "Turen går til Vietnam": ”til venstre lige før pagoden”, var det ikke helt nemt at finde det. Vi kørte lidt rundt i den hyggelige by og endte også ude ved rismarker, køkkenhaver og ananasbuske, et stjernefrugt-træ og et julestjernetræ.

Vejen hjem fra Ba Vi/Mia var varmere, men vi klarede skærene – og ujævnhederne og støvet. Stine er nu taget hjem efter nogle hyggelige dage!

Ivar på mission i Dak Lak

Landbrugsprogrammet som Ivar er en del af på ambassaden er i forberedelsesfasen og har i øjeblikket 5-6 hold af konsulenter til at undersøge forholdene i de 5 provinser, som programmet omfatter, og giver forslag til, hvordan programmet skal organiseres og ledes.

Som praktikant på ambassaden har Ivar ret til én tur ud i landet som en del af ambassadens arbejde og derfor betalt af ambassaden. Og heldigvis kunne han komme med et af holdene i landbrugsprogrammet. I 4 dage var han med en New Zealandsk konsulent og en vietnamesisk free-lance konsulent (oversætter, organisator og sparringspartner) på ”monitorering og evaluering (M&E) mission” til Dak Lak og Dak Nong – to provinser i det centrale højland.

Dak Lak og Dak Nong er ikke særligt ”turistede” – de lokale kigger stadig efter ”hvide” mennesker (især når de går fremfor at sidde i en luksusbil). Der er til gengæld en del vestlige konsulenter i områderne, for det er et populært støtteområde for donorer.

M&E teamet boede på Dam Son *** hotel, der med flot udsigt og god morgenmad gav gode rammer. Og med en bil lejet i de fire dage var det ikke noget problem at komme rundt. Missionen omfattede møder med afdelinger for planlægning og landbrug i 2 provinser og 2 distrikter samt møder med 2 kommuner og 1 landsby-overhoved (som står for at indsamle data, der går hele vejen op i systemet).

Det eksisterende M&E er meget sparsomt – fra en kritisk vinkel kan man sige, at der ikke findes data om ret meget, og det der findes er upålideligt. Så det er lidt af en opgave at få ændret det eksisterende system i de områder, landbrugsprogrammet dækker. Især fordi landbrugsprogrammet bliver implementeret gennem regeringens system, hvor villigheden til at gøre noget blandt lederne er minimal og lønningerne er så lave, at de ansatte ikke gider lave ekstra arbejde – og så de ”kloge hoveder” er flygtet til andre donorer, der til gengæld betaler meget høje lønninger for arbejdskraften.

Så overordnet kommer landbrugsprogrammet til at slås med mangel på (løn)incitamenter og meget stort behov for kapacitetsopbygning. Den New Zealandske konsulent vil sætte gang i tingene ved at finde nogle M&E ildsjæle til at oplære, give computere til kommunerne, bruge excel til at lette arbejdet og grafer til at vise landmændene statistik på forskelle i udbytte mellem forskellige afgrøder. Det er spændende om det vil lykkes!

Det var første gang, Ivar var i det centrale højland. Der var masser af kaffeplantager, peberkorns-planter, træer til produktion af gummi og nogle enkelte arbejdselefanter (der er kun få vilde tilbage). Det centrale højland har langt renere luft end den vi er vænnet til i Hanoi – både m.h.t. indånding og blå himmel. Landområderne er stort set ryddet for skov og der er mange ny-tilflyttere i western-lignende træhuse – illegale immigranter fra andre områder, oftest etniske minoriteter.

For Ivar var det spændende at komme ud af kontoret – ud til de virkelige udfordringer i det træge system og de manglende kompetencer blandt de statsansatte. Egentlig burde ambassadens ansatte have en månedlig tur ud i landet for at undgå at risikere at miste grebet om de egentlige udfordringer.

Ha Long bugten igen igen

Vi valgte at tage en tur til Ha Long bugten med Ivars forældre, da de var på besøg. Vi bestilte turen gennem deres hotel. Turen kostede 54 dollars pr. person.





Vi fik meget bedre og dyrere mad end sidste gang Ivar og jeg var afsted, så jeg synes, at pengene var givet godt ud denne gang. Vi havde også en stor kahyt og et stort badeværelse.
På billedet er vi klar til at indtage vores frokost, mens vi sejler ud i bugten med op til 3000 limstensklipper.

Vi besøgte en rigtig flot og stor grotte, hvor der ved indgangen var en flot udsigt ud over bugten.

Første dag stod på frokost på båden, besøg i en meget stor og flot grotte, kajak i 1½ time, svømmetur, afslapning på båden, aftensmad med både rød og hvid dalatvin (lokal vin) og køb af perleøreringe og perlehalskæde.


Vi roede i kajak til en dejlig strand, hvor vi fik en svømmetur. Derefter sejlede vi rundt mellem klipperne og kom tæt på fiskerlivet og de mange spændende planter, der gror på klipperne.






Anden dag stod på morgenmad, afslapning på nærliggende strand, sejltur imellem limstensklipperne, kig til et marked med kinesiske varer, kig til en flydende fiskelandsby og kig til en nybygget bro, hvorfra det tager 4 timer at køre til grænsen mellem Kina og Vietnam og til sidst frokost på land i en restaurant med udsigt ud over bugten.

Anton og Merete havde taget kikkert med, så den blev brugt til at spotte ørne, grotter, containerskibe og lange pramme med kul.

Van Long - bådtur

Vores tur til Cuc Phuong var en 2-dags-tur, hvor vi trekkede de 18 km den første dag. Dagen efter skulle vi på bådtur ved Van Long.

Vi kørte fra Muong-landsbyen i dejligt solskinsvejr og kunne slet ikke forstå, hvorfor vi var så uheldige med vejret dagen før, hvor det bare øsregnede hele dagen.

Vejen til og fra landsbyen bestod af en meget leret og mudret vej, hvilket var ret spændende, da vi skulle derfra... Bussen havde meget svært ved at komme op af bakken og jo flere gange den prøvede at køre op, jo mere mudder kom der på dækkene. Men med skubben og graven lykkedes det at få bussen op på vejen, så vi kunne fortsætte vores udflugt.

Vi kørte i et meget flot landskab indtil Van Long, der bestod af rismarker, sukkerrørsmarker og marker med kassava (en slags rodfrugt). Vi kørte langs med nationalparken og snakkede meget om, hvad vi havde været igennem dagen før...

Alle steder var der folk i marken. Der blev høstet ris og sået majs og nye grønsager. Vi nåede frem til Van Long, hvor vi blev placeret i sivbåde med kvindelige roere.

På billedet ser I en mand, der fisker. Han er ved at hive garnene ind.

På grund af højvande kunne vi ikke passere igennem en grotte, men vi sejlede ind i den og ellers rundt i området, som minder om en bådtur på Ha Long Bugten. Vi var omgivet af flotte, grønne limstensklipper alle vegne.

Det var en rigtig fin bådtur - nogle steder i meget hård vind, der voldte roerne problemer, så Ivar overtog til sidst i vores båd...

Frokosten blev indtaget på et nybygget resort til turister, hvor vi sad i et lille rum for os selv og fik mange forskellige vietnamesiske retter. Derefter gik turen til Hanoi igen. Det tager ca. 2-3 timer at køre fra Hanoi til Cuc Phuong.

Cuc Phuong - trek på 18 km

En privat tur i junglen i Vietnams største nationalpark, vejrudsigt med solskin og en park- ranger til at vise vej - det lyder fantastisk ikke?

Det var det sådan set også - men en meget anderledes oplevelse end vi havde regnet med...

Da vi kørte fra Hanoi begyndte det at regne lige så stille. Vi havde stolet på vejrudsigten og ikke taget vores regntøj med. Men regnen fortsatte, og efter en time besluttede vi os for at stoppe bilen og købe regntøj - hertil serveret den behørige vietnamesiske te.

Da vi ankom til Cuc Phuong så vi et "redningscenter" for truede aber, hvor dyr, der er blevet konfiskeret hos illegale jægere og smuglere, bliver vænnet til det vilde liv igen. Der var mange aber i imponerende farver - blandt andet aber med "hvide shorts" og nogle med fem farver i pelsen, så de så ud til at have tøj på. De var rigtig flotte.

Regnen fortsatte, da vi kørte ind i selve nationalparken. Indgangen lignede den fra "Jurassic Park"! Vi skulle køre ind til centrum af parken (ca. 20 km), hvor vi spiste en god picnic og var så ellers klar til at trekke! Og her begyndte regnen så at volde problemer - alting var vådt: Planterne, træstammerne, stenene, bukserne, håret, regntøjet - selv kameraet blev vådt!

De første tre km var på cement-underlag. Anton havde set et foto med stierne, hvor de nærmest lignede en dansk skovsti i andre omgivelser. De tre km sluttede ved et meget gammelt træ, ca. 500 år gammel og ca. 50 m højt. Det var ret imponerende. Efter at have forladt cementstien var der bestemt ikke noget, der lignede en dansk skovsti! (bortset fra regnen måske..)

I silende regn gik vi så 5 timer op og ned af skarpe eller glatte klipper, ad mudrede stier, i sumpede tilgroede rismarker, over og under nedfaldne træstammer og i små vandløb med det klareste vand.

Dyrene var kloge nok til at føje regnen og gemme sig i læ i huler eller tætte træer, så vi hverken så eller hørte så mange. Kamelæoner, vandrende pinde og en enkelt "jungle-krabbe" så vi dog - og fik spændende information om planterne, vi kom forbi af vores guide Phuong. Han var opvokset tæt på nationalparken, så han vidste alt om spiselige planter/rødder/snegle osv. og hvilke man absolut ikke kunne spise. Han arbejdede på rescuecenteret og havde læst biologi på universitetet.

Til sidst på turen begyndte Phuong at blive nervøs for, om vi nåede frem, inden det blev mørkt. Det tog længere tid end forventet at finde fodfæste på den mudrede sti. Merete udførte flere stunt - særdeles imponerende at hun ikke kom til skade. Vi andre gik også hele tiden og små-gled i mudderet og på de regnvåde klipper..

Og på slutningen af ruten begyndte vi at blive plagede af blodsugende igler, der kravlede ind igennem skoene: Line, Merete og Phuong var hårdest ramt (måske smager Anton og Ivar ikke så godt??).

Da vi endelig kom frem var det i mørkets frembrud. Vi skulle overnatte hos den lokale H'muong minoritet og det skulle vise sig at blive et glimrende valg! Men først skulle vi lige have det våde og beskidte tøj til tørre, fjernet de sidste igler og lappet sårene med Phuongs jungle-middel.

Det lignede hår fra et dyr, som han kom på for at stoppe blødningen og derover et plaster. Og det virkede!

H'muong familien var meget venlige, åbne og snakkesaglige. De serverede god hjemmelavet aftensmad (de fleste ingredienser fra deres landbrug) og så serverede værten god risvin - både med og uden honningbier til at søde vinen med. Det var familiefaderen, Yen, som bød og derfor måtte Anton som ligeværdig prøve at følge med Yen's tempo og drikkelyst, hvilket tilsyneladende ikke var muligt - efter 8 "mot cham" (= "100 %", dvs. det hele drikkes), sagde Anton klogeligt stop og snakken gik herefter særdeles lystigt.

Merete og Line gik i stedet i kast med familie-pigernes skolebøger, og med en ordbog i hånden fik de snakket i flere timer. Det var en rigtig god og hyggelig aften!

Der blev redt op i det store rum med madrasser, dyner og myggenet.

Om morgenen galede hanen fra kl 5. Familien havde høstet ris, som lå inde under huset, hvor deres hane også valgte at konkurrere med naboens hane om, hvem der kunne gale højest. Ergo fik vi ikke sovet ret meget efter kl. 5.

Vi fik til gengæld nydt morgenen og købt flotte vævede klæder - som en slags målrettet udviklingsbistand. Til morgenmad fik vi serveret Pho - den traditionelle morgenmad i Vietnam, nudelsuppe. Dertil fik vi sørme også serveret risvin. Sikke en start på morgenen.

Herefter gik turen så til Van Long, men det bliver en anden beretning.